https://imgix.femina.dk/media/article/bodil_udflytningen.jpg
Selvudvikling

Bodil skiftede Nørrebro ud med bondegård: ”Fandens. Det kræver tid at få nye venner"

28. maj 2020
af Freja Bang Lyngbo
Foto: Screenshot fra Bodils Instagram-profil
Hvordan får man egentlig en ven? Da Bodil og hendes mand byttede København, nære venskaber og spontane aftaler ud med et liv på landet, måtte hun starte helt forfra. Hør, hvordan det gik hende.

- Det er bare noget andet at bo herude. Det er så sanseligt på en eller anden måde. Der er så meget i tiden med mindfulness og bevidst opmærksomhed. Her i naturen kommer det bare af sig selv.

Bodil står og kigger ud over bølgerne, der skvulper ind mod strandkanten. Imens taler hun til den lille optager, hun har medbragt. Om hvordan hendes mentale helbred forbedres, når hun er i naturen. Og hvordan det føltes nærmest umuligt at takke nej til et tilbud om en bolig med havudsigt.

Ordene er en del af Bodils podcast "Hvordan får jeg en ven?", som hun gennem sit arbejde som journalist sidste år lavede for P1.

Podcasten handler om hendes søgen efter nye venskaber, i tiden umiddelbart efter hun flyttede væk fra København, nære veninder og spontane kaffeaftaler til et helt nyt liv langt ude på landet på Djursland.

Ikke bare den der nabo, du lige sludrer om vejret med over hækken. Men et rigtigt, dybt, solidt venskab. En du kan ringe til, når det hele brænder på. Når børnene er umulige og manden ligeså.

”Det tager langt tid at få gamle venner”

Sådan en veninde havde Bodil i København. "Den tætteste veninde, jeg nogensinde har prøvet at have", omtaler hun hende som. Bodil og veninden arbejder med det samme, har små børn og boede lige ved siden af hinanden i København. Og så har de i øvrigt samme temperament, interesser og værdier.

- Jeg tror bare, jeg prøver at finde en, der minder rigtig meget om hende. Men det tror jeg bare ikke, jeg kan. Tror du det?

Spørgsmålet stiller Bodil til sin psykolog, Mette Krøyer, i sin podcast.

- Nej, det tror jeg ikke. For det tager langt tid at få gamle venner, svarer Mette.

Hvorfor er det så vigtigt at have en ven?

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt for Bodil at knytte nye venskaber? Hun har jo sin mand, og veninderne er kun et telefonopkald væk.

- Jeg tror, at det for mig handler om at have nogen at være sammen med, som ikke er tvangsindlagt til mit selskab. For selv om min mand selv har valgt at leve sit liv med mig, så går vi jo ikke og vælger hinanden til på daglig basis.

- Han ville skulle vælge at sige: Nu gider jeg sgu ikke dig mere. Og så skulle vi skilles. Med venner er det anderledes. Man vælger hinandens selskab til, og det er hundrede procent lystbetonet.

For Bodil blev ordet "livsvidne" også et centralt ord, da hun forsøgte at finde ud af, hvorfor venner er vigtige for hende.

- Det er vigtigt, at man har nogen, der følger med i ens liv, og at man har nogenlunde samme referenceramme. Det tager tid at bygge den slags op, og det er hårdt arbejde.

For høje krav?

I podcasten vender vi flere gange tilbage til samtalen mellem Bodil og psykologen Mette, som sammen forsøger at finde et svar på, hvordan Bodil skal gå til projekt få-en-ven.

Og et centralt emne for samtalen er Bodils forventninger til sin kommende ven.

- Jeg tror, du lægger overlæggeren lidt for højt. Jeg får sådan et billede af eventyret med svinedrengen og prinsessen, hvor der kommer den ene bejler efter den anden ind. Og så siger hun: "Duer ikke, væk". Hvis du siger det til alle, så kan det jo være, du ikke når at opdage, at de rent faktisk besidder noget, som kan være en kvalitet og glæde for dig.

Så Bodil må skifte strategi. Forsøge at indstille sig på, at det tager tid at få en ven. Og at der, hvor hun er i livet, gør det sværere.

- Det har altid faldet mig naturligt at få nye venner. På højskole, studie, arbejde og så videre. Men jeg bor så langt fra min arbejdsplads, så det der med lige at drikke en øl efter arbejde, når man har små børn, det sker bare ikke.

- Hvis man ikke har noget kontaktpunkt i nogen særlig grad, så kan det være virkelig grænseoverskridende at opsøge noget, fordi man gerne vil have venner. Og det der med at gå til tennis som en undskyldning for at møde nogen, det er bare op ad bakke.

LÆS OGSÅ: Flemming Møldrup bor med Nicoline, men er gift med Rikke: "Den måde, vi lever på, er kærlighedsversion 3.0"

En moderne kontaktannonce

Psykologen har også et helt andet forslag til, hvad Bodil skal gøre.

- Du skal begynde at poste på Instagram – og se, hvad der sker!

Det gør Bodil. Og hendes profil @udflytningen fungerer næsten som en moderne kontaktannonce. Her lægger hun billeder op af nyopgravede kartofler fra haven og den traktor, der hører til ejendommen. Hun finder folk, der bor i området, og de finder hende.

Sammen skriver de om stort og småt, og hvad der rører sig på Djursland. Det er en god brobyger mellem Bodils gamle Københavner-verden og den nye tilværelse på Djursland.

Sommetider overskrider hun sine egne grænser og spørger, om dem, hun skriver med, vil mødes med hende. Særligt én ting i den sammenhæng er vigtigt.

- Ordet "venner" er skræmmende for folk, og man ved jo faktisk heller ikke, om man selv har lyst til at være venner med vedkommende. Så man kan bløde sin besked lidt op og skriv noget i retning af: "Har du ikke lyst til at komme over og spise pandekager? Vi er nye her på egnen, så vi vil gerne udvide vores netværk". Det bliver på en måde mindre forpligtende.

LÆS OGSÅ: "Skal jeg bare sige 'fuck det', springe ud i det og realisere min drøm?"

Vennekemi ved første blik?

Flere af de grænseoverskridende vennedates førte heldigvis til, at Bodil i dag er en del af flere spirende venskaber. Lige nu har hun to veninder på egnen, som hun jævnligt ser. Den ene mødte hun gennem Instagram, den anden gennem sønnens børnehave.

For Bodil har det været altafgørende at huske sig selv på, at gode relationer tager tid at opbygge. For ligesom når vi leder efter kærligheden, så er det langt fra sikkert, at vennekemien opstår ved første blik.

- Første gang jeg mødte min ene veninde var helt fin. Vi svingede okay, men man er jo også bare en forfærdelig person. Man tænker: Ej, så sagde hun også det og det. Er det nu noget for mig? Men det kan man jo ikke vurdere efter en gang.

LÆS OGSÅ: Sådan skaber du nye venskaber, selvom du er midt i livet

Alligevel gik der noget tid, før de to mødtes igen.

- Der synes jeg selv, at jeg var ret sej. Jeg skrev: Jeg går sgu og føler mig lidt ensom, vil du mødes igen?

Det ville hun heldigvis gerne, og i dag er hun en af de veninder, Bodil kan invitere over til en spontan filmaften og dele en plade Marabou med, fortæller hun.

- Men jeg går stadig kold i det hele sommetider, for jeg ville ønske, vi kunne springe fem år frem i tiden og kende hinanden godt. Det er fandens, men man er nødt til at lægge energi og kræfter i det, hvis man vil opbygge noget sammen. Fokusere på nogle få personer og give dem en masse af din tid og din opmærksomhed. Lægge sin stolthed væk og være ærlig.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også