Brev til Renée: Jeg har mistet mig selv i mit forhold

Kære Renée Jeg er 32 år, og for syv måneder siden gik min ekskæreste og jeg fra hinanden. Vi har en datter sammen på to år, og jeg har yderligere en pige på fem. Det startede godt, og ni måneder inde i forholdet blev jeg gravid. Men det gik stærkt, og han havde et anstrengt forhold til min ældste datter. Han begyndte hurtigt at opdrage og glemte at knytte bånd til hende først. Han har flere gange råbt ad hende og taget fat i hende.

Han ville gerne bo tættere på sin familie. Jeg havde ikke lyst til at flytte fra mit hjem. Til sidst sagde jeg dog ja, og vi fandt et hus tæt på hans familie, men langt væk fra min og dermed hele mit sikkerhedsnet. Jeg var hverken tryg eller glad i vores nye hus. Det forklarede jeg ham, men han slog det hen. Jeg mistede mig selv og drømte om at være alene, men samtidig elskede jeg ham. Jeg har altid haft meget selvværd i min morrolle, men min ekskæreste mente ikke, jeg var en god mor. Jeg mistede glæden ved at være mor og har ikke genfundet den. Sidste forår blev han arbejdsløs, jeg var på dagpenge, og vi endte med at måtte opsige vores lejede hus. Jeg så det som en chance for at komme tættere på min hjemby, men det ville han ikke høre tale om. Vi satte os aldrig ned og snakkede om tingene. I sommer gik vi fra hinanden efter en diskussion. Vi skulle aftale en samværsordning med den lille, der på det tidspunkt var halvandet år. Han gik efter en 7-7-ordning, da han ikke mente, jeg var i stand til at tage mig af mine børn. Den udtalelse har ødelagt mig, selv om jeg altid har passet godt på mine piger og badet dem i kærlighed. Han har fundet en ny, og jeg har ramt bunden. Jeg er bolig- og arbejdsløs og savner ham, og jeg kæmper hver dag for at rejse mig igen, så vi kan komme videre. Jeg går til psykolog, men er trist og bange. Jeg er ædt op af skyldfølelse over, at jeg har brudt mine børns familie op, og skam, fordi jeg har børn med forskellige mænd, og sorg over, at jeg har mistet alt. Hvad gør jeg? Kærlig hilsen Den ulykkelige mor

Kære ulykkelige mor Puha, hvor lyder det bare ikke rart, alt det, du har været igennem de seneste år. Nu sidder du så her, alene igen, og du føler dig skrupforkert. Du har ovenikøbet fået at vide, at du er en dårlig mor, af den mand, der dog valgte at få et barn med dig, selv om han havde set dig som mor på nært hold. Jeg tænker, den holdning må stå for hans egen regning, og at det har noget at gøre med hans følelser for dig og ikke så meget med, hvordan du i virkeligheden er som mor. Jeg læser, at du de første par år sammen med din førstefødte havde det rart og hyggeligt, og at du følte dig som en god mor. Du boede tæt på din familie og havde sørget for at have et godt netværk til dig og dit barn, hvilket er virkelig fint. Så blev du forelsket, og der skete det, der kan ske, når man bliver forelsket: Man kommer til at tage nogle uhensigtsmæssige beslutninger, fordi man bare gerne vil være sammen med sin elskede. Du flyttede væk fra det hele, og det viste sig at være et dårligt valg for dig. Du var ikke glad dér, hvor du kom hen, og din kæreste var ikke særlig støttende. Faktisk virker det, som om han var – og er – noget egoistisk. For mig er det slet ikke o.k., at han er hård over for din datter og vil opdrage så tidligt i et forhold, mens han ”glemmer” at knytte kærlige bånd først. Så efter min mening har din ekskæreste ikke noget at kritisere dig for, han skulle hellere tage at gøre rent på sine egne hylder. Nu står I så her, og han ønsker at have jeres fælles barn det halve af tiden. Jeg ved ikke, om det er nogen god idé, så længe barnet er så lille. Det skal I selvfølgelig beslutte sammen. Jeg tror dog, jeg ville vente med en 7-7-løsning nogle år endnu, til barnet er blevet større. I mellemtiden synes jeg, du skal prøve at komme tilbage til den, du var, før du mødte din kæreste – eller i al fald til den selvtillid, du havde dengang. Nu er der selvfølgelig to børn at passe på, og din situation er sværere, fordi du ikke har arbejde og bolig, og derfor skal du være endnu mere stærk denne gang. LÆS OGSÅ: Skal jeg gå fra den mand, som aldrig mener, jeg er god nok Du ønsker at få din ekskæreste tilbage, men det væsentlige lige nu er efter min mening faktisk at få dig selv tilbage og få skabt et godt og trygt liv for dig selv og dine børn. Så selv om det er følelsesmæssigt hårdt, så skal mit råd til dig være at lægge din ekskæreste på hylden og lægge dine egne følelser for ham væk og simpelthen parkere dem et sted, hvor du ikke behøver at forholde dig til dem hele tiden, og så fokusere al din energi på at få dit eget liv op at køre: Du er mor til to børn. Det er dem, det gælder lige nu, og det er dem, du er nødt til at tage ansvar for. Hvordan og hvilken ordning det ender med i forhold til jeres fælles barn, må du se tiden an med, og i den forbindelse vil jeg anbefale dig at tage kontakt til statsforvaltningen, så de kan hjælpe jer. Din kæreste har en mening om dine kompetencer som mor, men lad hellere statsforvaltningen og de dygtige psykologer derinde vurdere det. Du har indtil videre ikke noget at skamme dig over, og du er ikke anderledes end så mange andre kvinder. Alle kan tage fejl af kærligheden, sådan er livet, og det sker for os alle sammen. Så lad dig ikke slå ud, tag kampen op og kæmp for at skabe et godt liv for dig selv og dine piger – det er sådan, du kommer videre. Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.