Brev til Renée: Min søn har travlt med sit liv og glemmer os andre

Kære Renée,

Jeg skriver til dig, fordi min voksne søn bliver ved at klage over, at jeg belemrer ham med skyldfølelse.

Årsagen er, at jeg har gjort ham opmærksom på, at han ad flere omgange har såret mig, fordi han ikke ringer, og besøger mig sjældent, hvorimod han besøger sin kærestes familie ofte.

Han har også såret min mor og min søster ved at ”glemme” fødselsdage og julegaver. Jeg har ”reddet” ham ved, at han har været med i mine gaver ad flere omgange.

Jeg har sagt sådan her: ”Du kan ikke være det bekendt!” Min mor, min søster og jeg har været hans faste støtte gennem hans barndom/ungdom – og han har aldrig manglet noget.

Han har ofte fået store gaver fra os alle, han er blevet lyttet til – og også noget forkælet. Måske er det fejlen? Han bor med sin kæreste og har et krævende studie og studiejob.

Men han har tid til sociale ting med sine venner. Hvordan kan jeg sige min mening til ham uden at belemre ham med skyld?

Jeg er oprigtigt ked af, at han skal føle skyld, men jeg synes, han mangler dannelse og pli. Falder det tilbage på mig? Og hvis ja: Hvordan skulle jeg have gjort det? Jeg har været alene med min søn.

Vi har ikke haft så mange penge, så han har måske savnet at komme på ferie, og i perioder har jeg haft meget arbejde, men som det fremgår, er det gået ham godt. Han er dygtig og vellidt, men han glemmer sit ophav.

Kærlig hilsen,

En mor

Kære mor,

Du står der, hvor så mange mødre før dig har stået, og åh, hvor kan jeg mærke det i min egen krop. Det er tid til at give slip, og tanken er ubærlig.

Du elsker din søn over alt på Jorden, har passet og plejet ham hele hans liv, du har helt sikkert ofret dig utallige gange og sat hans ve og vel før dit eget.

Han har været fokus for det meste af din aktivitet i 20-25 år, og nu, hvor han ikke længere har brug for dig på samme måde mere, ønsker du ”bare”, at han ville vise sin taknemmelighed over alt det, du har gjort for ham et helt liv, ved stadig at besøge dig, holde kontakten, købe fødselsdagsgaver, gøre dig stolt og glad.

Det er et fromt ønske, et, alle forældre har, og det skal du ikke skamme dig over på nogen måde. Selvfølgelig ønsker du det. Det må du gerne.

Spørgsmålet er, om din søn så faktisk også skylder dig at gøre det, du ønsker. Det er et stort spørgsmål. Personligt synes jeg, vi er forpligtede over for hinanden i en familie, vores børn er forpligtede over for os, og vi er forpligtede over for dem – til en vis grad.

Graden af forpligtelsen mener jeg, bestemt kan diskuteres, og den vil også altid være afhængig af, hvilken slags opvækst vi har haft, og også være afhængig af det sted, vi er i livet.

Lige nu er din søn ved at blive voksen. Jeg tror, det at blive voksen er en proces, der også indebærer at lægge afstand til sine forældre, både fysisk og følelsesmæssigt.

Vi har hele livet været så tæt på vores far og mor, at vi næsten ikke ved, hvem vi er uden dem. For at blive voksne har vi brug for at finde ud af, hvem vi selv er, brug for at træffe vores egne beslutninger, uden at de er tæt på.

Nogle gange træffer vores børn gode beslutninger, andre gange dårlige, det er den måde, de lærer livet og sig selv at kende på.

I dit tilfælde her er det f.eks. IKKE at købe en fødselsdagsgave eller interessere sig for din mor og din søster eller IKKE at komme på besøg hos dig.

Det ser således ud til, at din søn måske har brug for den afstand til dig? Eller hvis vi skulle tænke det mere positivt, er det bare sådan for ham lige nu, at han ved, han elsker dig, han ved, du er der for ham, for det har du altid været, og lige nu er han altså gået ud i livet, væk fra dig, for at blive sig selv.

Jeg tror derfor, at det bedste, du kan gøre, både for dig selv og for ham, er at give slip på at dømme ham for at være, sådan som han er. Giv slip på, at han skal ringe, når han ikke ringer, giv slip på, at han skal besøge dig mere, end han gør.

Prøv, om du kan fokusere på de ting, som er gode ved ham og dig. I har et godt forhold, når I endelig ses. Han er en dygtig ung mand, der klarer sig godt.

Du er sund og rask og kan rejse, som det passer dig. Spise knækbrød til aften hver dag, hvis du har lyst. Du føler sorg over ikke at se ham så ofte, sådan kan det være, når vores børn bliver voksne.

Du må gerne have det sådan, som du har det, mene det, du gør, måske kan du endda finde en psykolog at dele sorgen, tankerne, følelserne med, eller du kan græde lidt for dig selv – men prøv, om ikke du kan lade din søn leve sit eget liv, mens du koncentrerer dig om dit.

Når han endelig ringer, når han endelig kommer på besøg, så modtag ham med kys og kram og kærlighed, så får han nemlig lyst til at komme igen.

Kærlig hilsen,

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.