Anna Mejlhede: Livsmottoer og floskler

Verden er fuld af mennesker, der går op i at fortælle og skrive, ja, sågar coache andre i lykke. Om det reelt virker for nogen, skal jeg ikke kunne sige, det har bare aldrig gjort det for mig. Jeg synes, lykken er lavet lidt af elastisk luft efterhånden. For hvad er den? Tager man en lille spadseretur igennem et stormagasin eller en livsstilsmesse, skal man næsten skære sig gennem tågerne af parfumerede floskler omkring det lykkelige liv. For hvad livet egentlig består af, er nogle gange lidt for beskidt og almindeligt til, at det sælger.

Det største problem med ord og begreber, der hældes på floskler, er, at de kommer til at smage af candyfloss, fordi vi ikke lader virkeligheden kysse dem, og det ærgerlige ved candyfloss er, at det klistrer på fingrene og efterlader maven sulten to minutter efter. Under et arbejdsrelateret besøg i den slidte sydengelske havneby Plymouth gik jeg rundt i et uendelig trist stormagasin, og dér, på ruden af en decideret bryllups-smykkebutik (for sådan en fandtes netop dér) stod der med fede, slyngede bogstaver: ”For your happy ever after …”, og midt i al usselheden trådte jeg direkte ind i noget, der lignede afslutningen på ”Askepot”, ”Snehvide” – eller et hvilket som helst andet Disney-fortolket eventyr. LÆS OGSÅ: Anna Mejlhede: Små ords store betydning Nu er det ikke, fordi jeg vil være drømmeknuser (jeg er selv håbløs romantiker, også mod alle odds måske), men en påstand om evig lykke i et område så gennemsyret af social armod – det var næsten en hån mod virkeligheden. Men selvfølgelig var det derfor, butikken lå netop her, for jo mere grå og u-levelig tilværelsen tager sig ud, desto mere klamrer vi os til eventyrets livsmottoer og floskler for at overleve. Floskler – dét bliver de ord og begreber, der i blinde og løsrevet fra en solid og erfaringsbaseret sammenhæng forsøger at beskrive og dermed afgrænse noget af det mest centrale i livet. Især når det gøres på en måde, så ingen længere kan huske, hvad ordet oprindelig betød. Det er nemlig ikke kun lykken, der har lidt den skæbne. Også ord som ”frihed”, ”retfærdighed”, ”fællesskab” – ja, sågar ”kærlighed” – er ved at lide samme skæbne, hvis ikke vi for alvor ser på, hvad de begreber gør ved os og vores indbyrdes relationer, når de er aktivt i spil. Med hensyn til lykken så vil jeg komme med et forslag: Hvad nu hvis vi simpelthen dropper ordet lidt? Jeg mener, bare giver det en velfortjent pause, så det kan sunde sig oven på årtiers misbrug? Vi kan jo udskifte det med et ord, der har været sværere at hælde på floskler og parfumere sig ud af – nemlig ordet ”glæde”. Glæden findes nemlig i langt mere robuste udgaver end dem, vi sædvanligvis forbinder med lykke. Glæde kan opstå i de mærkeligste situationer. Midt i en sorg for eksempel, fordi der selv i en sorg eller stor smerte findes små sprækker, der er gennemtrængelige for en eller anden form for glæde. Og i de situationer kan glæden ovenikøbet virke overrumplende varm og ægte, fordi den ligesom er opstået uden om os selv. Og måske er det netop en del af pointen? At alt det, vi tror, vi selv skal og kan skabe – det ender ofte som floskler, mens det, der opstår på trods af os selv og det, der foregår i vores liv, skyder helt dirrende sårbart og ægte op af den bare jord, så vi efterfølgende må spørge os selv, hvor i al verden det kom fra. I forhold til det skrøbelige ord lykke, så udholder glæden nemlig både modstand, slid, ælde og snavs. I hvert fald den type glæde, der skabes af kærlige fællesskaber og troen på, at mit liv rent faktisk rager andre lige så meget, som andres rager mit. Og lur mig, om der så ikke kan ske det mærkelige, at lykken alligevel en dag står og ånder på os, når vi definitivt har opgivet at skulle definere og opfinde den selv … Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser