Selvudvikling

Brev til Renée: Jeg elsker min kæreste, men er ikke længere tiltrukket af ham

Jeg keder mig i mit parforhold. Jeg har nævnt det SÅ mange gange til min kæreste, men ofte føler jeg, jeg snakker med mig selv. Han er begyndt at spille meget computer med sine venner, hvor de sidder til langt ud på natten - det synes jeg er barnligt. Læs ugens brev til Renée her

Kære Renée
Jeg er en ung kvinde på 24 år, som bor i hus med min kæreste på 22 år. Vi har været sammen siden gymnasiet og købte hus sammen for et par år siden. De første par år var ren kærlighed. Vi er begge enige om vores prioriteringer i livet og har altid været gode til at hygge sammen. Den seneste tid har dog været svær. Jeg føler, jeg står med alt herhjemme. Min kæreste er en meget stille type, og jeg savner VIRKELIG noget modspil ... jeg keder mig. Jeg har nævnt det SÅ mange gange og sagt, at hvis ikke det blev bedre, gik det ikke mere, men intet sker. Han er ikke typen, der snakker meget, og ofte føler jeg, jeg snakker med mig selv. Han er begyndt at spille meget computer med sine venner, og de ses nogle dage, hvor de sidder til langt ud på natten. Personligt er jeg stik imod det, da jeg finder det barnligt.
 
 
Han er ikke ”voksen” nok til at snakke og tage ansvar for sit liv. Jeg føler, jeg har mistet gnisten, og det gør mig ked af det. Jeg synes, han er en fantastisk mand, vi har været meget igennem, og derfor forstår jeg ikke, at jeg ikke længere tiltrækkes af ham. Jeg ved uden tvivl, at jeg elsker ham, men er det nok? Vi har som sagt købt hus, og jeg har smidt flere penge i huset end ham, noget mere endda. Vi har ikke lavet særeje, og jeg frygter, hvis vi skilles nu, at vi begge ender i en forfærdelig økonomisk situation. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre, jeg kan blot mærke, det river min mave op indvendigt at gå med disse tanker hele tiden. Kan gnisten komme igen, eller burde vore veje skilles?
Med venlig hilsen Den meget fortvivlede
 
LÆS OGSÅ: Min kæreste har fået job på Lolland og er flyttet uden at spørge mig
 
Kære meget fortvivlede
Allerførst vil jeg sige, at det økonomiske aspekt af sagen må kunne løs-es på en måde, så ingen af jer går fra huset med gæld, om du skulle finde ud af, at jeres veje må skilles. Du skal nok have fat i din far og mor eller banken for at finde den helt rigtige løsning. Du har smidt flere penge i huset end din kæreste, og hvis huset ikke kan sælges med overskud, vil det nok være bedst, at det er dig, der bliver i huset og får en lejer eller to ind, der vil kunne være med til at betale huslejen. Og så synes jeg helt klart, I skal skrive et dokument på, at den anden får sine penge, den dag huset bliver solgt. Hvis der er overskud i huset til den tid, skal den, der er blevet i huset, selvfølgelig have det overskud. Det er alt sammen noget, I vil kunne snakke jer frem til.
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
MEN – er det så det, du ønsker? På en eller anden måde er det det, jeg fornemmer i dit brev, og det er nok også derfor, jeg starter med at forholde mig til det økonomiske aspekt – for at sige, at selvfølgelig er det en mulighed, at I går hver til sit, også selv om I har købt hus sammen. På en måde tænkte jeg faktisk, at det er meget tidligt, I begge to har valgt at binde jer så eftertrykkeligt, som I har gjort ved at købe hus sammen. At I har truffet det valg, har nok også noget at gøre med alt det, I har været igennem sammen. Det lyder, som om det har været nogle hårde år, som har bragt jer tættere, og som måske også har sat forholdet under større pres, end sådan et ungt forhold normalt er under ... Da I er så unge, er det lidt svært for mig at sige, at jeg synes, I skal arbejde hårdt på at bevare relationen. I har ingen børn endnu, og I har ganske givet heller ikke været i mange lange forhold hver især. Hvis nu I havde været sammen i 12 år og havde tre børn, ville jeg uden tvivl sige, at jeg syntes, I skulle prøve at få det til at fungere. Kærlighed er for mig en beslutning, og så er det hårdt arbejde resten af vejen.
 
I er 24 og 22 år, og du synes, din kæreste er noget barnlig, du er den ældste – og du har andre interesser end ham og længsel efter meget, som han ikke synes at være i stand til at kunne give dig – og så er det, jeg tænker, at det måske ikke er så holdbart at blive i det forhold. Måske kunne en mellemvej være, at I flyttede hver for sig i en periode? I skulle så stadig være kærester, og du kunne blive i huset og leje nogle værelser ud, eller få en veninde til at flytte ind. Hvis I ikke er sammen hver dag, kan det være, gnisten kommer tilbage, fordi I så er nødt til at anstrenge jer for at være sammen og gøre nogle ting med hinanden frem for at tage hinanden for givet, fordi I allerede bor sammen? Det kan også være, en periode med adskillelse vil sætte yderligere streg under den afstand og forskel, du oplever, der er mellem jer, og hvis det bliver tilfældet, så kan man sige, at så er et brud ikke så svært, som det er lige nu, hvor I bor sammen: Så jeg vil faktisk foreslå jer at tage mellemvejen og så se tiden an og se, hvad der sker mellem jer.
 
Kærlig hilsen Renée
 
Skriv til Renée
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til [email protected]
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.
 
Meget mere Renée
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
Lyt til Renée
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her
podcast brev til renee
 
 
Læs mere om: