Selvudvikling

Brev til Renée: Jeg stoler ikke på, at han elsker mig

Min kæreste bruger meget tid på sit job, og han nedprioriterer sommetider mig til fordel for arbejde. Han kan også veksle meget mellem at være sød og kærlig til nærmest at virke kølig. Læs ugens brev til Renée her

Kære Renée
Jeg har været i et forhold i fire år. Jeg startede lidt forsigtigt ud, hvor han meget hurtigt blev meget forelsket. Men jeg kunne mærke hans oprigtige kærlighed, så jeg fulgte efter med samme forelskelse. Sådan var de to første år: Lykkelige! Jeg kommer fra et tidligere forhold med en mand, som jeg har to sønner med. Han havde et alkoholmisbrug og var både utilregnelig og ubehagelig, når han var fuld. Det har været uundgåeligt for børnene ikke at fornemme disse svingende sindsstemninger, så det har de nok haft reaktioner på også efterfølgende. Efter at jeg havde kendt min nuværende kæreste i et halvt år, skulle han holde fødselsdag for et af sine børn, og det var første gang, jeg skulle møde børnene. Hans ekskæreste trådte pludselig ind i huset, og han kiggede på hende, som om han stadig så hende som den helt store kærlighed. Det var meget ubehageligt.
 
 
Senere fortalte jeg min kæreste, hvordan jeg havde det med situationen, men han forstod det ikke. Sidenhen har det skabt store problemer for vores forhold, for jeg har så svært ved at tro på, at han elsker mig. Min kæreste bruger meget tid på sit job, og han nedprioriterer sommetider mig til fordel for arbejde. Han kan også veksle meget mellem at være sød og kærlig til nærmest at virke kølig. Når han er sådan, kommer jeg hurtigt til at tvivle på hans kærlighed til mig. Jeg oplever mig ikke som en urimelig kæreste på nogen måde, jeg vil bare gerne have en kærlighedserklæring med på vejen, når han nedprioriterer mig. Efter en dårlig ferie sammen, fortalte han, at han ikke ville være kærester længere. Grunden til det var min manglende tro på hans kærlighed til mig. Vi ses stadig cirka hver 14. dag for at se, om det kan udvikle sig til noget igen.
 
Pludselig finder jeg ud af, at han har set sin ekskæreste for at hjælpe deres søn med noget, og han sagde, at de nok skulle mødes igen. Hans ekskæreste er i et forhold, men jeg blev bare så vred og skældte ham ud, fordi jeg følte mig så trådt på. Jeg kan ikke stole på, at de to kun har venskabelige følelser for hinanden. Jeg bruger så meget tid på at få styr på mine tanker, måske du kunne hjælpe mig med at få lidt struktur på det hele?
Kærlig hilsen En usikker kæreste
 
LÆS OGSÅ: Hvordan kommer jeg mig over min mands utroskab?
 
Kære usikre kæreste
Det er godt, du hurtigt lige når at få ridset op, hvordan dit tidligere ægteskab var, for det siger mig noget om, at du måske kunne have en medafhængig personlighed. Tro nu endelig ikke, at der er noget som helst galt med det, for det er der ikke – slet ikke! Det betyder bare, at din måde at være i verden på handler meget om, hvordan ”den anden” har det. Som medafhængig har man det godt, når misbrugeren har det godt, og når misbrugeren ikke har det godt, så har man det heller ikke godt selv. Éns humør er afhængigt af, hvordan den andens humør er, og på den måde følger man som medafhængig den misbrugendes humørsvingninger og kurver og kan i den proces komme til at glemme og negligere sig selv.
 
Grunden til, at jeg skriver så meget om den medafhængige personlighed, er, at jeg i dit brev læser om en kvinde, der forsøger at tilpasse sig sin kærestes humør, luner og kalender. Din kæreste er ikke alkoholiker, men han er svingende i humøret – ligesom en alkoholiker. Når han er kølig, bliver du ked af det og usikker på hans kærlighed. Med andre ord er du igen afhængig af en mands humør. Har han det godt og er kærlig, har du det godt. Når han ikke er kærlig og ikke har tid, reagerer du ved at tvivle på hans kærlighed og dit eget værd. Din kæreste svinger fra meget kærlig til kølig, og det påvirker dig. På samme tid synes du at indrette dig efter det, måske fordi du tænker, at hvis du stiller krav, så risikerer du at miste ham.
 
Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.
 
Nu har I slået op, og der er sket det, at han ser sin ekskæreste. Hvorvidt der er noget imellem dem, ved vi ikke. Nu spørger du så mig, hvad jeg tænker? Jeg tror på, at du kunne have brug for at mærke mere indad i stedet for udad. Du kunne have brug for at mærke dine egne følelser og grænser, dine egne behov, og du kunne have brug for at være ærlig og autentisk i forhold til, hvad du kan være med til, og hvad du ikke kan være med til. Lige nu tænker jeg, at du går for langt i dit ønske om at være sammen med din kæreste, og således glemmer du at passe på dig selv undervejs. Det er sådan, jeg tænker om det, jeg har læst. Jeg ved, at det må lyde hårdt, og at det på samme tid også måske vil gøre dig bange. For hvis du skal tage det hensyn til dig selv og det, du har brug for, så kunne du miste din kæreste, og det er jo det eneste, du ikke har lyst til. Men din kæreste virker bare ikke til at være så kærlig og omsorgsfuld, som en kæreste skal være. Et eller andet sted mister du måske dig selv, hvis du bliver ved med at gå på kompromis med din længsel efter nærhed og nærvær.
 
Jeg håber, du kan bruge mine ord, og du er altid velkommen til at skrive igen. Pas på dig selv.
Kærlig hilsen Renée
 
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til.  Skriv til  femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til [email protected]. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.
 
Meget mere Renée
Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.

Læs mere om: