Selvudvikling

Brev til Renée: Jeg giver ham plads, men jeg eksploderer snart i mine følelser

Indeni har jeg lyst til at skrige, men udenpå er jeg rolig og giver ham plads. Hvordan skal jeg gribe det an, før jeg eksploderer i mine følelser? Læs ugens brev til Renée her.

Kære Renée
Min kæreste og jeg har været sammen i næsten fem år, og jeg elsker ham højt. Han har en datter på 17, som bor hos sin mor. Jeg har to piger på 14 og 13 år, som bor hos mig. Min kæreste bor med os, og sammen har vi fået den dejligste lille dreng, som nu er lidt over et år. Vores søn var mit ønske. Jeg fik taget min hormonspiral ud, og det vidste min kæreste. Han var påpasselig, da han ikke ønskede flere børn. Men nytårsaften blev lidt vild, og vi havde sex uden kondom. Der gik ikke længe, før min krop opførte sig mærkeligt, og jeg var gravid. Jeg var rigtig glad, for jeg ønskede mig et tredje barn. Min kæreste tiggede og bad om, at jeg skulle få en abort. Jeg fortalte ham, at jeg valgte at få vores barn – med eller uden ham. Han valgte at skride, og det var jeg forberedt på. Jeg vidste, at han havde brug for tid, og håbede, at han ville komme tilbage. Efter en uge kom han hjem til mig, og vi fik snakket. Han elskede mig og ville gerne være hos os.

Vi har nu boet sammen i halvandet år, og det er gået rigtig godt. Han er en dejlig far og en sød bonusfar. Men jeg er usikker på ham. Han sagde i weekenden, at han ikke vidste, om han kunne det her mere. Jeg kan mærke på ham, at han bliver hurtigt sur, har kort lunte og virker ugidelig og trist. Jeg har forsøgt at snakke med ham om det, men han lukker i. Efterfølgende er det, som om intet er sket. Han kysser mig og siger, at han stadig har lyst til mig. Jeg er drønforvirret. Jeg tør ikke tale med ham om det, i frygt for at han bliver sur igen. Indeni har jeg lyst til at skrige, men udenpå er jeg rolig og giver ham plads. Hvordan skal jeg gribe det an, før jeg eksploderer i mine følelser?

Kh den splittede mor

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min kæreste vil ikke se mine børn, så nu er jeg flyttet

Kære splittede mor
På den ene side har du hele vejen igennem været ærlig og fortalt, at du tog din hormonspiral ud og ønskede et barn. Da du blev gravid, har du accepteret, at han har sagt fra over for at skulle være far endnu en gang. På den anden side er jeres søn ikke et ønske for ham, og han tiggede og bad dig om at få en abort, så han har jo fortalt dig, at han slet ikke var klar på at blive far igen. Han har valgt at flytte ind og har sådan set takket ja til hele pakken. På den måde kan man sige, at han er med på hele situationen, men på den anden side er der nok også en del af ham, der føler, at han er blevet presset ud i noget, han ikke havde lyst til? Jeg tænker, det er det skisma, han sidder i lige nu. Han elsker selvfølgelig jeres lille dreng, nu hvor han er her, men på samme tid sidder han i en småbørnsfamilie og oplever, at det ikke er noget, han rigtig har valgt. Det, du hører og mærker, er måske den tvivl og måske en eller anden form for vrede, han kan have til dig, hvis han ubevidst giver dig skylden for det ubehag, han oplever. Jeg tror, det er den følelse, han giver udtryk for, når han siger, at han ikke er sikker på, at han gider det hele mere. Det giver selvfølgelig dig stor uro, for du er lige præcis, hvor du gerne vil være – sammen med ham og dine børn.

Du spørger mig, hvordan du skal gribe det hele an, før du eksploderer. Der er en mulighed for, at han ønsker at trække sig ud af den lille familie, I har skabt sammen nu, og den sandhed er svær at rumme for jer begge. Men jeg tænker, I er nødt til at tage tyren ved de berømte horn og få snakket det ordentligt igennem. Du er nødt til at vide, om han ønsker at være hos dig og børnene, eller om han faktisk længes efter en udvej. Jeg tænker, det er tvivlen, der river dig i stykker, og at det derfor er nødvendigt at få den afklaret. På samme tid tænker jeg også, at din kæreste er nødt til at tage ejerskab over sine valg. Det er muligt, han ikke ønskede det barn, I har fået, men han har selv valgt det til senere. Det er han nødt til at tage ejerskab over, så han ikke bliver ved med at give dig skylden for det, der ikke føles godt i ham.

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Jeg tror, det kunne være konstruktivt for jer at kontakte en parterapeut og få afklaret nogle af de temaer og konflikter, som umiddelbart kunne ligge på lur i jeres forhold. Det kan selvfølgelig være, at en konfrontation vil fremprovokere nogle beslutninger eller følelser, som du er bange for, fordi du er bange for at miste ham. Men lige nu har du det, som om du er ved at eksplodere, og det er heller ikke et godt sted at være – hverken for jeres forhold eller for jeres børn. Så selv om du er bange for at finde ud af, at han faktisk ikke ønsker at være hos dig og jeres søn, så tænker jeg, at det ubehag, du oplever, vil blive ved med at ulme, til I finder en fælles sandhed. Jeg ved, det kan virke angstprovokerende at være så direkte, men at hænge dér i klippevæggen i neglene er langt mere smertefuldt end at komme til bunds i, hvordan det faktisk er. I al fald kan I komme videre efter en mere præcis afklaring af de følelser, der er på spil lige nu.

Kærlig hilsen Renée

 

SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til [email protected].

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her

 

Læs mere om: