https://imgix.femina.dk/media/article/monika-kozub-95-cyfobgh0-unsplash.jpg
Liv

Menstruation er politisk, siger 133 kvinder i et brev til ligestillingsministeren

1. december 2020
af Maria Brus Pedersen
Foto: Monika Kozub/Unsplash
Den nye ligestillingsminister har meldt ud, at debatten om gratis menstruationsprodukter er en ”afsporing af ligestillingsdebatten”. Men det er helt forkert, skriver 133 kvinder nu i et åbent brev til Peter Hummelgaard.

Sidste uge blev Skotland det første land i verden, der vedtog en lov om, at menstruationsprodukter skulle være gratis og frit tilgængelige på offentlige institutioner.

Loven skulle blandt andet hjælpe de mennesker, som lider af såkaldt ”menstruationsfattigdom” og har svært ved at få råd til bind og tamponer.

Men det var en afsporing af ligestillingsdebatten, sagde den nytiltrådte ligestillingsminister, Peter Hummelgaard. I en opdatering på Facebook skrev han:

”Jeg mener ikke det her er noget vi politikere skal blande os i. Der er større problemer, der skal prioriteres.”

Han argumenterede ydermere for, at det var et perifært emne, som medierne tager op for at skaffe debat og klik.

Men det er en negligering af et vigtigt ligestillingspolitisk emne, mener 133 kvinder, der nu har skrevet et åbent brev til ligestillingsminister Peter Hummelgaard i Information.

”Ud fra dit opslag lader det til, at du har glemt, at menstruation er en kropslig erfaring, som halvdelen af befolkningen har, og som vi er mange, der i det daglige gør os umage for at håndtere, så vi kan indgå som produktive medborgere i det danske samfund,” skriver de blandt andet.

LÆS OGSÅ: Læge og sygeplejerske: "Kvinder får at vide, at menstruation skal gøre ondt

De argumenterer for, at man altså ikke selv bestemmer, om man menstruerer, og at udgifter til menstruationsprodukter derfor er noget, man ikke kan komme udenom, medmindre man vælger at undertrykke menstruationen med medicinske præparater.

Og selvom Danmark er et rigt land, er der stadig samfundsgrupper, der har svært ved at få råd til produkterne.

”Vi synes, det ville klæde ligestillingsministeren at pakke surmuleriet væk og i stedet se på, hvordan Danmark ligeledes kan imødekomme de specifikke udfordringer, som menstruerende fortsat har,” skriver de.

Et samfundsanliggende

Underskriverne argumenterer derudover for, at menstruation ikke bare er et emne, der hører til i privaten, for den forfølger menstruerende på arbejde, i skole – ja, alle de steder, vi bevæger os hen.

”Af samme grund overlapper menstruation med så mange samfundssfærer og rejser vigtige spørgsmål om alt fra ligestilling mellem kønnene, uddannelse, sundhed, økonomi og miljø. Med andre ord: Menstruation er politisk!”

Noget tyder på, at der er ved at ske noget på menstruationsområdet.

I årevis har menstruation været illustreret med blå væske i diverse reklamer, og i 2017 brugte Libresse så for første gang noget, der lignede blod i en reklame.

LÆS OGSÅ: Fem gode grunde til, at ”menstruationsfri” slet ikke er så dumt, som det lyder

Nu findes der så en reklame på busser overalt i London, hvor man kan se en tamponsnor hænge ud af et par trusser.

Om det betyder, at der bliver kigget på priserne på menstruationsprodukter herhjemme, vides ikke. I oktober sagde skatteordfører Troels Ravn (S) til Jyllands-Posten, at der ikke fra politisk side var nogen planer om at se på at ændre momsen på produkterne.

Moms eller ej - måske er tiden, hvor vi gemte tamponer oppe i ærmet, når vi skulle på toilettet, alligevel ved at være overstået.

Læs også