Anna Mejlhede: Drømmen om at blive fundet

Det var en sommerdag i Kongens Have. Overalt summede det af mennesker og samtale – også omkring den lille udendørs café, der bød havens gæster på lækkerier og skygge. En mor havde sat sig i nærheden af mig sammen med sin lille datter og lidt yngre søn, og jeg kunne ikke undgå at lade mig suge ind i deres samtale. Den havde Kongehuset som tema, eller rettere, det her utrolige med, at en pige, som før var helt almindelig, pludselig kunne gå hen og blive dronning en dag. Alt sammen, fordi hun blev gift med en prins. Den lille piges øjne var kuglerunde, og hun var opslugt af emnet – lyttede med åben mund til moderens fortælling, indtil hun i begejstring slog ud med sine små arme og udbrød: ”Måske er der også en prins, der finder mig en dag!”. Det lød jo på en måde meget sødt. Og uskyldigt ikke mindst.

At blive fundet af nogen – måske ovenikøbet af en prins – er da en tanke, man godt kan blive lidt varm af. Ja, altså, jo ikke en rigtig prins, bevares … men nogen, som kan redde én lidt og hive én ud af tjørnehækken. En, som kan kaste glans over éns egen trivielle tilværelse med arbejde og pligter og ofte ret begrænsede adgang til magisk glimmer. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad der ligger i det her med at blive fundet? Også det lidt passive i at lade sig finde ... som om vi først rigtigt kommer til os selv eller bliver OS, når nogen finder os? Lidt i stil med at blive ”opdaget” som model, musiker, forfatter eller andet – hvilket ud over udseende eller talent jo kræver, at nogen ligesom opdager, at man er der. Men vi er jo til, ligegyldigt hvor få ”prinser” der finder os! I øvrigt er det måske også lidt sjovere selv at gå ud og finde, end det er at sidde gemt i en tornebusk gennem hundrede år, med håret fuldt af insekter og edderkoppespind, mens man bare venter og venter … LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Hvorfor må vi gerne ændre vores indre, men ikke vores ydre? Det er næsten overflødigt at nævne det åbenlyse fænomen, der ligger i vores underholdningskultur – Disney tegnefilm især, men også i mange andre genrer, hvor alting kulminerer (og dermed slutter) med, at pigen får sin prins. Deraf i øvrigt ordet ”lykke”, der i sin grundbetydning går ud på, at noget netop lukker sig. Jeg er selv opvokset i den kultur, selv om det helt sikkert aldrig har været med mine 60’er-forældres gode vilje. Det er bare kommet snigende alligevel. En af feminismens nedslagspunkter er i øvrigt det her med, at kvinder – globalt set – opdrages til at drømme om at blive ”fundet af en prins”. Mens prinserne ikke tilsvarende opdrages til at lade deres drømme centrere sig omkring dét ”at finde en prinsesse”. Jeg véd godt, vi er knapt så ramte af det her på vore breddegrader, men ganske hus forbi går vi ikke. For vis mig de små piger, der ikke går rundt i tylskørt og leger sig ind i den drøm? Nu sad denne her lille piges yngre bror under hele samtalen og lyttede til sin søster med store øjne, alt imens han roligt slikkede is i sig. Og hans voksende panderynke og pludselige udbrud oven på al denne prinsesnak kantede hele emnet i en grad, så jeg stadigvæk ikke kan få latteren ud af min krop. Drengens respons på søsterens begejstring over at kunne findes af en prins, blev nemlig ordret mødt således: ”Helt ærligt så skulle du jo til at børste tænder hele tiden og alt muligt ...”. Jeg lader disse ord fra en femårig stå og blinke lidt med deres egne neonbogstaver. At blive fundet af en prins kræver måske i virkeligheden noget af os, vi ikke har lyst til at leve op til? Så er det muligvis bedre bare ... at findes. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info her