Selvudvikling

Brev til Renée: Min kæreste og datter skændes konstant

Min kæreste og min datter har altid haft et anstrengt forhold – hun er jaloux, og min kæreste har svært ved at rumme hendes frustrationer. Når hun siger ham imod, bliver han gal og siger ting som, at hun kan pakke sine ting og ikke er velkommen her. Det gør mig vred og såret. Læs ugens brev til Renée her

Kære Renée
Jeg har været sammen med min kæreste i syv år, og min datter på 16 bor ved os i lige uger. Min kæreste og min datter har altid haft et anstrengt forhold – hun er jaloux, og min kæreste har svært ved at rumme hendes frustrationer. Jeg føler mig som en lus mellem to negle. Min kæreste og jeg er enige om det meste omkring opdragelse, MEN det pædagogiske afsæt er langt fra hinanden. Jeg er blød og rolig, han hård, firkantet og temperamentsfuld. Jeg føler, at jeg kommer til kort over for ham.
 
Min kæreste er træt af, at min datter ikke byder ind med hjælp og agerer, som om hun bor på hotel. Jeg er enig, men jeg synes ikke, hans måde er vejen frem. Når hun siger ham imod, bliver han gal og siger ting som, at hun kan pakke sine ting og ikke er velkommen her. Det gør mig vred og såret, at han tænker, at han kan tillade sig det. Jeg er enig i, at hun skal tale pænt, men at flippe ud er ikke i orden. Som min datter siger: ”Når han kan tale grimt til mig, får han et grimt svar tilbage”.
 
 
Min kæreste har kun øje for hendes fejl, og han har en overudviklet retfærdighedssans – det kan være svært for min datter at leve op til. Jeg ved, de ikke har valgt hinanden, men de skal respektere hinanden. Der er selvfølgelig også positive ting i relationen, ellers var jeg ikke sammen med ham, men udbruddene dræner mig og min datter, der bliver ked af det og vred. Hun trækker sig – også fra mig. Min kæreste og jeg har diskuteret det uden at udvikle os positivt, og han ønsker ikke terapi. Hvordan kan jeg blive hørt og lade ham forstå, at det føles som et overgreb, når han siger, hun er uønsket? 
Bedste hilsner fra en lus mellem to negle
 
LÆS OGSÅ: Min mands vrede slider på mig og børnene - skal jeg gå?
 
Kære lus mellem to negle
Det er en rigtig svær situation, du står i, for hvordan får du din kæreste til at forstå, at han er den voksne i forhold til din datter og bør opføre sig som en sådan? Jeg er fuldstændig enig i, at han har ingen ret i verden til at sige, hun skal skride. Det er utrolig ukærligt, både over for din datter, men sandelig også over for dig. I har talt om det mange gange, og du har sagt, at du ikke vil have det, og også fortalt ham, at det gør dig meget ked af det. Det burde han lytte til. Hvorfor gør han det så ikke?
 
Det spørgsmål kan der jo være mange svar på. Han har ingen børn selv, og han er ikke far til din datter, og jeg tænker, det gør, at han ikke har forståelse for det bånd mellem forælder og barn, og at han heller ikke har den tålmodighed og langmodighed, som der ofte skal til. Han ønsker ikke familieterapi, og han forstår ikke dit synspunkt, så det gør situationen besværlig. Man kan ikke tvinge et menneske til forståelse.
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssætKØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
Jeg kunne ikke lade være med at identificere mig med din datter. Jeg har selv været datter i et hus, hvor min mor havde fundet en ny kæreste, som jeg ikke kunne med, og som ønskede at bestemme over mig. Jeg var cirka 14 og – ligesom din datter – ret genstridig. Jeg endte med at flytte hjemmefra, da jeg var 16 år, bl.a. fordi jeg ikke gad bo sammen med ham. Han betød intet for mig dengang, han var jo ”bare” min mors kæreste, han var fuld af krav og kommandoer, og jeg kunne mærke, at han på ingen måde elskede mig.
 
Grunden til, jeg fortæller dig min historie, er, at jeg ikke tror, du på nogen måde kan styre, hvordan din kæreste skal opføre sig over for din datter, hvis han på nuværende tidspunkt ikke selv kan se, at han er den voksne, og at hun naturligvis har ret til at bo i sin mors hus. Du har sagt det, du kan sige. Du har vist ham, at du er ked af det. Du har bedt ham stoppe med sine udbrud. Han ønsker ikke terapi eller at gå ind i et arbejde omkring den her situation. Enten holder du ud, at det er, som det er hjemme hos jer, eller også tager du tyren ved hornene og tager ansvar for situationen.
 
Det kan du gøre ved at sige til din kæreste, at enten pakker han sin vrede væk, eller også er I nødt til at bo hver for sig de sidste tre-seks år, din datter er hjemmeboende. Jeg ved, det kan virke som en drastisk løsning, at I, som elsker hinanden, skal flytte hver for sig i en periode. Men hvad er alternativet, hvis din kæreste ikke er villig til at ændre sig? Så ja, jeg tror måske, det kunne være en løsning, at I flyttede hver for sig i nogle år, så du kunne være der for din datter i en periode, hvor hun er et ungt menneske, der skal finde sin egen identitet og plads i verden. Så kunne du og din kæreste flytte sammen igen, når hun engang er færdig med gymnasiet og klar til at flytte hjemmefra. Du siger, de også har gode stunder, og de kunne netop være i centrum, når I var sammen, fordi i alle tre slap for gnidningerne i hverdagen. 
Kærlig hilsen Renée
 
SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til [email protected]
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.
 
MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
LYT TIL RENÉE
I podcasten Brev til Renée kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her
podcast brev til renee
 
 
 
Læs mere om: