Brev til Renée: Jeg kan ikke finde ro i mit job – hvordan finder jeg mit kald?

Hej Renée Jeg skriver til dig vedrørende mit arbejdsliv. Jeg er uddannet pædagog, og jeg har arbejdet inden for faget i mange år – faktisk lige siden jeg blev færdig. Jeg har arbejdet flere forskellige steder, blandt andet på en skole, i en specialinstitution, som hjemmevejleder, i en børnehave og i en vuggestue, så på den måde synes jeg, jeg har været hele vejen rundt. Mit nuværende job er i en vuggestue, hvor jeg har været i fem år. Jeg er meget glad for mine kollegaer, men vi har meget travlt, og jeg føler ikke, jeg kan gøre mit arbejde tilfredsstillende med de normeringer, vi er underlagt. Samtidig har vi fået en ny leder, som styrer rigtig meget. Jeg kan ikke rigtig finde ro i mine forskellige jobs, og jeg tænker hele tiden på, hvad jeg så kunne finde på at lave i stedet for. Men jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg mangler en krystalkugle, som kan guide mig frem til, hvordan jeg finder mit kald. Hvordan finder jeg ud af, hvad der er vigtigt for mig i arbejdslivet, så jeg kan finde ro i mit job og lave noget, jeg synes giver mening og livskvalitet? Skal jeg finde på noget andet, og i så fald, hvordan finder jeg ud af, hvad det skal være? Jeg er 46 år og simpelthen desperat for at finde mit kald. Mvh. En søgende pædagog LÆS OGSÅ: Jeg er angst for fremtiden Kære søgende pædagog Det er et kæmpestort spørgsmål du stiller, og jeg tror ikke, du står alene med det. Du står et sted i livet, hvor du har prøvet det meste inden for dit fag, måske er dine unger blevet store, måske er du blevet skilt undervejs, måske er nogen tæt på dig syge, måske har du selv været nede at skrabe bunden på et tidspunkt på vej gennem livet – nøjagtig sådan som det er for os alle sammen, det her liv. Vi kan skrabe penge sammen eller bruge hver en krone, vi tjener med det samme, vi kan tage til Mallorca på ferie, være kærlige, være hadefulde, men vi ved alle sammen, at vi kun er her et kort sekund, set i det store perspektiv. Tænk lige over det, vi er her i rundt regnet ca. 80 år, og det er jo intet, når man kigger på det store billede. Netop derfor bliver det også så rasende vigtigt, at vi nyder at være her – at vi har det godt, hyggeligt, sjovt, og at vi fokuserer på det, som er væsentligt for os.

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at du på en eller anden måde oplever en følelse af tomhed eller måske endda meningsløshed? Og det behøver ikke at betyde, at du ikke er glad for dit liv eller din familie – det betyder nok bare, at du lige nu er et sted, der ikke er rigtigt for dig. Et sted, hvor du ikke oplever at have det sjovt og hyggeligt. Det kan skyldes normeringer, der gør, at du ikke får lov at være faglig på den måde, som er vigtig for dig – det kan også være, fordi du har været hele vejen rundt og prøvet rigtig meget inden for dit felt. Så måske er det sådan, at dine muligheder for fornøjelse og udvikling ikke længere er til stede i dit arbejde, og jeg læser, at du ønsker at ryste posen virkelig grundigt – du aner bare ikke, hvad du så kunne foretage dig. Jeg tror, at så længe du bliver ved med at stå op hver morgen og gå på arbejde, gøre det, du plejer, så vil det være svært at skabe den plads og den ro, der skal til, så du kan blive kreativ eller tænke andre tanker, end du hidtil har gjort. Med andre ord så har jeg ikke svaret på, hvad du kunne gøre i stedet for det, du gør nu, men jeg tror, en begyndelse kunne være at sætte dig selv fri, sådan fuldstændig. Måske er det drastiske skridt, du trænger til: Sige din stilling op eller i hvert fald søge orlov i et år og så sætte dig ved en vandkant et sted, tømme hovedet og finde ro. Det kan jo tage måneder bare at vænne sig til ikke at gå på arbejde hver dag, og alle de tanker og følelser, der vil fylde dig, vil indimellem være svære at tumle med, men jeg tror, der på et tidspunkt vil dukke nye følelser og tanker op – og det er egentlig det, jeg læser, du længes efter? Det er muligt, du finder ud af, at du elsker dit arbejde og vender tilbage til det, men også, at der sker noget helt andet. At vove pelsen og søge tomheden for at se, hvad den bringer, er en kæmpestor udfordring, men som jeg indledte brevet med: Vi er her så kort tid, og ingen ved, hvad der sker i morgen, og hvad har vi i grunden at tabe ved at kaste alle kort op i luften? Kærlig hilsen Renée SKRIV TIL RENÈE Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar. MEGET MERE RENÉE Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. LYT TIL RENÉE I podcasten Brev til Renée kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her