Selvudvikling

Brev til Renée: Min handicappede søster gør det svært for mig at leve mit eget liv

Jeg tænker konstant på, hvad der vil ske med min søster, hvis min mor eller jeg en dag ikke længere er her. Det medfører, at alt, hvad jeg gør i mit liv, gør jeg af hensyn til min mor og søster. Læs ugens brev til Renée her

Kære Renée
Jeg er en kvinde på 22 år, og jeg er opvokset med en handicappet tvillingesøster. Hun er spastisk lammet. Vores forældre blev skilt, da vi var tre. Min mor og søster skal nu flytte hver for sig – selv flyttede jeg hjemmefra som 17-årig. På grund af sit handicap er min søster meget afhængig af min mor og mig. Hun har lidt to sider: en voksen og en meget barnlig side. Hun er også begyndt at blive meget mor-syg, og nu da hun skal bo alene, har kommunen ikke bevilliget hende hjælp alle timer i døgnet, hvilket vil sige, hun skal være alene fire timer om dagen, hvorfor min mor vil være hos hende – og jeg, når min mor ikke kan.
 
 
Jeg tænker konstant på, hvad der vil ske med min søster, hvis min mor eller jeg en dag ikke længere er her. Måske er det, fordi vi er tvillinger, men der er ting, kun jeg forstår, og jeg kan læse hende som en åben bog. Jeg har næsten udviklet helbredsangst, og jeg er begyndt at forberede min søster på, at hun en dag skal klare sig selv. Ville nogle gange ønske, at jeg slet ikke havde nogen familie. Det medfører, at alt, hvad jeg gør i mit liv, gør jeg af hensyn til min mor og søster. Jeg flytter for eksempel ikke til København, da jeg skal være tæt på min søster, går ikke så tit i byen, for alkohol er kræftfremkaldende. Det er konstante modsatrettede følelser mellem den, jeg gerne vil være, og den, jeg er nødt til at være. Mit største ønske er jo bare, at min søster er glad og TRYG. Har forsøgt at tale med min mor om det, men hun siger bare, at det jo også er svært for hende, og det forstår jeg virkelig godt! Jeg ville gerne tale med min søster, men hun får meget nemt angst, så det tør jeg næsten ikke. Hvad synes du? 
Bedste hilsner fra den bekymrede søster
 
LÆS OGSÅ: Min far er død, og det påvirker alt i mit liv
 
Kære bekymrede søster
Du er vokset op på en helt særlig måde, nemlig som tvilling. Som jeg forstår det, kan tvillinger næsten have en sjette sans, når det gælder den andens følelsesmæssige stemninger. På samme tid er det helt særlige ved din tvilling, at hun er handicappet. Du beskriver, at du er begyndt at være meget bekymret, og jeg tænker, det er en meget naturlig bekymring. Du har altid passet på din søster, sådan er dit liv, og derfor er den slags tanker naturlige. Desværre er frygten for, at din søster ikke har nogen til at passe på sig, blevet til en plagsom angst, som har invaderet dit liv.
 
Jeg fik den tanke, at din tilstand kan hænge sammen med, at du helt grundlæggende oplever, at livet har fordelt gaver og goder uretfærdigt mellem dig og din søster. Måske at det er uretfærdigt, at det blev dig, der fik en krop, som fungerer normalt? Hvorfor var det din søster, der blev syg? Hvorfor ikke dig? Og ikke mindst tænker jeg, at den slags spørgsmål og følelser kan bringe skyld og skam med sig samt følelsen af ikke at have ret til at nyde det liv, du har fået. I forlængelse af det tænker jeg, at du inderst inde også kan finde det uretfærdigt, at du ikke kan nyde det liv, der blev dit på grund af din søsters lod. Allervigtigst tænker jeg, at du dybt inde har lyst til at nyde dit liv, lyst til at give slip på den evige pligt og lyst til bare at være ubekymret og ung for en gangs skyld.
 
Hvis det er, som jeg antager, kan den dybe lyst til at slippe din søster godt give dig frygtelige følelser af skyld, som igen kan være med til at dæmme op for angsten. Ja, som i realiteten kan være angstens grundlæggende næring. Du skriver det selv, når du beskriver, at du ikke flytter til København, og du ikke går i byen, fordi du er nødt til at passe på dig selv i ekstrem grad. Jeg tror, angsten kan opstå af den indre konflikt, der konstant kører i dig, og hvis du skal arbejde dig igennem den og forsøge at slippe for, at den styrer dit liv, tænker jeg, at vejen må og skal være at være lidt mere tro mod dig selv og at give dig selv lov til at leve det unge liv, som sådan én som dig skal leve.
 
 
Din søster er nu kommet til et sted, hvor professionelle mennesker passer på hende. Din mor har givet slip i en eller anden grad, og nu er turen kommet til dig. Ja, din søster er en sammensat person, og dit liv blev et andet. Det er du nødt til at tage ansvar for, også selv om det er skræmmende, uretfærdigt og fyldt med skyld. De gaver, I hver især har fået, er forskellige, og det er tilfældigt, hvem af jer, der fik hvad. Det er ikke din skyld, at din søster blev syg. Det er heller ikke dit ansvar at vie dit liv til at passe på hende. Jeg tænker derfor, at du skal begynde med at vise din mor det brev, du har skrevet til mig, og derefter vise hende mit svar til dig. På samme måde som hun har hjulpet din søster hele jeres liv, er hun nu nødt til at hjælpe dig med at give slip, så du måske kan følge din drøm og flytte til København for en stund. Sidst, men ikke mindst tænker jeg også, at det kunne være godt for dig at finde en psykolog, der kan hjælpe dig igennem den svære proces, det kan være at give slip på din søster, på samme tid som du aldrig giver slip på den kærlighed, du har til hende.
Kærlig hilsen Renée
 
Skriv til Renée
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til.  Send en e-mail til [email protected]. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.
 
Meget mere Renée
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Læs mere om: