Kærlighed og parforhold

Marie fotograferede sin kæreste sammen med fremmede kvinder og lærte at tackle sin jalousi

Fotograf Marie Hyld havde aldrig oplevet kærlighed uden jalousi – indtil hun gik i gang med at fotografere sin kæreste Jacob i intime situationer med fremmede kvinder, som de opsøgte på Tinder.

For mig har kærlighed og jalousi altid hængt unægteligt sammen. Der har ikke været kærlighed i mit liv uden jalousi. Jeg har længe levet i jalousien uden at stille spørgsmålstegn ved den — ved det, der så tydeligt lå og ulmede inde bag raseriet, panikken og tårerne.

Jeg er sikker på, at det er ganske normalt at nære frygt for at miste noget, der er værdifuldt i ens liv. Frygt skaber indre kaos. Hvad er det menneskelige modsvar til kaos? I en stor del af tilfældene er det at forsøge få tingene under kontrol.

Jeg har selv ønsket at skabe ydre kontrol på grund af indre kaos. Jeg har for eksempel tjekket Jacobs beskeder — og jeg er blevet taget i det.

“Marie. Du skal respektere mit privatliv, selvom vi er sammen. Du bliver nødt til at have tillid til mig! Hvad er vi uden den?”

Det er et spørgsmål, der er blevet hængende med mig lang tid efter. Uden tillid er man evigt usikker og vagtsom. Ligesom jeg kan føle mig indeni.

Marie Hyld

26 år

Fotograf og ergoterapeut.

Instagram: @mariehyld

Kvinder på Tinder

En dag besluttede jeg mig for, at jeg ville heles og have det bedre i mit liv.

Jeg har brug for at befinde mig i situationer for at forstå, hvad der egentlig sker i min krop, og gerne gentagne gange. Jeg har lyst til og brug for at mærke følelsen for derefter at skille den ad, vende og dreje den og undersøge, om man eventuelt kan lægge brikkerne mere harmonisk.

Jeg forstår, at man med jalousi aldrig vil kunne skabe harmoni — men alt jeg ønsker er også bare en accept af det.

Derfor besluttede jeg mig for at begynde et projekt, der placerede mig direkte i jalousien. Projektet, der har fået navnet J.E.A.L.O.U.S.Y, gik ud på at fotografere min kæreste i intime situationer med fremmede kvinder.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Jeg brugte datingappen Tinder til at finde de kvindelige deltagere. Der stod i min profil, hvad formålet med projektet var. Der stod også, at jeg vidste, at det var fuldstændig vanvittigt — for både min kæreste, de deltagende og jeg.

I det her projekt ønskede jeg at blive overvældet af jalousi, træde tilbage og mærke mig selv. Jeg kunne af den årsag ikke tage førertrøjen på i projektet. Jeg skulle slippe kontrollen.

Min kæreste udvalgte derfor selv de deltagende til projektet. Det gjorde mig bare endnu mere jaloux. Det var lige sådan, det skulle være.

Se Marie Hylds fotoserie om jalousi her.

Naomi

Mit hjerte hamrede og sveden løb, allerede før jeg havde åbnet døren til hendes kollektiv. Da vi kom ind, kørte den bare på ren underholdning, spørgsmål og forsøg på at undgå stilheden.

Bagefter fik jeg det ubehageligt i mit bryst og i min hals, fordi det var så grænseoverskridende. Det gik godt. Men jeg var fuldstændig smadret. Træt. Forvirret. Imens jeg tog billederne, spurgte Jacob hende på et tidspunkt, om hun var okay.

Herefter gik en sårbar samtale gik i gang imellem dem. Mine kinder blussede op, og mit hjerte galoperede. Der skete det. Da jeg ikke blev “ænset”. Da jeg ikke længere kontrollerede deres interaktion som fotograf og iscenesætter. Det rørte mig.

LÆS OGSÅ: Lone Frank: Kærligheden var ved at kvæle mig indefra

Samtidig var de så søde at høre på. De var så smukke sammen. Så smukke. Jeg var både virkelig fascineret af dem — hvordan de komplimenterede hinanden i deres smukke form, af mine egne følelser, af Naomis sårbarhed, af Jacobs omsorg over for Naomi, min betagelse af Jacob i den proces.

Der skete så meget.

Alt sammen så hurtigt. For hurtigt. Måske fordi det føltes lidt farligt, blev det lidt forhastet. Jeg ville holde et tempo måske netop for ikke at føle for meget, men det ramte mig som en boksebold, så snart vi gik derfra.

Solveig

Jeg så og følte så tydeligt, at de svingede på et personligt plan. De to sammen er en reel mulighed, tænkte jeg, mens jeg bevægede mig langsomt rundt om dem og fotograferede. Jeg blev rørt.

Både fordi de var smukke sammen, fysisk. Men også, fordi at det for mig på en måde var et møde med visheden om, at han ville kunne være lykkelig med en anden. Jeg havde svært ved at trække vejret.

Jeg vendte ryggen til dem og gik over til vinduet for at minde mig selv om få luft helt ned i maven. Jeg kastede et blik tilbage på dem, de lå i sofaen og kiggede op på mig. “Er du okay?”, spurgte de forsigtigt. “Ja. Det er jo lige præcis sådan her det skal være. Der ramte vi en nerve,” svarede jeg. Og så fortsatte vi.

Josephine

De legede med fingrene, som Jacob og jeg plejer at gøre, før vi falder i søvn. Før vi søvndrukkent mumler: "Sov rigtig godt.” Og overgiver os til søvnen. At se ham gøre det med en anden kvinde var en konfrontation af en specifik frygt, jeg længe havde gået rundt med.

Tanken om, at han kærligt nussede en anden. Kærtegn og nus er for mig noget af det mest intime, og det er noget, jeg reserverer til mine nærmeste. Jeg har ikke patent på mandens fingre — men det forstod mit hjerte ikke i det øjeblik.

Daniella

Da jeg bladrede billederne igennem efter shootet, nåede jeg til det her og stoppede. Jeg forestillede mig, at et brud havde fundet sted mellem mig og Jacob, og at smerten i mig havde forvandlet mig til et frådende, ulykkeligt væsen.

Jeg så for mig, at jeg jagede ham, til jeg fandt ham i den stol med den kvinde, som han beskyttede fra mig. Ved mødet med hans blik ville jeg endelig forstå, at det var ovre. Jeg mærkede gåsehuden sprede sig, rystede mit hoved og startede redigeringen.

Jacob

Da jeg så Jacobs blik på det her billede, fyldtes mine øjne med tårer. Det var nærmest, som om at han, så snart chancen bød sig under sessionerne, forsøgte at kommunikere med mig uden at sige noget.

Mens fotosessionerne stod på, var jeg for opslugt af mine egne følelser og af øjeblikket til overhovedet at ænse det. Men som jeg sad der bagefter uden nogle distraktioner, skreg det til mig.

Jeg kunne næsten høre ham sige: “Marie. Jeg elsker dig, for fanden. Kan du ikke forstå det?” Mine øjne søgte mod gulvet. Hjertekramper. Stilhed. Jeg kiggede tilbage på skærmen, nikkede instinktivt mod fotoet, mens min hals snørede sig sammen, og mit hjerte blødte op.

“Jeg prøver, Jacob. Jeg ved det. Jeg prøver virkelig.”

For det kunne jeg ikke forstå. Jeg elskede end ikke mig selv.

Jeg er bange for at blive valgt fra

Det lykkedes os at fremprovokere jalousien hver gang. Jeg måtte forklare kvinderne, at de ikke skulle tænke på mig, imens de interagerede med min kæreste.

Billederne i projektet er udvalgt, fordi det var de øjeblikke, der vakte jalousien i mig. Jeg kan så tydeligt genkalde mig, hvordan mine kinder blev varme, min hals snørede sig sammen, og mit hjerte bankede.

I så mange år har jeg båret rundt på en overbevisning om, at kærlighed var farligt. At kærlighed vil såre. At mændene i mit liv vil bryde deres løfter til mig og såre mig. Jeg husker tydeligt, at jeg græd den dag, det gik op for mig, at jeg var forelsket i Jacob.

Jeg har længe tænkt, at jeg ikke var elskelig i længden. At mennesker, så snart de fandt ud af, hvem jeg var, ville gå. Jeg har ikke elsket mig selv — været god ved mig selv.

Derfor har det været meget nemt at forestille mig, at jeg hvert sekund ville kunne blive fravalgt til fordel for en anden.

Jeg forsøgte undervejs at ændre min indstilling ved at byde følelsen af jalousi velkommen i mit liv. Undervejs gik det op for mig, at jeg ikke længere skulle prøve at undertrykke eller udrydde følelsen, hvis jeg ønskede at konfrontere og udrede de underliggende problematikker.

I den proces begyndte min jalousi at snakke til mig.

LÆS OGSÅ: Anne og Lærke mødte hinanden på psykatrisk afdeling og blev kærester

Den viste mig, hvilke områder i mit liv jeg skal være særligt opmærksom på og tage fat i. Jeg lyttede, men det var, og er, ikke nemt. Jalousien fortæller mig nemlig sjældent de ting, jeg gerne vil høre.

Selvom det var svært, begyndte jeg så småt at forstå, at jalousien — hvis jeg byder den velkommen — kan være stærk en katalysator for heling.

Jeg begyndte at hele

Efter en længerevarende granskning af de negative tanker om mig selv, er de langsomt begyndt at ændre form — og det er jalousien også. Udover fotoprojektet har jeg også foretaget nogle andre ændringer i mit liv.

Jeg går til psykolog, mediterer regelmæssigt, laver åndedrætsøvelser og indgår i psykedelisk terapi.

Sidstnævnte indebærer, at jeg i trygge omgivelser og ved kontrolleret indtagelse af specifikt psilocybinsvampe eller Ayahuasca, en psykedelisk drik, gennemgår en dyb emotionel og spirituel heling.

Ved hjælp af de her ændringer begynder jeg så småt at se jalousien for det, den i virkeligheden er: En ven, der prikker mig på skulderen for at fortælle mig, at der er en ubalance i mit liv.

Jeg oplever, at jalousien finder næring i min frygt. Og hvis man kan fjerne alle de uidentificerbare følelser, der er fyldt med frygt, er der kun hengivenhed og kærlighed tilbage. Jalousien går i opløsning. Tilbage er en kærlighed så insisterende og smuk, der kun viser mig, at jeg elsker.

Læs mere om: