https://imgix.femina.dk/media/article/1637-renee-1.jpg
Selvudvikling

Brev til Renée: Min kæreste vil ikke tale om vores problemer i sengen

8. maj 2018
af Renée Toft Simonsen
Flere gange har jeg forsøgt at hive nogle grunde eller forklaringer ud af ham, men han siger ingenting. Han kigger bare på mig. Det er mærkeligt, for han har intet problem med at snakke om andre ting. Læs ugens brev til Renée her
Kære Renée Jeg har været sammen med min kæreste i 5 år, og vi har det perfekt sammen. Men vi har et problem, når det kommer til sex.

Første gang jeg oplevede det, var, da vi havde været sammen i et par måneder. Jeg lagde meget op til sex, men jeg blev afvist med ordene: ”jeg har bare ikke lyst”. Jeg blev rigtig ked af det og spurgte ind til, hvorfor han ikke havde lyst – om det var mig, og hvad der var i vejen. Her stod han fuldstændig af og kunne på ingen måde snakke med mig om situationen. Sådan er det stadig. Flere gange har jeg forsøgt at hive nogle grunde eller forklaringer ud af ham, men han siger ingenting. Han kigger bare på mig. Det er mærkeligt, for han har intet problem med at snakke om andre ting. Vi har igennem årene prøvet at lave en ”plan” for, hvad vi skal gøre ved det problem, at jeg altid har villet have meget sex, og at han aldrig har haft behov for så meget. Jeg har indvilget i, at vi ikke er sammen på den måde så ofte. Vi har sex hver eller hver anden uge, for jeg kan godt sætte mig ind i, at andre ikke har det samme store behov, som jeg har. Men problemet er stadig, at han ikke vil snakke med mig om sex. Forleden var vi sammen, og han kunne ikke blive færdig. Vi aftalte at tage revanche dagen efter. Dagen efter var vi så i gang, men han kunne bare ikke – han var helt slap. Igen blev jeg utrolig ked af det. Det rammer min kvindelighed og min selvtillid hver gang. Det eneste, han kan sige, er, ”jeg har ikke lyst”. Han siger, at han tusind gange har fortalt mig, at det ikke har noget med mig at gøre, så han kan ikke forstå, at jeg bliver ved med at være ked af det. Det må være nok, at han siger det. Men det er ikke nok for mig. Enten skal han vise mig, at det ikke har noget med mig at gøre, eller også skal han give mig en eller anden forklaring, så jeg kan fjerne fokus fra mig selv. Jeg vil ikke være foruden ham, og jeg ender med at blive sammen med ham, men det er mit største ønske, at vi kan tale om de her ting. Venlig hilsen En frustreret kæreste LÆS OGSÅ: Jeg frygter min mand skjuler noget for mig Kære frustrerede kæreste Jeg kan virkelig godt forstå, du er frustreret. Sex er en meget stor kraft og længsel hos de fleste mennesker. Hos andre er den ikke så vigtig, hvilket kan være frustrerende i en relation, hvor lysten ikke matcher. Problemet er, at du, der har brug for mere sex, faktisk ikke kan få den andre steder end hos din partner, som ikke har lyst. Det er, medmindre I aftaler andet, sådan, I vil indrette jer. Det betyder, at du går rundt i en konstant frustration. Du læser også en masse ind i din kærestes manglende lyst, som har at gøre med, hvor meget du er værd. Det er både dit og din kærestes problem, fordi du ikke kan få din lyst og dit behov tilfredsstillet andre steder. Det er ikke kun dit problem, og det er virkelig vigtigt. I en kærlighedsrelation har man ansvar for hinandens sexliv og tilfredsstillelse. Kærlighedsrelationen fordrer en gensidig tillid til, at man løser forholdets problemer sammen. Men lyst er ikke noget, man kan kommandere frem. Måske kan den lokkes frem, men så er det jo nødvendigt at vide helt nøjagtigt hvordan. Og hvis din kæreste overhovedet ikke vil tale om sex, så har I altså et stort problem. Så vil I på ingen måde kunne nærme jer en fælles konsensus om, hvad I skal gøre, for at I begge to kan være tilfredse i forholdet. Sex, der ender med, at han bliver slap, vil helt sikkert få de fleste kvinder til generelt at betvivle deres værd. Derfor er din kæreste nødt til at overvinde sig selv og gå med på den her udfordring. I skal derfor blive nysgerrige uden at være anklagende.
Det er svært at sige, hvad der får ham til at være så sky. Måske er han bare ikke er vild med sex, men hvorfor? Måske tror han, han er dårlig til det? Måske er han bange for ikke at kunne holde sin erektion – og dermed er det at skulle dyrke sex angstfyldt for ham, da han i sit eget hoved styrer direkte mod et nederlag, hver gang det bliver seksuelt? Der er mange muligheder, og det bliver en frugtesløs gættekonkurrence, ingen af jer er tjent med. Derfor synes jeg, du skal forlange, at han går med dig i parterapi eller til en sexolog. Der kan I komme i gang med at udforske det, som ligger og ulmer mellem jer og gør livet, i hvert fald dit, svært. I grunden tror jeg også, at det gør hans liv svært, for han ved jo godt, du har en længsel, han ikke opfylder. Det er uanset, om det er, fordi han ikke vil, eller fordi han ikke kan. Du skriver, at du elsker ham, og at du vil være sammen med ham uanset hvad, altså uanset om I får et godt sexliv eller ej. Det betyder, at du er villig til at opgive dine egne behov for at være sammen med ham. Jeg tror helt ærligt, at det med tiden vil blive svært for dig at holde fast i. Derfor tror jeg faktisk ikke, der er andre udveje end at få fat i en parterapeut, der kan hjælpe jer med at undersøge, hvad der gemmer sig bag hans manglende lyst. Det kan være, at sex bare ikke er noget, han gider. Men hvis I finder ud af det, vil du have et andet grundlag at beslutte fremtiden for jer to på. For måske er det ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt fokus bliver fjernet fra dig, men et spørgsmål om, hvorvidt du vil leve resten af dit liv med en mand, der nægter at tale om sine problemer. De problemer, som går ud over dig, og hvor du ved, at det med sex nok aldrig bliver til så meget. Kærlig hilsen Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også