Renée Toft Simonsen
Selvudvikling

Brev til Renée: Han forlader ikke sin kone – skal jeg gå?

3. januar 2020
af Renée Toft Simonsen
Skal jeg lukke det ned, eller skal jeg blive ved med at være i kontakt med ham? Jeg er blevet den anden kvinde, og det ønsker jeg ikke at være. Læs ugens brev til Renée her.

Kære Renée

Jeg er forelsket i en gift mand. Vi kender hinanden via arbejdet, men vi startede først med at tale privat for lidt over to måneder siden.

Hans ægteskab fungerer ikke, og var det ikke for hans børn, ville han have afsluttet det, siger han. Vi har talt i telefon sammen hver dag og set hinanden seks-syv gange.

Vi lovede hinanden, at vi ikke ville gå længere end at tale, men de sidste tre gange er vi gået hele vejen. De første par gange nød vi bare at være alene sammen. Vi kan tale i timevis og er meget ærlige om alt – hans utroskab, hvad det vil betyde for vores kommende forhold, og han er ærlig omkring sine følelser for sit ægteskab og for mig.

Han vil ikke love mig noget og give mig en deadline. Han leder efter det rigtige øjeblik at gå, siger han.

Jeg har forsøgt at slutte al kontakt mellem os, så han kan få fred til at træffe en beslutning. Men jeg har så svært ved at undvære ham.

Jeg er på ingen måde i tvivl om, at det er kærlighed og ikke blot sex. Mit spørgsmål er: Skal jeg lukke det ned, eller skal jeg blive ved med at være i kontakt med ham? Jeg er blevet "den anden kvinde", og det ønsker jeg ikke at være.

Samtidig forsøger jeg at passe på mig selv, hvorfor jeg også forsøgte at lukke det ned. Jeg føler, jeg endelig har fundet den rigtige efter flere års dating med mænd, som aldrig føltes rigtige. Tanken om at skulle give slip på ham gør alt for ondt.

Vi taler om fremtiden sammen; hvor vi skal bo, hvad vi gerne vil i et forhold, hvordan livet skal se ud, vores drømme, og hvad vi skal gøre med job.

Jeg stoler på ham, og på at det, vi har, er ægte. Hvad skal jeg gøre? Og hvad kan jeg forvente? Skal jeg give mig selv en deadline?

Med venlig hilsen den forelskede

Kære forelskede

Det er en klassisk situation, du står i. Du har forelsket dig i en gift mand, og det er besværligt, for hvornår går han fra sin kone, og hvordan skal du forholde dig?

Der er måske også moralske skrupler. Er du den, der ødelægger hans ægteskab? Og tvivlen – mener han det, han siger? Og hvis han gør, hvorfor er han så ikke gået fra sin kone endnu?

Du spørger mig, om du skal give dig selv en deadline. Skal du lukke ned, indtil han er blevet skilt, og hvad kan du forvente?

Jeg tænker, at hver situation er forskellig i den her opstilling med at forelske sig i en gift mand, selv om der ofte er ligheder, og derfor findes der ikke noget rigtigt og forkert.

Hvis det var mig, ville jeg give ham og mig en deadline for, hvornår hans ægteskab skal afsluttes. Kan han ikke møde den, så tænker jeg, at jeg ville lukke ned for forholdet. Jeg har hørt om den her slags forhold, at manden ofte kan holde begge forhold kørende i årevis, og at han sjældent ender med at forlade sin kone.

Det scenarie kan være meget smertefuldt at være en del af i for lang tid. Så ja til en deadline og ja til at lukke ned, hvis tiden bliver for lang. Hvad du kan forvente, kan ingen sige noget om.

Livet er uforudsigeligt og menneskers følelsesliv ligeså. Måske har du fundet drømmemanden? Måske er han i et ægteskab, der var forbi, uanset om du var der eller ej? Måske er han fuldstændig reel og elsker dig og vil jer to? Og måske er det virkelig rigtigt, at han bare venter på det rette øjeblik.

Jeg ved ikke, hvornår det øjeblik skulle være – jeg tror aldrig, det kommer, men det kan være, han oplever det anderledes, og selvfølgelig elsker han sin ekskone og deres børn og ønsker at være en ordentlig mand.

Jeg tænker, det er væsentligt for dig lige nu, at du mærker ordentligt efter, hvor meget du kan bære i forhold til, at han stadig bor hjemme hos sin kone og børn.

Jeg tror, at når man er i sådan et forhold, som du er i lige nu, så bærer forelskelsen dig igennem. Men på samme tid er det sårende, at han ikke bare kaster alt over bord og følger dig og jeres kærlighed.

Når vi er forelskede, kan vi have en tendens til at overhøre de signaler, vores krop fortæller os – hvis den fortæller os noget. Så måske kunne det være en idé, at du prøver at trække energien lidt hjem til dig selv og lytte indad?

Måske er der tanker og følelser, der fortæller dig noget lige nu, men som du ikke tør lytte til, eller som du slet ikke er klar over? Måske findes der svar, som du bare skal blive stille for at høre? Min oplevelse er, at når vi bliver stille, melder tanker og følelser sig, som vi ikke har været opmærksomme på.

Det kan også være, at det forhold, du er i, virkelig er så rent, som du skriver her, og hvis det er, så er det, du kan forvente måske bare at skulle vente lidt mere?

Jeg håber for dig, at det er rent, og at din elskede finder vej gennem det, som er tungt for ham lige nu, så han kan finde hjem til dig. Hvis det viser sig, at han om et år stadig ikke har fået gjort mere ved det, så ved du nok godt, at det vil være tid for dig at lukke ned og passe på dig selv.

Kærlig hilsen Renée

SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her

https://imgix.femina.dk/podcast-brev-til-renee_2_7.jpg
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også