https://imgix.femina.dk/renee_toft_simonsen_sekundaer_interview_jeg_er_fucking_hot.jpg
Selvudvikling

Brev til Renée: Sexlivet med min kæreste er dødt

6. november 2018
af Renée Toft Simonsen
Min lyst til min kæreste, er der ikke, den er i minus. De få gange vi har forsøgt at være sammen, har det været meget svært for mig at stole på, at han vil mig det godt. Læs ugens brev til Renée her
Kære Renée Min kæreste og jeg har været sammen i 10 år, og sexlivet gik rigtig galt, da jeg blev gravid for otte år siden. Under graviditeten øgedes min lyst til sex, mens det modsatte skete for min kæreste. Jeg forsøgte at tilfredsstille ham med blowjobs og handjobs, men hvis jeg endelig fik noget igen, stoppede han, lige idet jeg kom. Det var ydmygende, og jeg følte mig ligegyldig.
Det første år efter fødslen var hårdt. Jeg havde smerter efter bækkenløsning, men kom i bedring med fysioterapi. Min kæreste var tvær og irriteret i hele det år. Senere fandt han ud af, at grunden til hans manglende lyst var en fødselsdepression, og at han havde været angst for at miste mig og barnet under graviditeten og efter fødslen. Nu er det min lyst til min kæreste, der er ikke bare væk, den er i minus. De få gange vi har forsøgt at være sammen, har det været meget svært for mig at stole på, at han vil mig det godt. Jeg slapper ikke af, og det er ikke behageligt. Jeg ønsker egentlig et levende sexliv, men det er, som om ALT er gået galt. Vores sexliv har aldrig kørt på skinner, da min kæreste er meget lukket med hensyn til sex og har svært ved intimitet og nærhed. Derfor var det altid lidt mekanisk og ”koldt”. Jeg holder virkelig meget af ham, og vi er rigtig gode venner, men det seksuelle er væk, dødt og totalt udtørret. Jeg føler mig skyldig over at drømme om at blive forelsket igen. Vi har været i parterapi ad flere omgange, men der er ikke nogen, der har spurgt ind til sexlivet. Venlig hilsen En, der gerne vil være anonym LÆS OGSÅ: Min kæreste støtter mig ikke Kære anonyme Det er noget af en rejse, du og din kæreste har været på de seneste otte år. Det, der skete for din kæreste, har jeg før hørt om i forhold til mænd, der skal være fædre. Pludselig ser de hende ikke længere som et seksuelt væsen, når hun bærer deres barn i maven. Der er mænd, der tænder på, at deres kone eller kæreste er gravid, men der findes altså også det modsatte. Om din kærestes manglende lyst har hængt sammen med graviditeten eller en angst for at miste dig og jeres barn, er svært for mig at sige. Det var, hvad det var, men nu har han lyst igen. Det har du bare ikke. Din manglende lyst kan sagtens hænge sammen med skuffelsen over manglende deltagelse i graviditeten, afvisningen af dig seksuelt, og følelsen af at stå alene med mange ting. Oplevelsen af ligegyldighed, ydmygelse og ensomhed kan godt have sat så dybe spor i dig, at du ikke længere tør åbne dig for din kæreste. Jeres sexliv har ikke fungeret i mange år, og du oplever en lyst til at finde en forelskelse. Måske endda en ubevidst tanke om at forlade din kæreste? Jeg ved det ikke, det sidste er et gæt.
Derfor tænker jeg, din første opgave er at finde ud af, om du vil blive i jeres relation. Hvis svaret er ja, er du nødt til at handle nu. Eller nærmere: I er begge to nødt til at handle. I er nødt til at finde ud af, om I skal blive sammen. Skal I det, så skal I i gang med at arbejde for sagen, for ellers løber forholdet ud som sandet i et timeglas. Det tror jeg i al fald. Ingen kan leve et helt liv med skuffelse og afvisning presset sammen indeni og med et samliv, der er blottet for fysisk kontakt. Jeres sexliv har aldrig været optimalt, og du har oplevet det som koldt til tider, idet din kæreste er meget lukket og ikke snakker om sex. Det har virket mekanisk på dig, og din kæreste virker til at have svært ved nærhed og intimitet. Jeg må sige, at I begge to har været meget tålmodige. I er stadig sammen, og jeg tænker på, hvorfor I mon er det? Betyder det, at I elsker hinanden trods alt, at det har været mest praktisk at blive sammen, eller måske at det har været uoverskueligt at gå fra hinanden? Det er mange spørgsmål, men det er spørgsmål, du og din kæreste skal i gang med at snakke om. Du skriver, at I har prøvet parterapi flere gange, men at I aldrig har snakket om det, som sagen egentlig har drejet sig om, nemlig jeres manglende sexliv. Det fortæller mig, at det virkelig stikker dybt, og at det er et meget svært emne for jer, hvilket nok også er medvirkende til, at det ikke fungerer for jer. Det undrer mig, at jeres terapeuter ikke har spurgt ind til jeres sexliv. Medmindre I tager jer sammen til at snakke om det, så tror jeg ikke, der er basis for forandring. Så hvis du ønsker at blive sammen med din kæreste, skal I finde endnu en parterapeut, måske endda en sexolog, og så skal I to gå derhen med det ene formål at snakke om jeres sexliv eller mangel på samme. I er nødt til at tage jer tid til at reparere det, som er gået i stykker, og det kan I ikke, hvis I ikke tør røre ved det. Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du får svar. Kun afsendere af breve, der bringes i bladet, får svar. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også