https://imgix.femina.dk/media/article/1637-renee-1.jpg
Selvudvikling

Brev til Renée: Vores sexliv er dødt. Hvordan genopliver vi det?

12. februar 2020
af Renée Toft Simonsen
"Gennem de mange år med syge børn var der ikke meget tid til hinanden, og lysten til sex har været meget lille, for vi fokuserede al vores energi på at få praktikken til at gå op. Så nu står vi og ved ikke helt, hvor vi skal starte." Læs ugens brev til Renée her.

Kære Renée

Jeg læser med stor glæde dine kloge besvarelser i femina, og nu håber jeg, at du kan hjælpe mig og min mand. Vi er et ægtepar, som har kendt hinanden, siden vi var 19 år. Vi er nu midt i 50’erne, vi har to voksne børn og godt arbejde. Så alt burde være i den fineste orden. Men vores nye tilværelse uden hjemmeboende børn, som vi på grund af alvorlige sygdomme hos begge børn har brugt rigtig meget tid og mange tanker på, har givet os masser af tid til at tænke over livet og vores samliv, og den har givet os et behov for at få varmen og kærligheden ind i vores liv igen.
Gennem de mange år med syge børn var der ikke meget tid til hinanden, og lysten til sex har været meget lille, for vi fokuserede al vores energi på at få praktikken til at gå op. Så nu står vi og ved ikke helt, hvor vi skal starte. Vi vil rigtig gerne hinanden, men er begge rigtig dårlige til at sætte ord på vores ønsker og behov. Det er SÅ svært for os at komme ud af den praktiske tankegang. Vi vil begge to gerne have gang i vores sexliv igen, og vi ved, at det kræver noget fra os begge to, men det er jo en jungle at finde en god sexolog eller parterapeut. Kan du eventuelt anbefale nogen her i Østjylland, hvor vi bor? Ellers er vi meget åbne for idéer og forslag, som du tænker, kunne være givtige for et modent par som os. Kærlig hilsen den anonyme kone LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min kærestes familie lukker mig ude

Kære anonyme kone

I er heldige. I er stadig sammen, I elsker hinanden, og I har begge lyst til, at der skal varme, kærlighed og erotik ind i jeres ægteskab igen. Jeg oplever mange par, hvor det kun er den ene part, der ønsker forandringen, og det gør forandring meget vanskelig. Sådan er det heldigvis ikke for jer.
Jeg tror, at mange i 50’erne kan nikke genkendende til det, du skriver, også selv om de ikke har haft syge børn. Uanset omstændighederne er det sådan, at når man har været sammen i mange år, kan der ske en afmystificering af det seksuelle hen ad vejen. Intet er rigtig nyt mere, hvilket betyder, at vi ikke går rundt og automatisk bliver tændt seksuelt af hinanden i hverdagen, men at vi skal anstrenge os for at bevare et seksuelt forhold. Erotik har det med at trives bedst med nyheder, og dem er der ofte ikke mange af i et langvarigt forhold. Kærlighed trives derimod bedst med tryghed – vi vil gerne vide, hvor vi har hinanden. Alligevel har vi tendens til at forvente, at vores partner kan opfylde begge dele. Ifølge den belgiske psykoterapeut Esther Perel er de to ting – at være bedste venner og erotiske partnere – i direkte modstrid med hinanden, og deri ligger udfordringen med at bevare et godt sexliv i et langvarigt ægteskab. Så hvad gør I? Hvad gør man, når man står, hvor I står? Én ting, som du også spørger til, er at få hjælp udefra af en professionel. Det er efter min mening altid en god idé. Jeg tænker, det kunne være en idé, at du ringede til Dansk Psykolog Forening og forhørte dig om psykologer, der specialiserer sig i par med seksuelle udfordringer. Måske de kan guide jer videre ad det spor. Derudover kan jeg anbefale jer at læse bøger af Esther Perel. Og lade jer inspirere af hendes TED-talks – hun har én om ”Hemmeligheden bag begær i langvarige forhold”, som kunne være lige noget for jer. Hvis I kan lytte til og forstå engelsk, har hun også en podcast, der hedder ”Where should we begin”. Der kommer man med ind i hendes terapirum, hvor hun har par i terapi med udfordringer, der ligner jeres. LÆS OGSÅ: Min livskrise går ud over mit forhold Til sidst tror jeg, at det virkelig kunne flytte noget for jer bare at starte med at komme fysisk tæt på hinanden. Og det behøver bestemt ikke betyde, at I starter med at have sex. I kan f.eks. lave en aftale om, at I hver dag, eller måske hver anden dag, skal være fysisk tætte og mentalt nærværende med hinanden i en hel time. Så er det lige meget, om I sidder tæt i sofaen og holder hånd, bare stryger hinanden op ad armen, nusser hinanden på ryggen og i håret eller vælger at ligge i ske på sofaen eller i sengen – øvelsen går ud på at være nærværende. Altså ingen tv, telefon eller afbrydelser i en time, og det eneste krav er, at I skal være tæt fysisk på en eller anden måde, og I skal røre ved hinanden, og det skal være i en time. Det væsentlige er, at I mærker hinandens hjerte slå, at I oplever den anden fysisk. Alt gælder – fra at holde i hånd til at ligge nøgne sammen. Jeg er sikker på, at hvis I kan gøre det og lave en plan, som er realistisk for jer, så vil der ske forandringer i jeres ægteskab. Kærlig hilsen Renée
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også