Anna Mejlhede: Kunsten at være en kliché

Kunsten at være en kliché Jeg troede, det var en joke, da elektrikeren satte min nye dørklokke i gang med et tryk på dørkarmen. ”Det mener du ikke alvorligt, vel?”, spurgte jeg og ledte efter spor i hans ansigt, der kunne fortælle mig, at han selvfølgelig havde andre lyde med sig i tasken. Men han pakkede blot sit grej sammen og sagde med et smørret grin: ”Altså, du kan godt vælge den i et andet toneleje, men klokker – dét bliver det.” Besøgende skulle naturligvis ringe på hos mig til lyden af bimlende kirkeklokker. Hvad ellers? Nu kunne jeg jo lige så godt åbne døren i min præstekjole, med Bibelen under den ene arm og et stort kors under den anden, tænkte jeg, for ligesom at pudse præsteklichéen helt op i glas og stål. Og resten af dagen gik jeg rundt og spekulerede over, hvad det egentlig er, der er galt med de her klichéer. Man vil jo nødig være en kliché, alligevel er alle det i en eller anden grad. Hvis man dykker ned i ordets grundbetydning, så kan man faktisk godt sige, at vi som mennesker per definition er klichéer. Fordi dette franske ord for en metalplade med spejlvendt afstøbning af et billede til brug ved trykning måske slet ikke passer så dårligt overens med at være menneske? En astrofysiker kan fortælle os, at vi på celleplan er ganske ens. Ikke at vi er kopier (for selv aftryk falder ud forskelligt), alligevel består vi af det samme grundmateriale, og vi rummer nogenlunde de samme længsler og forhåbninger. Vi gør os også de samme bekymringer – blandt andet omkring det at være en kliché – både i dem, vi er, og i de ting, vi siger: ”Lev livet, mens du har det”; ”Kærlighed har ingen alder”, er bare nogle få af de utallige eksempler på, hvad vi bruger af klichéer, og som sådan set lød smukt i vores ører engang, men i gentagelsen er blevet kedelige og grå. LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Til forsvar for hverdags-moren Med andre ord er det i gentagelsen, det originale og det sande udvandes. En kliché var aldrig blevet det, den er, hvis ikke der på et tidspunkt havde været noget i den, vi kunne genkende. Noget ur-sandt, som vi mennesker har kunnet samle vores holdninger i. En form for fællesmenneskeligt gods. For så var der i det mindste noget, vi kunne blive enige om. Det sære med klichéer er også, at vi i virkeligheden dyrker dem ihærdigt og gør, hvad vi kan for at holde dem i live. Også selv om vi måske slet ikke tænker over det. Reklameverdenen er fyldt til randen med dem: Danske Spils reklamer om, at ”der er så meget, kvinder ikke forstår”, eller det, at vi ser kvinder reklamere for alt lige fra omsorg til indretningsnips. Klichéer er i familie med fordomme og stereotyper, men forskellen er bare den, at mens fordomme ofte gøres til skamme, og stereotyper sjældent holder hele vejen hjem, så kan ingen af os sige os fri for at være kliché i en eller anden forstand. Klichéer har jo også en funktion, de sætter det uoverskuelige liv og os uigennemskuelige mennesker ind i en ramme, hvor vi prøver at føle os mere trygge. Problemet er bare, at der, så snart man har fået klichéen trukket ned over sig, ligesom ikke rigtig er mere at sige. Så ER man bare sådan. Og dermed basta. Klichéen stopper tanken så at sige, for når den har lydt, behøver vi slet ikke at bevæge os længere: Billedet af os eller andre er allerede trykt. Jeg gad godt vide, hvorvidt besøgende i præsteboligen egentlig føler sig tryggere ved at blive mødt med lyden af kirkeklokker, når de ringer på? Indtil videre har den mest af alt kaldt fnisen og latter frem, og konfirmanderne prøver den igen og igen, og Nyboders frække unger ringer på i forbifarten – bare for at kunne grine ad lyden. Ak ja. Måske var elektrikerens idé slet ikke så tosset endda ... for man ler vel kun, når man er tryg? Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser