https://imgix.femina.dk/media/article/1637-renee-1.jpg
Selvudvikling

Brev til Renée: Hvordan kommer jeg mig over min mands utroskab?

27. februar 2018
af Renée Toft Simonsen
Min mand har været mig utro og jeg har svært ved at tilgive ham. Hvad nu hvis han gør det igen?, kører hele tiden rundt i hovedet på mig. Har jeg virkelig fortjent at blive behandlet sådan? Læs ugens brev til Renée her
Kære Renée Hvordan kommer jeg dog videre med mit liv? For ni måneder siden opdagede jeg, at min mand havde noget kørende med en kollega. Jeg konfronterede ham, og han prøvede at benægte alt, men jeg havde nogle mails som beviser. Det fik ham til at gå til bekendelse, og han fortalte en smule om, hvad der var foregået. Jeg valgte, at jeg ville prøve at tilgive ham. Vi har været sammen i 26 år, og hvis du spørger mig, har vi haft et dejligt ægteskab. Efter hans utroskab har vi gået i terapi, både sammen og hver for sig, hvilket har været supergodt. Han er virkelig ked af, hvad han har udsat mig for, og han vil gøre alt, for at jeg skal tilgive ham. Her efter ni måneder havde jeg nok håbet på, at jeg var kommet videre, men jeg må indse, at jeg har svært ved at tilgive ham. Hvad nu hvis han gør det igen?, kører hele tiden rundt i hovedet på mig. Har jeg virkelig fortjent at blive behandlet sådan? Kommer jeg nogensinde til at stole på ham igen? Har du et godt råd? Hilsen hende, der bare vil være den glade igen
Kære hende, der bare vil være den glade igen Det er altid en dybt ulykkelig situation, når den ene part i et ægteskab har været den anden utro. I vores kultur er det noget af det værste, vi kan gøre mod hinanden. På sin vis er det fuldstændig forståeligt, for det gør noget følelsesmæssigt ved os, at vores partner seksuelt ser til anden side, og hvem kender ikke det emotionelle kaos, den handling kan afstedkomme i vores indre? De fleste kender det – enten fra deres teenageår, hvor en veninde pludselig løb af sted med éns udkårne, eller fra et af de kærlighedsforhold, vi har indgået igennem vores liv. Oplevelsen af tab og svigt og at blive valgt fra er sindsoprivende. Det gør noget ved vores fundamentale oplevelse af at være elsket, ved vores selvværd og ryster vores oplevelse af tryghed. Hvis den anden kan gøre sådan, hvor sikker er jeg så på, at denne her relation er noget, jeg altid kan regne med? Et eller andet sted er det underligt, at vi kulturelt forventer, at det øjeblik vi møder den person, vi mener at ville bruge vores liv sammen med, så slukker begge parter fuldstændig for den seksuelle knap til andre. Man kan sige, at virkeligheden ikke helt hænger sammen med vores forventninger. Jeg skriver, som jeg gør, fordi jeg tænker, at det er en vigtig pointe i forhold til, hvordan du kan komme videre. Måske det kan hjælpe at vide, at netop utroskab er en af de ting, vi véd kan blive en udfordring, når vi indgår ægteskab eller vælger en partner for livet. Hvis vi har den mulighed med i vores overvejelser og tænker realistisk på sandsynligheden for utroskab, kan vi måske bedre tackle det, hvis det sker. LÆS OGSÅ: Min mand behandler mig som affald, men jeg kan ikke få mig selv til at smide ham ud Helt sikkert er det, at når vi ved, at risikoen for utroskab er til stede i ethvert forhold, SKAL vi blive i stand til at tilgive hinanden, hvis forholdet skal have en chance for at holde et helt liv. Og så er vi ved tilgivelsen. Tilgivelse er en gave, du giver dig selv, det skal du vide. Ved at tilgive siger du ikke til din mand, at det var okay, det, han gjorde mod dig. Det vil aldrig være i orden, at han var utro. Men for mig er der stor forskel på, om en person træder ved siden af en enkelt gang, bliver revet med af sine instinkter og er sammen med en anden kvinde, og så om man er utro gentagne gange – eller decideret har flere forhold kørende på samme tid. Din mand er ked af det, han har sagt undskyld, og han ønsker ikke at forlade dig. Han elsker dig og vil jeres ægteskab. Du har det på samme måde. Du har valgt at blive sammen med ham, fordi du stadig elsker ham, og fordi du synes, I har haft et godt ægteskab indtil nu. Men hvis du fortsat bebrejder din mand utroskaben og måske holder dele af dig selv tilbage i jeres forhold, vil jeg mene, at du ødelægger jeres mulighed for at finde hinanden igen. Dermed siger jeg, at sket er sket. Tilbage står du og din mand, I er stadig sammen, og I er begge ansvarlige for at få jeres ægteskab tilbage på skinnerne. I har fået mulighed for at revidere jeres ægteskab, for det er blandt andet, hvad sådan en krise kan bruges til. Lige nu står I over for muligheden for at få snakket ærligt om alt det, I kunne ønske, jeres ægteskab skal indeholde fremover. For mig at se har I to haft muligheden for at gå fra hinanden for ni måneder siden, og den mulighed tog I ikke. I valgte tværtimod hinanden til, og det er der noget meget smukt over.
Så stå ved dit valg! På samme måde som kærligheden er et valg, er tilgivelse det også! Mit råd skal derfor være, at du beslutter dig for at tilgive din mand. Jeg kan ikke fortælle dig hvordan, og det er der heller ingen terapeut, der kan. Det er noget, du selv skal gøre inde i dig selv. Men det handler om, at du beslutter dig for, at det er ham, du vil have, og at du derfor beslutter dig for at have tillid til ham og stole på ham. Jeg ved, at det ikke er nemt, men jeg ved, at det er nødvendigt, hvis ægteskabet skal have en fair chance. Når beslutningen er taget, foreslår jeg, at du og din mand fremover tager ”arbejdet” med jeres kærlighedsrelation meget alvorligt. Det betyder, at I giver relationen tid og opmærksomhed. I må ikke ”bare” falde ind i gamle vaner, men bevidst gøre kærlige ting sammen og for hinanden. Når tvivlen og mistilliden dukker op, fortæller du ærligt og kærligt om dem. Du deler dine følelser med din mand på en respektfuld måde, hvor du tager ansvar for det, som er dit, uden at kaste med skyld. På den måde får I en mulighed for sammen at kigge kærligt på det, som er derinde. Du kan ikke få vreden, følelsen af svigt og skuffelsen til at gå væk, men du kan beslutte dig for, at det ikke skal bestemme over dit ægteskab, og du kan beslutte dig for at fokusere på, hvordan du selv er med til at gøre det kærligt og fint. Kærlig hilsen Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også