sorgen
Selvudvikling

Brev til Renée: Er det forkert af mig at sige nej til min kærestes drukfester?

24. september 2019
af Renée Toft Simonsen
Min kæreste drikker. Og til alle de fester jeg har været til med ham og hans venner, har jeg aldrig haft det sjovt. Jeg forsøger, men jeg kan bare ikke have ham, når han har drukket. Læs ugens brev til Renée her

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 53 år, der er vokset op i et hjem, hvor min far, mor og bror var alkoholikere. For tre år siden fik jeg en skøn kæreste. Han drikker hver aften tre eller fire glas rødvin. I starten tænkte jeg ikke så meget over det, men efterhånden går det mig på. Hver gang vi er til fest, drikker han sig fuld. Jeg har spurgt, om han egentlig kan tage en aften uden at drikke. Det siger han ja til, men hvorfor skulle han, når han godt kan lide det.

Jeg har først for cirka seks måneder siden fortalt ham om min barndom. Det gjorde jeg, fordi vi havde en del problemer, der opstod, fordi jeg blev ked af hans opførsel. Han elsker at være sammen med sine venner, og der er altid alkohol involveret. Jeg har været til alle fester med ham og hans venner, og jeg har aldrig haft det sjovt. Jeg forsøger, men jeg kan bare ikke have ham, når han har drukket. Og så ender det med, at vi bliver uvenner. Han siger, at jeg er asocial, kedelig og burde drikke og more mig lidt. Men det med alkoholen sidder så dybt i mig på grund af min barndom, at min mave slår knuder, og alle de gamle film starter i mit hoved. Jeg har valgt, at jeg ikke har lyst til at deltage i festerne mere. Jeg vil have lov til at sige nej til en fest – eller ja, hvis jeg tænker, at det vil være okay for mig. Dér er vi meget uenige. Han mener, at jeg skal deltage for hans skyld. Jeg mener, at jeg allerede har forsøgt og har fået det skidt gang på gang. Vi står nu foran en stor fest hos hans venner. Jeg har sagt, at jeg ikke har lyst. Han forsøger at få mig til at ændre min beslutning, men bare tanken om festen gør mig urolig. Er det helt forkert, at jeg siger nej til hans venner? De kærligste hilsner fra en presset kvinde LÆS OGSÅ: Min kæreste støtter mig ikke Kære pressede kvindeDin historie med alkohol ser ud til at have varet hele dit liv. Du er vokset op med alkoholikere, og nu har du fundet en kæreste, der også lyder til at være alkoholiker, som jeg læser det. Jeg tænker, at det øjeblik, alkohol står før noget andet, så er det et problem. Så kan din kæreste sige, at det bare er, fordi han godt kan lide at drikke, men jeg læser i dit brev, at han vælger alkohol over dig. Du har gjort ham opmærksom på din historie, og du har fortalt ham, at du får det dårligt, når du skal være sammen med ham og hans venner, og der bliver drukket tæt. Alligevel ønsker han, at du skal deltage i en stor fest sammen med ham og hans venner. Det er i mine øjne at bede dig om, at alkoholen bliver valgt over dig og dit velbefindende – og det er slet ikke i orden. Børn tager ofte skade af at vokse op i familier, hvor alkohol er et problem. Når man er tæt på en alkoholiker, kan man udvikle mønstre, der er uhensigtsmæssige i forhold til at passe på sig selv. Det sker ofte, at din lykke og glæde vil være afhængig af, hvorvidt den alkoholiker, du er tæt på, drikker eller ej. Når vedkommende drikker, er du ked af det, og når de ikke drikker, er alt godt. Det er et meget sårbart sted at befinde sig, for på den måde har du ikke selv kontrol over, om du har det godt eller ej. Det er alkoholikerens valg, der afgør det. Derfor tænker jeg, at du er nødt til at tage kontrollen tilbage. Du skal finde ud af, hvor meget du vil være med til, og især hvad du ikke vil være med til. Du skal til at sige NEJ til det, som du ikke ønsker i dit liv – i første omgang er det så et klart NEJ at tage til den fest. Og du skal vide, at du har al ret i verden til at sige nej tak. Ingen skal gå til en fest, de ikke har lyst til.

Desuden tror jeg, at du er nødt til at tage stilling til, hvordan du kan være sammen med din kæreste, eller om I overhovedet skal være kærester mere. Din kæreste lyder ikke til at have omsorg for eller være god for dig, når han bliver ved at insistere på alkoholen, selv om du ikke bryder dig om den. En mulighed kunne være at sige til din kæreste, at du har indset, at du ikke kan være sammen med mennesker, der drikker. Du vil se ham de aftener, hvor han ikke drikker – og ellers ikke. Jeg ved, at sådan en beslutning vil være på bekostning af jeres samvær, men lige nu er jeres samvær på bekostning af dig og dit velbefindende.

Jeg synes, du skal vælge at passe på dig selv fremfor at passe på din kæreste. I lige netop den her sag har du været udsat for så meget i dit liv, at du har al ret i verden til at sige stop nu. Så nej, det er IKKE forkert, at du siger fra – det er det eneste rigtige. Jeg synes, du skal finde dig et fællesskab af andre pårørende til alkoholikere, hvor du kan finde hjælp og støtte, og hvor du kan spejle dig og møde andre som dig. Det lindrer både at lytte og at fortælle – tro mig. Bliv aktiv i forhold til at forstå dig selv, dit liv og dine mønstre som pårørende til alkoholikere. Og sig så NEJ til den fest, du gider den ikke, og du behøver ikke gide den, uanset hvad din kæreste måtte mene om det. Du har ret til at sige fra.

Kærlig hilsen Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE

Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også