Annabell fik en fødselspsykose: Jeg kunne ikke overskue at skulle være mor resten af livet

Hør Annabells personlige fortælling om sin fødselspsykose

Annabell Louborg glædede sig – hun var gravid og ventede en lille pige. Nu skulle hun stifte familie sammen med sin mand, som hun var blevet gift med sommeren inden.

– Jeg glædede mig vildt meget til at blive mor, husker Annabell.

Men graviditeten gik ikke helt som planlagt. Hun var ekstremt træt under hele graviditeten og kunne sove hele tiden. Hen mod fødslen begyndte hun også at få rigtig slemme angstanfald. Men selvom angst var noget, Annabell kendte fra sine teenageår, så var hun overbevist om, at hun ikke var typen, der ville få en fødselsdepression.

Hård fødsel

Fødslen gik dog meget anderledes, end hun havde håbet. Hun havde vestorm i et halvt døgn og fik vestimulerende drop to gange. Jordemoderen forsøgte at få barnet ud med sugekop, inden Annabell til sidst endte med et akut kejsersnit, fordi hendes datter var for stor til at komme ud. De følgende dage på hospitalet havde hun svært ved at sove, selv om hendes mand stod op med den lille. Når hun endelig faldt i søvn, havde hun skræmmende mareridt om død og ødelæggelse.

– Jeg havde rigtig mange angstanfald og var rystet over, at fødslen havde været så dramatisk. Jeg begyndte også at være bange for, at der var noget galt med min datter – at hun ville dø, mens hun sov. Og jeg blev mere og mere tyndhudet af ikke at sove.

Til sidst blev Annabell rykket til en enestue i stedet for den firesengsstue, som hun havde ligget på de første par dage. Inden hun blev sendt hjem, fik hun at vide, at hun var i høj risiko for at udvikle en fødselsdepression.

Det blev ikke bedre, da Annabell kom hjem fra hospitalet med sin nye familie. Hun sov stadig ikke ret meget og følte, hun gik rundt i en døs. Kort tid efter gik hun i gang med en større oprydning i lejligheden og tog kontakt til en masse folk, hun ikke havde talt med længe. Efter den hårde fødsel var hun kommet ind i en manisk fase, hvor hun skrev lange lister over ting, hun skulle huske. Om aftenen lå hun i sengen, mens angstanfaldene tog over. Ofte var hun vågen til langt ud på natten.

– Jeg lå og grublede og kunne ikke give slip på tankerne. Det kammede helt over i hovedet på mig. Det er svært at forklare, men jeg havde en følelse af, at jeg nærmest var død, mens hjernen bare kørte på fuldt tryk. Jeg kunne ikke stoppe tankerne.

LÆS OGSÅ: Helene mistede to børn: Jeg vil altid være mor til fem

Vrangforestillinger

Da hendes datter var halvanden måned gammel, fik Annabells mand hende indlagt på psykiatrisk afdeling. Han beskriver det selv som den sværeste beslutning, han har taget i sit liv. På det tidspunkt havde Annabell ikke sovet ordentligt i to uger og var både fysisk og psykisk udmattet. Hun var begyndt at få vrangforestillinger og var overbevist om, at der ville ske noget forfærdeligt med hendes datter – at hun ville dø af vuggedød eller en sjælden sygdom, som lægerne på hospitalet havde overset.

– Jeg var helt ude af den og kunne nærmest ikke stå på benene af træthed. Men jeg fik det faktisk værre, da jeg blev indlagt, fordi min datter ikke måtte komme med ind på lukket afdeling. Det slog helt klik for mig, fordi jeg savnede hende så meget. Min angst blev meget værre, og jeg fik hallucinationer og angstanfald, husker Annabell, der oplevede det, som om hun var ved at blive skør.

Hun var derimod blevet syg og havde fået en psykose oven på det hårde fødselsforløb. En psykose er en psykisk sygdom, hvor den syge mister kontakten med den virkelige verden. Nogle af symptomerne er vrangforestillinger og hallucinationer – f.eks. kan man føle sig forfulgt eller overvåget. Annabell var overbevist om, at lægerne ville tage hendes datter fra hende. I det hele taget var det voldsomt at være adskilt fra sin nyfødte pige, da hun blev indlagt.

– Jeg savnede hende helt vildt og var sikker på, at lægerne prøvede at teste mig, når de overførte mig til lukket afdeling. I starten sagde jeg nej til at få antipsykotisk medicin, fordi man ikke måtte amme, når man fik det. Jeg prøvede at malke ud med en brystpumpe inden besøgene med min datter. Det var nok mit sidste forsøg på at fastholde en eller anden moderfølelse. Men jeg måtte opgive at få det til at fungere, siger hun.

Mens hun var indlagt, passede hendes svigerfar den lille. Hendes mand, der er selvstændig og derfor ikke kunne tage barsel, kom og besøgte hende hver dag, selv om Annabell ikke altid var i stand til at føre en samtale.

– Jeg havde alle mulige vrangforestillinger. Da jeg havde været indlagt i et par uger, fik jeg en slags skrivepsykose, hvor jeg skrev alt muligt ned på notesblokke og papirer. Når der ikke var mere at skrive på, så skrev jeg på papirhåndklæder – alt muligt helt sort. Men det gav mening for mig i min psykose.

LÆS OGSÅ: En families kamp: Flyttede til USA for at få søn behandlet

Et voldsomt sted at være

Afdelingen, som Annabell var indlagt på, mindede om hendes barndomshjem med en sofa med slidte puder og brætspil som kalaha og ludo. Indretningen hjalp ikke på hendes paranoide vrangforestillinger.

– Jeg troede faktisk, jeg var hjemme hos min far og stedmor i min barndom, og at det hele var et skuespil, som jeg skulle gennemskue, mens personalet overvågede mig. Jeg blandede fuldstændig rundt på fantasi og virkelighed. For eksempel troede jeg på et tidspunkt, at en af sygeplejerskerne var min søster, så jeg blev ved med at kalde hende for Sarah, siger Annabell.

Hun var utryg ved flere af de andre patienter, der skreg højt eller hamrede hovedet ind i væggen.

– Da jeg var på lukket afdeling, flyttede jeg værelse to eller tre gange, og på et af værelserne var der et stort hul i væggen efter en, der havde banket hovedet ind i væggen. Det var et ret voldsomt sted at være, når man selv havde det så dårligt psykisk.

Annabell tog 10 kilo på på grund af den antipsykotiske medicin, hun fik, inden psykiateren på hospitalet skiftede til et andet præparat. Men efter knap to måneder begyndte hun at få det bedre, i takt med at hun fik sovet, og medicinen begyndte at virke.

– Jeg fik det bedre efter halvanden måned. Men jeg blev nødt til at lukke ned for følelsesregistret for at kunne holde ud at være væk fra min datter. Jeg havde jo ikke lyst til at være der. Det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem til hende.

Min datter skulle vænne sig til mig

Efter tre måneders indlæggelse blev Annabell udskrevet. De første gange hun var sammen med sin datter, foregik det på Børnepsykiatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor hun observeret af en psykolog og en psykiater.

– Min datter skulle jo vænne sig til mig, for hun var jo blevet passet af sin far og sin farfar. Men lægerne var nok også nervøse for, hvordan jeg ville reagere. Jeg var bare helt vildt glad for, at jeg endelig kunne få lov til at være sammen med hende, selv om jeg skulle lære det hele, siger Annabell.

Efter at hun blev udskrevet, var hun i et forløb på Børnepsykiatrisk Afdeling, hvor hun kom et par gange om ugen og blev observeret sammen med sin datter. På den måde vænnede de sig begge to til hinanden. Men selv om Annabell ikke længere var psykotisk, var hun tynget af skyldfølelse, og det udviklede sig til en fødselsdepression.

– Jeg havde glædet mig så meget til at komme hjem til min datter, og da jeg så kom hjem, var jeg simpelthen så langt nede og kunne ikke relatere til hende. Jeg havde helt vildt dårlig samvittighed over, hvad jeg havde udsat min familie for. Og jeg følte måske heller ikke, der var brug for mig, fordi min eksmand og svigerfar havde så godt styr på det hele. Jeg kunne slet ikke overskue tanken om, at jeg skulle være mor resten af livet. Jeg havde ingen konkrete selvmordstanker, men jeg havde helt klart et ønske om at dø, siger hun og får tårer i øjnene for første gang under vores timelange interview.

LÆS OGSÅ: Sara Maria Franch-Mærkedahl har ansgt: Jeg er mega bange for at dø for tidligt

Følelser fra barndommen

Efter et ophold på åben afdeling på Bispebjerg Psykiatriske Hospital aftalte Annabell med sin svigerfar, at han passede hendes datter tre timer om dagen, så hun havde noget tid til sig selv. I det første år efter hendes udskrivning blev familien fulgt af børnepsykiatrien for at sikre, at barnet havde det godt.

Et par måneder senere begyndte Annabell i terapi hos en psykoterapeut for at få bearbejdet hele forløbet. Hun ville finde ud af, hvorfor hun havde fået angst i forbindelse med graviditeten – en angst, som startede i barndommen, da hendes mor blev alvorligt syg.

– Min mor fik kræft, da jeg var syv år, men jeg fik ikke at vide, at hun var dødssyg. Så jeg forstod det ikke, da hun døde. Da jeg blev teenager, begyndte jeg at få voldsom angst – jeg var f.eks. bange for at dø, mens jeg lå og sov, siger Annabell.

– Meget af min egen sygdom er forbundet med min mors død og min barndom. Jeg havde ikke fået bearbejdet alle de følelser, og jeg havde vildt svært ved at forestille mig mig selv som mor, fordi jeg ikke kunne huske, hvordan min egen mor var, da jeg var barn. Så jeg havde ikke noget forbillede at spejle mig i, siger Annabell.

– Det føltes, som om al den angst, jeg har haft i forbindelse med, at min mor blev syg, boblede op til overfladen, da jeg selv var gravid. Jeg blev også utrolig bange for at dø, da jeg havde fået min datter, fordi jeg ikke rigtig kunne huske, hvordan min mor var, siger Annabell, der ikke har haft angst, efter at hun afsluttede sit terapiforløb.

Væk med skyldfølelsen

I dag arbejder hun som pædagogisk konsulent med fokus på børn med særlige behov. Hun er ikke længere sammen med sit barns far, men de har et godt forhold, og datteren bor på skift hos dem. Annabell lægger dog ikke skjul på, at hendes sygdom har været med til at tære på forholdet – også efter at hun blev udskrevet.

– Det var helt vildt hårdt for min eksmand – både mens jeg var indlagt, og da jeg kom hjem og skulle opbygge et forhold til min datter. Det sætter sine spor på forholdet. Og jeg tror måske, det havde været godt, hvis han også havde haft nogen at tale med for at få noget luft. Han fik ingen hjælp og var meget alene med det hele, siger Annabell. Hendes datter fylder syv til efteråret, og i dag har de et tæt forhold.

– Jeg tror, vi har et ret normalt mor-datter-forhold. Det kan godt være, jeg overkompenserer nogle gange, fordi nu skal det bare være godt. I starten havde jeg helt vildt dårlig samvittighed over, at jeg havde været syg og væk fra hende så længe. I dag har jeg accepteret, at min start på moderskabet var anderledes end de fleste andres. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke er nogen god eller kærlig mor, siger Annabell, der i dag har lagt skyldfølelsen bag sig.

– Det lyder nok skørt, men på en måde var det en gave, at jeg fik den psykose. For jeg fik bearbejdet alle de svære følelser fra min barndom. Jeg fik fokus på de ting, som ikke fungerede i min familie, da min mor døde. Hvis ikke jeg var blevet syg, havde jeg måske givet en masse negative mønstre videre til min datter uden at være bevidst om det. Men nu fik jeg ryddet ordentligt op inde i hovedet.

Fødselspsykose

1 ud af 1.000 kvinder, som har født, får en fødselspsykose. Risikoen for at få en fødselspsykose er størst, hvis man tidligere har haft en psykose. Risikoen er også større, første gang man føder, og den er også forhøjet, hvis man for nylig har været udsat for et psykisk traume, f.eks. ved at man er blevet alene, kort før man skal føde.

Kilde: Netpsykiater.dk