Renée Toft Simonsen
Selvudvikling

Brev til Renée: Min mand har problemer med potensen

21. august 2018
af Renée Toft Simonsen
Jeg ved, der kan ske ændringer i potensen med alderen, men han er kun 50 år, så jeg tænker ikke, det er helt slut endnu. Læs ugens brev til Renée her
Kære Renée Jeg er frustreret over mit sexliv. Min mand har nogle gange problemer med at få rejsning. Når han har rejsning, er den ikke så kraftig, som den var i vores yngre dage, og nogle gange falder den under samleje. Han har svært ved at få udløsning – enten kræver det, han bliver ved så længe, at jeg bliver øm i skridtet, eller også kræver det, at jeg giver ham et handjob. Han er blevet tjekket hos en urolog, uden at der er fundet nogen forklaring, bortset fra at han er blevet ældre. Jeg ved, der kan ske ændringer i potensen med alderen, men han er kun 50 år, så jeg tænker ikke, det er helt slut endnu. I hans øjne er der ikke stor forskel på nu og engang, men jeg oplever det anderledes. Han lader til at være tilfreds med sig selv. Han kan tilfredsstille mig på anden vis, men det er ikke helt det samme, og jeg savner fornemmelsen af samhørighed. Vi har talt om det flere gange, men det er svært, for han føler sig ramt.
Jeg fik konstateret kræft for nogle år siden, men problemet var der også før da. I perioden har min mand gået arbejdsløs og fundet et nyt job, han glæder sig til. Han har undervejs haft forklaringer på, hvorfor tingene er, som de er. For nylig bad jeg ham om at granske sig selv for at finde ud af, om der ligger andet til grund for situationen. Vi har været sammen, siden vi var unge, så det er muligt, han synes, vores sexliv er blevet kedeligt, eller at han ikke længere er tiltrukket af mig. Det kan også være en måde at beskytte sig selv på, ved at lægge afstand til mig i et forsøg på at afbøde reaktionen, hvis jeg ender med at dø af min sygdom. Han har talt med en psykolog to gange, men jeg ved ikke, hvad de har snakket om. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Har du et godt råd? Venlig hilsen Den håbefulde LÆS OGSÅ: Min kæreste vil ikke tale om vores problemer i sengen Kære håbefulde Jeg tænker heller ikke, det er helt slut med potensen for din mand. Mænd går også i overgangsalderen, og en af de ting, der ofte følger med, er nedsat potens og mindre lyst til sex. Den slags aldersrelaterede græsseligheder er man nødt til at have med i overvejelserne i vores alder. Så er der overvejelserne om din sygdom og ikke mindst hans arbejde. Jeg tror på, at frygten for at miste dig og for at gå arbejdsløs kan have indflydelse på lysten og evnen til sex. Når det er sagt, tror jeg, der er mange ting, mænd og kvinder kan gøre for at have et godt og aktivt sexliv langt op i alderen. De ting handler om sundhed og livsstil. Nu ved jeg ikke, hvordan din mand ser ud, hvad han spiser, hvad han vejer, og hvor meget han motionerer.
Men som jeg kan læse mig frem til, har kost, vægt og motion en stor indflydelse på evnerne og lysten i sengen. En anden ting, der kan have stor indflydelse på potensen, er alkohol. Mænd i 50-årsalderen, der drikker for meget, kan have sværere ved at få og holde en rejsning. I forhold til livsstil kan der være noget, I skal have kigget på. Der findes også øvelser, mænd kan lave for at få større kontrol over muskulaturen ved penis. Men har han lyst til det? Vil han gøre det stykke arbejde, der skal til, for at ændre den måde, jeres sexliv er på? Jeg læser, at din mand ikke synes, problemet er så stort, som du synes. Det er nok dér, den største udfordring er. Hvis I ikke er enige om, at der er et problem, er det svært at løse det. I har talt om din utilfredshed i sengen, men det virker, som om problemet kun bliver værre af det. Desværre er der mange mænd, der reagerer sådan, når de har potensproblemer. Ikke at kunne få den op at stå er forbundet med utrolig meget smerte for mænd. Jeg tænker, det bl.a. handler om at se sig selv som en maskulin mand. Det er, som om vi har en kultur, hvor mænd skal kunne gennemkneppe en kvinde, så lysekronen klirrer, ellers er han ingen rigtig mand. Det er noget sludder, men jeg tror, mange af os ligger under for de gamle patriarkalske mønstre og fordomme. Derfor tænker jeg, at du kan få en kærlig kontakt til din mand, og at I kan blive enige om, der er et problem, og at I skal tage det alvorligt. Snakken skal være så kærlig og ærlig som muligt og handle om, hvordan I begge to ser jeres sexliv fremover. I er nødt til at være to om det. Hvis I kan finde ud af at blive enige om en fælles vej, er det helt klart muligt at have et fint og aktivt sexliv mange år frem. I har været sammen i mange år, og der er garanteret ikke meget, I ikke allerede har prøvet, og derfor kunne jeres snak måske også handle om, hvordan I får bedre kontakt og nærhed mellem jer, hvordan I skal være til stede sammen, og hvilken indsats I skal gøre for at lykkes med de ting, som er vigtige i jeres ægteskab. Din mand har talt med en psykolog. Det er en god begyndelse, men jeg forstår ikke, hvorfor du ikke ved, hvad de har drøftet. Næste skridt kunne være, at han snakker med dig om de ting, således at I får den fortrolighed. Det kan være, I skal tilbage til psykologen SAMMEN? Hils din mand og sig, han er en heldig kartoffel at have en kvinde, som stadig begærer ham. Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også