Selvudvikling

Brev til Renée: Jeg føler mig inkompetent som mor

Stort set hvert øjeblik jeg er alene med min søn, tænker jeg: Bare han ikke flipper ud! Læs ugens brev til Renée her

Kære Renée
Jeg skriver til dig med smerte og skam over at føle, at jeg er inkompetent i rollen som mor til en dreng på lidt over et år. Følelsen har sat sig i kroppen som åndenød og suger energien ud af mig. 
 
 
Jeg har aldrig været skruk, men snarere haft et dybt ønske om at videreføre den nære relation, jeg har til min egen mor. Min mand var ikke i tvivl, så det var en del af pakken. Graviditeten gik godt, og fra det øjeblik jeg kunne mærke liv, blev det en fantastisk oplevelse. Også fødslen var på alle måder uforglemmelig med ”de gyldne minutter” og timer bagefter. Men fra det øjeblik vi flyttede fra fødselsstuen til barselsstuen, slog det klik. Ud over trætheden over, at amningen ikke fungerede og var smertefuld, kunne mit nervesystem ikke rumme babygråden. Min mand er et mirakel og tog de første nætter – og nætter siden. Han magter heldigvis både søvnløshed og gråd (og mig!).
 
Alt det skriver jeg for at sætte scenen for det, der så fulgte: Tre måneder med kolik – utrøstelig hjerteskærende gråd i timevis. Når jeg var alene med vores søn, var jeg i panik det meste af tiden og talte minutterne, indtil han kortvarigt faldt i søvn, og min mand kom hjem igen. Vi fik heldigvis masser af hjælp fra vores familie, men det betød nok desværre også, at jeg fik overbevist mig selv om, at jeg ikke kunne magte det. Sådan har jeg det stadig. Stort set hvert øjeblik jeg er alene med min søn, tænker jeg: Bare han ikke flipper ud!
 
Takket være min mand er min søn glad, nysgerrig og stærk – og slet ikke bagud, selv om han har en mor, der ikke hviler naturligt i moderrollen. Jeg fortæller ham dagligt, at jeg elsker ham, mens jeg krammer og putter ham, men jeg kan ikke slippe den knugende bekymring om, at det er for sent at bonde. Jeg troede, det ville ske med det samme. Det bliver nemt sat på spidsen, når man dykker ned i smerten. For selvfølgelig er der øjeblikke med ren glæde og nærvær: Glæden over at se barnet vokse og udfolde sig som menneske i verden – fra at lære at sidde selv, stå, gå, gynge, spise. Håret, der vokser og bliver til krøller. Glæden over at blive til som en familie – opleve og gennemleve det livskapitel.
Hilsner fra Den inkompetente mor
 
LÆS OGSÅ: Min drømmenand vil ikke have børn med mig
 
Kære (in)kompetente mor
Og ja, jeg sætter ”in-” i parentes, for jeg er slet ikke sikker på, du fortjener den titel. Jeg læste dit brev igen med bevidst positive øjne, og jeg fandt adskillige ting, der fortæller, at du er en rigtig god mor. Du skriver, at fødslen på alle måder var uforglemmelig med ”de gyldne minutter”, at du dagligt siger, du elsker ham, mens du krammer og putter ham, din glæde ved at se ham vokse og udfolde sig som menneske i verden, udvikle sprog. Glæden over at blive til familie – se, det var alligevel ikke så lidt! Og ja, så er der alle de andre følelser, og af en eller anden grund har du bildt dig selv ind, at det er dem, der definerer dig.
 
Hvorfor det er sådan, er svært at sige, men jeg tænker, at frygten kommer et andet sted fra end fra din relation til dit barn. Det kunne handle om, at du overfører nogle følelser til denne her relation, som stammer fra oplevelser, der er knyttet til andre relationer. F.eks. kan der være noget i relationen til dine forældre. Noget, der nu kommer op til overfladen, fordi du selv er blevet mor. Noget, du måske ikke husker. For at du kan få det undersøgt til bunds, har du brug for en professionel psykolog, der kan hjælpe dig med at udforske, hvad det er, der sker for dig i relationen til dit barn. I den proces er det også vigtigt at kigge på den udfordrende begyndelse, du har haft sammen med dit barn; med kolik, gråd og for lidt søvn. Netop fordi barnet er utrøsteligt, kan man opleve sig selv som ude af stand til at trøste, hvilket overføres til hele relationen og giver én følelsen af at være inkompetent. Men det er du ikke, det kan jeg læse i dit brev. At være i stand til at sørge for dit barn, selv når du er allermest udslidt, er faktisk at være en kompetent mor. Også selv om dine følelser ikke er så lyserøde og idealiserede, som du forestiller dig, de skal være.
 
Det, jeg oplever i dit brev, er, at virkeligheden og dine tanker om virkeligheden ikke matcher med hinanden. Du beskriver dit barn som værende både glad, nysgerrig og stærk – i det læser jeg, at du er observerende, reflekterende og opmærksom. Jeg tænker, at det ikke er dig som mor, der er noget galt med, men derimod din trang til at være den perfekte mor. Men hun findes ikke, og perfektion kan nærmest udvikle sig til en lidelse, men det er en lidelse, du kan gå i gang med at arbejde med. F.eks. skriver du, at du er bange for, at dit barn flipper ud, når du er alene med ham. Dér tænker jeg, perfektionismen kommer ind og ødelægger det hele. Jeg kan garantere dig, at de fleste børn flipper ud flere gange om dagen, uanset om du er en god mor eller ej!
 
Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 3 måneder for 150 kr. >
 
Så kære du, som føler uro, skam, frygt, angst og magtesløshed i dit liv: Selvfølgelig er der de følelser! Du er et menneske, og du er i live. At de følelser fylder i dig, er en vigtig del af det at være menneske, og det har ikke noget at gøre med dine evner til at være mor. Lige nu fylder de negative følelser uden tvivl for meget, derfor skal du i gang med at finde ud af, hvordan du kan få fokus på de positive og bekræftende følelser. Jeg tænker altid, at den ulv i flokken, vi fodrer mest, er den ulv, der vokser sig størst og stærkest. Livskunst går ud på at fodre de rigtige ulve. Find en psykolog og fortæl vedkommende, at du lider af perfektionisme, og sig, at du ønsker at være tilfreds med mindre end det. Så tror jeg, du vil begynde på en rejse, der nok kan være lang, men som vil føre dig til hjertet, der ikke dømmer eller bedømmer, men derimod er overbærende, roligt, vist og kærligt. Når de kvaliteter bliver en bevidst del af dit liv, så vil det ”at flippe ud” ikke blive set som noget negativt, men for hvad det er: En frustration, som kommer og går, og som er en del af livet.
Kærlig hilsen Renée
 
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til.  Skriv til  femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til [email protected]. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.
 
Meget mere Renée
Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.
 
Læs mere om: