Selvudvikling

Børn uden køn?

I kampen mod stereotyperne skaber man måske bare nogle nye stereotyper? Samtidig udsletter man, uden at blinke, den store tryghed, det kan være for barnet at kunne identificere sig med sit eget køn








For nylig var der et billede af to dukker på forsiden af Kristeligt Dagblad. Det er måske ikke nogen nyhed i sig selv, men så var der alligevel noget særligt over de her dukker, og derfor fik jeg lyst til at læse artiklen. Dukkerne var kønsneutrale. De var nøgne og helt ens fysisk. Deres humør var ikke ens - den ene var glad, mundvigene vendte opad, mens den anden var ked af det. De måtte således gerne have følelser, de her dukker, men ikke noget køn. Hvilket, for at være ærlig, provokerede mig en hel del.

Dukkerne er nu ikke designet til at provokere, slet ikke. De er derimod designet til at udviske kønsforskelle ud fra en helt særlig pædagogisk tænkning, der går ud på at tænke på kønnet hovedsagelig som en social konstruktion og ud fra en tanke om, at vi forskelsbehandler børn ud fra deres køn og dermed ikke lever op til de ligestillingsmål, der er opstillet for folkeskolen.

De kønsløse dukker
bor i Egalia, en børnehave i Stockholm, og her findes hverken Barbiedukker eller fjernstyrede biler. I stedet findes der bøger om blandt andet girafparret Jösta og Johan, der gerne vil have en unge, men som har problemer med forplantningen, hvorefter de en dag finder et krokodilleæg og adopterer det. Alle bøgerne i Egalia er udvalgt ud fra kriteriet om at skulle modvirke stereotype kønsroller, og derfor betegner man heller ikke folk som han eller hun, men som "hen" - altså indførelsen af et tredje køn.

Sigtet med Egalia er at skabe lige muligheder for drenge og piger, hvilket er en dejlig idé i et samfund, der i dag taber mange drenge på vejen gennem uddannelsessystemet. Men hvorvidt metoden skal være at indføre nye kasser, som med det kønsneutrale "hen" for at komme af med de gamle kasser, han og hun, kan jeg blive meget i tvivl om? I kampen mod stereotyperne skaber man måske bare nogle nye stereotyper? Samtidig udsletter man, uden at blinke, den store tryghed, det kan være for barnet at kunne identificere sig med sit eget køn ved at høre til en bestemt flok og ved at kunne identificere sig med sig selv ud fra de indre impulser, barnet mærker.

Jeg har selv to af hver slags, og jeg er ikke et sekund i tvivl: Der ER forskel på drenge og piger, og en del af den forskel bunder i noget biologisk, noget, som intet har med socialiseringen at gøre ... hvor skal børnene gøre af de impulser et sted som Egalia?

Kærlig hilsen
Renée

FLERE KLUMMER

Julia Lahme: Sig nu fra, og sig til i stedet

Lonnie Kjer: På bagkant med haven

Tine Bedixen: Tager du p.. på mig?

Dorthe Kandi: For gammel til TV



Læs mere om: