https://imgix.femina.dk/media/article/sammenalene_2.jpg
Liv

Sådan er du en hverdagshelt under coronakrisen

17. marts 2020
af
Rita Gunnarsdóttir Dam. Foto: Shutterstock
Du kan godt hjælpe andre, selvom du er i isolation. Vi har samlet de bedste tip til, hvordan du hjælper dine medmennesker under coronakrisen.

Den bedste måde at hjælpe hinanden i denne svære coronatid er ved at blive hjemme.

Bliv hjemme, hold afstand til andre mennesker og vask dine hænder. Så undgår vi allesammen, at coronavirussen spreder sig yderligere.

Hjælpen findes overalt

Selvom stemningen er trykket på grund coronavirussen, rokker det ikke ved folks lyst til at hjælpe hinanden. Selvom vi alle mere eller mindre er i isolation.

Over hele landet melder folk sig klar til at hjælpe dem, der har behov for det. Der er oprettet Facebook-grupper alene med det formål at forbinde folk, der enten trænger eller tilbyder hjælp.

Der findes blandt andet Facebook-grupperne I Danmark hjælper vi hinanden - COVID19 og Vi kan hjælpe hinanden #Corona, som henholdsvis influencerne Cathrine Widunok Wichmand (Rockpaperdresses) og Mathilde Hebsgaard Trobeck (Helsematilde) står bag. Du kan også melde dig som hjælper i Røde Kors' hjælpenetværk her.

Gå ind i Facebook-grupperne eller se listen nedenfor, så du kan blive inspireret til, hvordan du kan hjælpe andre i den her svære tid.

#sammenalene

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned sagde hun, at 'vi må stå sammen ved at holde afstand'.

Det budskab er der heldigvis mange, der har taget til sig. På de sociale medier er der oprettet hashtagget #sammenalene, hvor du kan inspirere eller selv få masser af inspiration og motivation til at holde dig isoleret under coronaudbruddet.

Så aflys dine kaffeaftaler og mød i stedet dine venner eller bedsteforældre på Skype eller FaceTime. På den måde holder du gang i dit sociale liv uden at risikere smitte den ene eller den anden vej.

Som sagt er der masser af inspiration at hente på de sociale medier. Personlige trænere holder live-træningssessions, komiker Anders Matthesen underholder med opdateringer fra isolationen derhjemme, og du kan se videoer af syngende folk på balkoner i Italien og nu også Danmark.

Hjælp med børnepasning

Der mangler ikke hjælp, når det kommer til børnepasning under coronaudbruddet.

På de sociale medier bugner det med opslag med folk, der tilbyder deres hjælp til folk, der har brug for at få passet børnene.

Har du ekstra tid og overskud, og ikke viser tegn på sygdom, kan du tilbyde din hjælp på eksempelvis Facebook-grupperne nævnt foroven.

Hvis du selv har børn, kan du alliere dig med et forældrepar og skiftes til at passe alle børnene. Så er det også nemmere at få arbejdet hjemmefra.

Vær god ved din nabo

Når du alligevel er i isolation, kan det være en god mulighed for at hjælpe din nabo.

Spørg din nabo, om du på nogen måde kan hjælpe vedkommende? Måske du har lidt lasagne til overs? Nogle hjemmebagte boller?

Vær dog opmærksom på generelt at holde afstand og måske helt undgå kontakt, hvis vedkommende er ældre eller svag.

Så kan du som her lægge en lille sød hilsen. Det er da ikke til at stå for.

SE OGSÅ: Disse kendisser er smittet med coronavirus

Støt de hjemløse

Der er mange mennesker, der er hårdt ramt af coronavirussen, og de konsekvenser den medfører. Ikke mindst de hjemløse.

Varmestuer og væresteder skruer ned for kapaciteten eller lukker helt ned. Derudover har folkene bag hjemløseavisen Hus Forbi opfordret sælgerne til at stoppe salget af avisen ude på gaden for at undgå smitte.

Vil du støtte de hjemløse i denne ekstra svære tid, kan du donere et beløb via MobilePay på 996555.

Handl ind eller luft hund for andre

Der mangler hellere ikke tilbud, når det kommer til at handle ind eller lufte hund for andre. Igen er der meget hjælp at hente på de forskellige Facebook-grupper.

Det er især en stor hjælp for ældre og svage, der i høj grad skal holde sig inden døre for at undgå at blive smittet med coronavirussen.

Spørg nogen, om de har brug for hjælp til indkøbene, hundeluftningen eller afhentning af medicin. Her skal du som sagt huske at overholde retningslinjerne fra myndighederne. Hold dine hænder rene og hold afstand.

Støt indsamlinger fra sofaen

Både Folkekirkens Nødhjælp og Børns Vilkår har aflyst deres dør til dør-indsamling på grund af coronavirussen. Kræftens Bekæmpelse arbejder i øjeblikket på at flytte deres landsindsamling i marts.

NGO'erne er dermed hårdt presset, når det kommer til at indsamle penge til de trængende og syge.

Du kan hjælpe ved at støtte organisationerne hjemmefra. Det kan du nemt gøre ved at besøge NGO'ens hjemmeside - der vil du blive guidet til, hvordan du nemmest kan overføre pengene.

SE OGSÅ: 3 tip til at undgå coronakrise i parforholdet

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også