Renée Toft Simonsen
Selvudvikling

Brev til Renée: Min kæreste tager ikke ansvar for vores fælles datter

29. januar 2019
af Renée Toft Simonsen
Min kæreste har ingen intentioner om at komme hjem til mig og vores datter. Hver eneste uge har han sin ”frihed”, imens jeg er bundet af lang transporttid til studie, forelæsninger, praktikpladssøgning, søvn, madpakker, rengøring, opkast og nærvær. Læs ugens brev til Renée her
Kære Renée Min kæreste vil ikke hjælpe med vores fælles fireårige datter. Sådan har det faktisk altid været. Derfor gik vi fra hinanden utallige gange, men fandt altid sammen igen. Jeg blev boende i lejligheden og begynde på studie. Med smil og gråd har jeg alene passet vores datter og mit studie igennem tre år. Imellem alle vores brud endte vi med at drømme om hinanden og være sammen i weekenderne, hvor vi endelig blev en familie. Han bosatte sig i et kollektiv på Fyn og fik arbejde dér. Derfor var han i perioder væk i flere måneder ad gangen, og i forbindelse med et brud overholdt han ofte ikke vores aftaler, hvorfor jeg har været primær forælder. Nu er vi endt et ”genkendeligt” sted og har forsøgt at ses som familie og som par igen. Vi har aldrig har haft problemer med begær og lignende, da jeg bevidst ikke ”kun” er mor, men også mig selv, så når han er herhjemme, er han glad og tilfreds!
Han har ingen intentioner om at komme hjem til mig og vores datter. Hver eneste uge har han sin ”frihed”, imens jeg er bundet af vores datter (som jeg elsker meget højt), men med lang transporttid til studie, forelæsninger, praktikpladssøgning, søvn, madpakker, rengøring, opkast og nærvær er der ingen tid tilbage – ikke engang til veninder. Imens skal han kun vaske tøj og spise, groft sagt. Jeg har sagt, at jeg ikke synes, det er rimeligt, at han ikke tænker, han burde hjælpe familien. Han blev meget aggressiv og mente, jeg var egoistisk. Er det forkert at forvente disse ting af sin partner? Han nægter at flytte hjem for forholdets, min eller vores skyld. Venter jeg forgæves? Kærligst fra S LÆS OGSÅ: Min mand er ligeglad med alt Kære S Det er ikke muligt for mig at besvare, hvorvidt du venter forgæves, ud fra det brev, du har sendt mig. Men det, jeg læser, er, at du elsker din kæreste, og at han elsker dig. I er gået fra hinanden og vendt tilbage en del gange, og selv om det gør ondt hver gang, ender I igen i hinandens favn. Du føler dig ikke forstået, og han har måske oplevet, at du mistede kærligheden til ham, fordi du har trukket dig væk, når du ikke følte, han forstod. Måske har du også følt dig alene om mange af de praktiske ting i forbindelse med, at jeres barn kom til verden. Jeg gætter, for du skriver ikke noget om, hvad det er, der har gjort, at I er gået fra hinanden igen og igen.
Men lige nu føler du, at det er meget uretfærdigt, fordi du konstant har jeres datter, mens han ”tjekker” ind og ud af jeres forhold/familie og ikke har en masse pligter til daglig. Som sagt er det svært at sige, om du venter forgæves, det skal du selvfølgelig snakke med din kæreste om. Bliv nysgerrig: Hvorfor synes han ikke, det er en god idé at bo sammen? Hvad skræmmer ham ved tanken? Hvis han ikke vil flytte, er det så en mulighed, du flytter ned til ham? Er han bange for, at det bliver ligesom før? Hvis han er, hvad kan du/I så gøre, for at det ikke sker? Parterapi? Den anden ting handler om, at du længes efter at have noget mere tid til dig selv, til lektier, veninder og måske til bare at sidde og stirre ud i luften. Hvordan kan det blive muligt for dig at få mere tid? Kunne I lave en ordning, hvor du havde jeres datter hos dig i ugens løb, og han havde hende hver weekend i et halvt års tid? Det ville blive en ordning, hvor han så havde fredag-lørdag-søndag fire gange om måneden, altså ca. 10 dage i alt, og så havde du de andre 20? Ville det kunne give dig det overskud og den tid, du længes efter? Og hvis du tænker, det er en mulighed, ville din kæreste så også synes, det var en mulighed? Jeres datter må være over fire år nu, så jeg ville mene, det ville være o.k., hun var hos sin far i weekenden og hos dig i hverdagene. Hvis fire weekender bliver for meget, så måske bare tre weekender om måneden? Jeg ved godt, I er sammen, men det lyder, som om I altid er sammen hos dig. Måske trænger du til at være lidt alene – uden din kæreste og uden jeres datter – måske kunne det bare være to hele weekender om måneden, han har jeres datter hos sig i kollektivet, så kunne I alle sammen være sammen de andre weekender? Jeg ved godt, I ikke er skilt, og at det ikke er en deleordning, du søger, men måske kunne det være en midlertidig løsning for jer, således at du kunne komme lidt ovenpå i forhold til at føle, at du havde tid til nogle af alle de ting, du gerne vil? Nogle gange skal man tænke alternativt – og at splitte samværet op på en mere systematisk måde kunne være en alternativ løsning. For at svare på dit spørgsmål om, hvorvidt du er egoistisk – det synes jeg ikke, du er. Du trænger til at få noget tid for dig selv. Det ville måske også kunne give dig overskud til at være mere kærlig og nærværende, når I er sammen alle tre? Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også