Selvudvikling

Brev til Renée: Hvorfor holder jeg fast i forholdet til min eksmand?

Hvad er det, der får mig til at holde på noget, som måske kun er overfladisk? En læser håber Renée kan give hende et spark bagi i forhold til hendes eksmand

Kære Renée
Jeg har et forhold til min eksmand, som jeg bor sammen med – men jeg er i tvivl om, om jeg krampagtigt holder sammen på noget, som ikke er der? Jeg er 49 år, han er 50, vi blev gift for 20 år siden og har to børn på 16 og 19. Første gang det gik rigtig galt i vores forhold, var, da den ældste skulle begynde i skole. 10 dage før skolestart kommer min mand ikke hjem fra arbejde, og han er som sunket i jorden i to døgn, indtil han ringer og fortæller, at han er sammen med en anden kvinde, at han vil skilles og ikke have noget at gøre med børnene. Jeg græder og tigger ham om at komme tilbage, og selv om det er 13 år siden, kan jeg stadig huske det sorte hul, jeg faldt ned i. Min mand flytter ud på en campingplads, og jeg bliver ved med at tigge ham om at komme hjem og opvarter ham med indkøb og rent tøj. Vi bliver dog aldrig skilt, da jeg simpelthen ikke kan skrive papirerne under. Med tiden får vi dog talt ud, han flytter hjem igen, og vi arbejder på forholdet.
Tiden går, vi har gode og trælse perioder, men jeg tænker egentlig, at vi har det rigtig godt som familie. Men for tre år siden springer bomben igen. Min mand vil pludselig skilles, da han ingen følelser har for mig og ikke har haft det længe. Han ønsker det frie liv, hvor han kun skal tage hensyn til sig selv. Han bor lidt hos sin søster, men det fungerer ikke, så han kommer hjem igen. Jeg kan dog ikke have ham under samme tag, så han flytter ud i vores campingvogn i indkørslen. Vi bliver skilt, men igen går der omsorgs-gen i den for mig, og jeg tigger ham igen om at komme tilbage. Jeg ved ikke, hvad der sker for mig, men jeg vil bare så gerne beholde drømmen om kernefamilien.
Efter tre måneder flytter han ind i huset igen. Han indrømmer, at det er hans livs største fejltagelse, vi er blevet skilt, og at hans liv ikke er noget uden os. De næste år går igen op og ned. Indimellem har vi mange gode samtaler, men sidste efterår sker der så noget. Under en oprydning finder jeg min mands dagbog, og ja: Jeg ved godt, det er dybt at synke, men jeg kan ikke lade være med at læse i den. Chok, vrede og uro vælter ned over mig: Han skriver, at han bare vil holde ud, til vores søn er færdig med gymnasiet. Han skriver om andre piger, som han drømmer om. At han aldrig mere vil giftes. At han en dag stikker mig en mavepumper, hvis jeg ikke snart holder min kæft. At han hader sig selv ... Jeg fortæller ham, at jeg er ked af, at jeg valgte at læse det, og han siger, at det bare var tanker, han skulle have nedfældet ... Vi snakker meget om det i den kommende periode på min opfordring, men jeg lader det glide ud for at se, om han egentlig har behov for at tale med mig.
Nu tænker jeg så det hele igennem. Hvad er det, der får mig til at holde på noget, som måske kun er overfladisk? Jeg vil sagtens kunne klare mig selv, men alle mine drømme ville skride. Gør han det igen? Hvornår? Elsker han mig, eller er det for ham bare fint at være i en familie – tag over hovedet, mad og sex. Jeg kan simpelthen ikke mærke mig selv. Jeg har valgt at tilgive ham, men det har efterladt nogle ar i mig. Han deltager ikke i skænderier – men hamrer i stedet en knytnæve i væggen og forlader huset – og han deler heller ikke sine tanker med mig. Jeg håber meget på et spark bagi!
 
Kærlig hilsen fra fru X
 
LÆS OGSÅ: Min kæreste prioriterer sin datter
 
Kære fru X
Da jeg læste dit brev, blev jeg indimellem ked af det, da jeg ikke kunne lade være med at tænke på, hvor frygtelig nøjsom du har været gennem årene. Hvor meget du har kæmpet, og hvor stædigt du holder fast i din drøm om en kernefamilie – og så får du slet ikke den kærlighed og anerkendelse, du fortjener. Tværtimod har du gennem årene måttet finde en måde at leve med din mands utroskab på, og med, at han indimellem smider alt og lader dig stå tilbage med ansvaret. Han har endda også gennem årene ladet dig forstå, at i bund og grund er du ikke, hvad han ønsker. Hvorvidt han mener det eller ej, ved jeg jo ikke, og måske er han bare en umoden mand, der tror, han bor sammen med sin mor, som kommer spurtende med rent tøj og mad, når han trækker sig? Jeg ved, det lyder hårdt, men sådan fik jeg det lige et kort øjeblik. Samtidig kan jeg jo læse, at du elsker ham uendelig højt, og at dit højeste ønske er at bevare din familie, så det hjælper nok ikke dig, at jeg sidder her og bliver fortørnet og vred. Men jeg synes, du har fundet dig i meget! Det skal man også nogle gange, og når du har gjort det, så har det været, fordi det har været det, du har haft brug for. Nu er du imidlertid kommet i tvivl ... tænker på, hvordan livet ville være uden ham. Og ved du hvad, det er der ikke noget at sige til med de erfaringer og oplevelser, du har med i bagagen fra jeres ægteskab. At hamre en knytnæve i væggen og forlade huset, hvis der er problemer – det er simpelthen uacceptabelt og barnligt, han tager jo ikke ansvar for situationen, for de ting, der ikke fungerer, for, om du er ked af det!
Det mest interessante ved det her er, hvorfor du mon er blevet så nøjsom? Hvad er det, der gør, at du ikke har fortjent at være sammen med en voksen mand, der aktivt vælger dig til og tager ansvar for jeres liv sammen? Hvorfor skal du tigge, bede og kæmpe for hver eneste lille kærlighedserklæring, for jeres familie, for det hele, mens han har lov til gentagne gange at slippe alt og gøre, som han vil?
Jeg tænker på, om det er sådan i andre aspekter af dit liv, f.eks. på dit arbejde eller i din oprindelige familie? Da du var barn, var du da den, der skabte fred i familien? Jeg stiller de her spørgsmål, så du selv kan reflektere videre. Jeg tror, at det at finde din egen motor og finde ud af, hvad du selv har brug for, kan være med til at afklare, hvorvidt du skal blive i dit ægteskab eller ej. Måske kan det at reflektere over dit liv og dine mønstre, også i andre relationer, være med til at gøre dig bevidst – og måske endda begynde at stille krav? Selv om konsekvensen så kan være, at du mister kærligheden, så kan det samtidig være vejen til at finde dig selv!
 
Kærlig hilsen Renée
 
Cand. psysch. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til.  Skriv til  femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til [email protected]. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.
 
Meget mere Renée
Du finde tidligere svar og klummer fra Renée her. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.
 
Læs mere om: