Brev til Renée: Min voksne datter kan ikke slippe mig og kvæler mig med sit savn

Kære Renée Jeg er mor til en datter, som flyttede hjemmefra, inden hun blev 18 år. Hun har styr på alt – rengøring, kost og økonomi – men hun har meget svært ved at slippe mig. Når vi ikke kan ses, når det passer hende, går hun i panik. For nogle år siden var hun ude og rejse i en måned, hvor hun skrev til mig 24-7 og endda blev indlagt på et hospital flere gange med hjemve. Planen var, at hun skulle på efterskole, men hun kunne ikke magte at være væk.

Nu bor hun 10 kilometer fra os. Når vi af den ene eller anden grund ikke kan ses, når det passer hende, går hun nærmest i panik. Nu er der ferie, og på grund af arbejde kan hun ikke komme med os på ferie. Vi har to aftaler under resten af sommerferien, hvor vi ses. Altså to gange på tre uger. Hun er allerede nu begyndt at skrive, at hun savner mig og er bange for, at hun ikke kan klare det. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kan hjælpe hende. Jeg føler mig som en dårlig mor, for mit savn er ikke det samme. Jeg føler mig kvalt i alt det savn, hun har. Jeg har ikke lyst til at skubbe hende væk og gøre hende ked af det. Jeg tænker, at jeg måske har været en af de forældre, der har været der rigtig meget og altid lyttet og altid prøvet at hjælpe. Men det er rigtig svært for mig at være på hele tiden. Hvordan kan jeg hjælpe hende med at slippe mig, uden at jeg afviser hende? Jeg tænker, det er det omvendte af de udfordringer, mødre har, når børnene flytter. De savner dem og oplever næsten en sorg. Jeg tænker, det er naturligt, at hun er flyttet, og jeg sørger ikke. Det tror jeg, HUN gør. Hvordan kan jeg hjælpe hende, så hun bliver stærk nok til at stå på egne ben. Venlig hilsen Den omvendte historie LÆS OGSÅ: Min handicappede søster gør det svært for mig at leve mit eget liv Kære omvendte historie Det er muligt, situationen er omvendt for dig, men det, du skal arbejde med, handler også om at give slip. At du føler dig som en dårlig mor, fordi du ikke savner eller trænger til dit barn, er fuldstændig forkert. Om man er sådan en mor, der savner meget, eller sådan en, der ikke savner så meget, har ingen betydning for, hvorvidt man er en god mor, der er i stand til at se sit barn, tage sig af det, der er at tage sig af, og i det hele taget udfylde det, som ligger i en mors opgave. Du har gjort det, du skal, og du har en datter, der klarer sig godt. Hun oplever sejre og nederlag, og nogle gange er hun glad og lykkelig, andre gange ikke – nøjagtig sådan er livet for de fleste af os. I grunden kunne man sige, at din opgave som mor på nuværende tidspunkt burde løje af, og det er faktisk også den tanke, du selv har. Du har også et ønske om, at din datter er glad og kan klare sig selv. Det er et fromt forældre-ønske, et, vi alle ønsker for vores børn. Men en gang imellem tror jeg måske, at det ønske kan føles tungt for dem, det handler om, især hvis de ikke ER glade og føler sig stærke. Dermed bliver det fromme, gode ønske, vi har på deres vegne, måske en byrde for dem?

Så måske kunne det at ønske, at hun er stor og stærk og ikke længes så meget efter dig, være det næste, du skulle prøve at give slip på? Ud over det så tænker jeg, det er rigtig vigtigt, at selv om det lykkes dig at acceptere, at din datter er, som hun er, så betyder det IKKE, at du skal stå til rådighed for hende, hver gang hun mener, hun har brug for dig. Selv om du ser hendes udfordringer, behøver det ikke at være sådan, at du også skal fikse dem for hende. Og det er egentlig kernen i det, jeg prøver at skrive til dig. Din datter er stor nu, du har ret, hun skal selv fikse det, som er svært for hende. Du er der selvfølgelig stadig, hvis ”lokummet brænder”, for eksempel hvis hun bliver syg eller andet alvorligt, men du har ikke længere pligt til at stille op til alt det, hun beder dig om, hver gang hun har brug for det. Jeg tror, lige netop det at give sig selv lov til at sige fra som forælder kan være en virkelig svær øvelse, fordi vi er flasket op med, at en god forælder altid står til rådighed for sit barn. Der kommer bare et tidspunkt, hvor barnet ikke længere er barn, og så ophører den forpligtelse efter min mening. Du har lyst til at slippe, men det har dit barn ikke – så det ”noget”, du skal slippe, er ikke barnet, men tankerne om, hvornår det er passende for en mor at give slip. Kan man som mor tillade sig at give slip, hvis barnet ikke ønsker det? Ja, for nogle gange kan det være sådan, at man er nødt til at skubbe ungen ud af reden, fordi den ikke kan tage sig sammen til at flyve selv. Det skub, man giver, kan sagtens være kærligt og lige nøjagtig det skub, den har brug for. Jeg tænker derfor, du også kunne arbejde med at have tillid til dig selv. Tillid til, at du véd, hvad der er rigtigt lige nu, både for dig og dit barn. Så du kan hjælpe det smukke lille menneske ved at have tillid til, at hun kan klare sig, også selv om hun savner dig. Kærlig hilsen Renée SKRIV TIL RENÈE Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar. MEGET MERE RENÉE På femina.dk kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. LYT TIL RENÉE I podcasten Brev til Renée kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her