Anna Kløvedal
Selvudvikling

Anna Kløvedal mistede sin 15-årige datter: "Det er eddermame ubærligt. Men jeg SKAL bære det."

For 14 år siden mistede Anna Kløvedal sin 15-årige datter, der var igennem et hårdt sygdomsforløb med leukæmi. Sorgen rammer hende stadig som røntgenlyn, og det er indimellem svært for omgivelserne at forstå, at Anna stadig er et sørgende menneske.

 

PERSPEKTIV

Sidste år fulgte vi med i ”Herrens veje”, og tusindvis af os valfartede til Prins Henrik på castrum doloris eller gik syngende over Langebro for at hylde Kim Larsen. 
Måske et tegn på, at vores sorgkultur er ved at ændre sig, mener Svend Brinkmann, der revser, at sorg nu kan være en diagnose. Men på det personlige plan er dyb sorg stadig invaliderende, fortæller forfatter Anna Kløvedal, der mistede sin teenagedatter for 14 år siden. 
Her kan du læse interviewet med Anna Kløvedal.
 
 
Når jeg skal beskrive sorgen, så gør jeg det ofte sådan her: ”Jeg ser mig selv gå ud ad en bred vej. I begyndelsen går vi sammen, og vi holder hinanden i hånden. Vi går alle i samme tempo – men efterhånden begynder min familie og venner at gå lidt hurtigere, for de skal jo videre i deres liv. Men jeg KAN ikke gå hurtigere, så jeg begynder at sakke bagud. I starten vender de andre sig om, kigger sig over skulderen og siger: ”Kommer du ikke med?”, og jeg siger: ”Jo, jo, jeg VIL gerne”. Men så begynder de at gå til – og jeg tænker: ”Jeg må jo lade dem gå”.
 
 
 
Anna Kløvedal sidder i sin lyse lejlighed med udsigt over Nyboders idylliske stræder i det allerinderste af København. Hun har en lys, blomstret kimono på, guldsmykker om halsen og et blidt udtryk i øjnene. På en lille reol midt i stuen blafrer et fyrfadslys foran en ramme med to billeder af en ung, glad, lyshåret pige. Annas datter Emilie stod på tærsklen til ungdomslivet, da hun blev ramt af leukæmi.
 
– Jeg flyttede ind på Emilies hospitalsstue fra day one, så jeg så det hele meget tæt på. Emilie fik en svampeinfektion, der inficerede alle hendes organer, og de besøgende kunne jo godt se, hvor hamrende syg hun var. Det så jeg ikke – jeg så Emilie. Og når jeg så hende ind i øjnene, så kæmpede vi. Jeg var totalt mordyr-fikseret på, at dét her overlever hun.
 
LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann om sorg: En af os skal dø først
 
Men Emilie overlevede ikke. En augustdag for 14 år siden gav hendes krop op. Og hver morgen tænder Anna stearinlyset foran billederne af sin datter.
 
– For mig er det vigtigt at have nogle pejlemærker i sorgen, så den ikke tager magten fra mig. Som sørgende menneske får man sindssygt meget brug for at skabe nogle trædesten og nogle håndtag, man kan holde fast i, og det kan man gøre med ritualer, siger Anna. Vi rejser os fra bordet og står en lille stund i tavshed foran det lille mindested på reolen.
 
– Det giver mig en ro lige at stå her hver morgen, siger Anna.
 
– Emilie og jeg var meget tæt forbundne. Vi kunne GRINE sammen, som jeg ikke har kunnet med noget andet menneske. Hun er stadig meget nær i min bevidsthed – og jeg har brug for at være så tæt på hende, som jeg overhovedet kan. Så må det gøre skideondt og afkræve en frygtelig masse tuderi – men det kan ikke være anderledes.
 
 

MANDSOPDÆKKET AF VENINDER

De første måneder efter Emilies død var Anna Kløvedal mandsopdækket af tætte veninder. De lavede et vagtskema, og hver weekend tog Anna hjem til veninderne på skift.
 
– Lige omkring døden og begravelsen er ALLE der jo, men efter et stykke tid fik jeg følelsen af, at det at blive ved med at sørge var lidt ”taberagtigt”. De andre var jo gået i forvejen, og selv om jeg prøvede, så kunne jeg ikke holde trit med dem. Anna fortæller, at hun længe kæmpede en indre kamp for at holde sorgen stangen.
 
– Men en dag kunne jeg sige til mig selv: Jeg kommer aldrig af med denne her smerte. Men så længe jeg står op hver dag, tager mit bad og fungerer normalt i samfundet, så skal jeg ikke forlange mere af mig selv. Og det var en kæmpe lettelse for mig, siger Anna.
 
– Jeg har accepteret, at jeg ikke skal kæmpe imod sorgen – og når jeg lader sorgen være der, kan jeg bedre bruge mine kræfter på at være TIL i livet.
Og det at tvinge sig selv til at gå ud i livet giver også et frikvarter fra sorgen, forklarer hun.
 
 
LÆS OGSÅ: Annette Heick: "Man siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det synes jeg er noget sludder"
 
 

LÆS OGSÅ: Annette Heick: "Man siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det synes jeg er noget sludder"

Læs mere om: