I mit parforhold “hjælper ingen af os til” – vi er lige ansvarlige for familien

“Jeg synes, det ville være en forfærdeligt kedelig verden, hvis vi alle sammen var ens og havde de samme egenskaber og interesser”, siger Martin Thorborg i denne uges femina – han er en af tre mænd, vi har talt med om ligestilling, kønsroller med mere.

Jeg er faktisk helt enig med Martin i, at det ville være en kedelig verden, hvis vi var ens, men jeg er HELT uenig i, at det er det, debatten om ligestilling og kønsroller handler om.

Ligestilling handler netop om,

at vi er lige stillet uanset biologisk køn, sexualitet og kønsidentitet. Det handler om, at man ikke er født til eller føler, at man skal noget bestemt på grund af ens køn eller kultur. Det handler om, at man ikke vælges fra eller til på grund af køn og kultur.

Så når Martin i artiklen siger: “Jeg har ikke noget imod at hjælpe til derhjemme, men jeg ville føle mig meget umandig, hvis jeg ikke var den primære forsørger”, så tænker jeg, at det er så fint, hvis det fungerer for ham og hans partner.

Men i mit parforhold “hjælper ingen af os til”, for vi er lige ansvarlige for familiens dagligdag. Og min mand har stort set altid tjent mindre end mig, men som han selv siger “mit selvværd sidder ikke i min løncheck” – og som underviser er hans job på mange måder vigtigere end mit, og samtidig har han været lige så meget sammen med vores børn som mig, måske endda mere.

Så at føle sig som en mand og opføre sig som en mand er altså helt sikkert ikke det samme for alle mænd. Heldigvis – for det ville nemlig være uendelig kedeligt.

Men stor tak til Martin og de to andre mænd for at dele deres tanker, for det er kun ved at lytte til andre og måske især dem, der får ens irritation til at stritte, at vi bliver klogere på hinanden og måske kan forstå hinanden bedre.