Amanda blev forelsket
Kærlighed og sex

Amanda blev forelsket i en storsvindler

14. september 2017
af Karoline Mathilde Rasmussen. Redigeret til web af redaktionen
Foto: Nellie Møberg
Dette er en fortælling om Amanda, som blev forelsket i en mand, der viste sig at være en helt anden, end han gav sig ud for at være.

Du skal nu læse en kærlighedshistorie

En dag tikker der en besked ind i Amanda Kastrups indbakke på Facebook. Det er den 8. november 2011. Beskeden er fra Jannie Kastrup. Amanda kender ikke halvdelen af sin fars side af familien, og Jannie og hun skriver om, om de to mon er relaterede. Det er de ikke, finder de ud af, men Jannie har en fætter, Casper Kastrup, som måske kunne være et match for Amanda. Men Amanda er single og glad for at være det, så hun er ikke interesseret. Alligevel går der ikke længe, før en ny besked lyser op på Amandas skærm.

Den er fra Casper, og han beklager sin kusines opførsel. Ligesom Amanda nyder han også singletilværelsen, men alligevel fortsætter de to med at skrive sammen. Om hverdagsting, vind og vejr. Casper er advokat med eget firma på Cypern, og så er han for nylig kommet ud af et forhold. Han har en datter. Det har Amanda også. Men derfra ophører lighederne. Casper er ud af en af Danmarks mest velhavende familier, ja, faktisk er han arving til Augustinusfonden, som er god for mange milliarder kroner, mens Amanda er studerende og enlig mor fra Hvidovre ved Københavns Vestegn.

De to fortsætter med at skrive sammen, men pludselig begynder en masse mennesker, som Amanda ikke kender, at tage kontakt til hende. Personerne er i familie med Casper, og de vil vide, om ham og Amanda er blevet gift. Casper siger, at Amanda bare skal spille med på den, og efterhånden bliver det en stående vittighed mellem de to, at de er blevet gift i al hemmelighed.

Caspers mor er meget imod deres opdigtede forhold, og Casper overtaler Amanda til at mødes på Café Victor, hvor hans mor tit sidder og nyder en Martini. Hans mor vil falde helt ned af stolen, hvis deres forhold viser sig at være sandt. At en arving til Augustinusfonden skulle være blevet gift med en enlig mor fra Vestegnen, siger han. Amanda vil gerne være med til at lave fis med Caspers mor, så de aftaler, at de skal mødes.

Da aftenen falder på, dukker Casper ikke op. Amanda skriver en vred besked til ham, men får intet svar. Dagen efter begynder hendes telefon at lyse med beskeder fra Caspers venner; han er kørt galt i sin Ferrari, ligger på hospitalet og er uendelig ked af, at han har brændt Amanda af. Han vil gerne snakke med hende. Det er der, de to hører hinandens stemmer for første gang, og det er der, kemien for alvor opstår.

Han er sjov, interessant, og der er noget bas i ham, tænker Amanda. De begynder at snakke sammen hver dag, og på et tidspunkt tilkendegiver Casper, at de to skal mødes. Ikke længere som en joke, men en rigtig date. Det første møde var på Tivoli Hotel, som Caspers farfar ejede. 14 dage efter fejrede de nytår sammen på Kurhotel Skodsborg, hvor han var kommet hele sit liv. Der var kemi mellem de to, men hvor Casper var, fulgte der også problemer. Han måtte ikke se sin datter, fordi ekskonen var jaloux over, at Amanda pludselig var blevet en del af ligningen. Så nu havde han taget orlov i et år, og han og Amanda bliver enige om, at Casper kunne tage med til lejligheden i Hvidovre. Det gjorde han så, og de to forvandler sig hurtigt til et forelsket par.

Han blev der i 100 dage. Men en dag ringer Amandas bank.

Og her slutter kærlighedshistorien. Det er også her, du skal stoppe med at læse, hvis du vil gemme den store afsløring til dokumentarserien "En Fremmed Flytter Ind".

LÆS OGSÅ: Snydt af en kærlighedsbedrager

Da Amanda tager telefonen, er Casper i Nordjylland.

Bankdamen fortæller, at Amanda har et lån i banken, og der er noget med underskriften, der ikke stemmer. Hun får at vide, at hun skylder 250.000 kroner. Amanda aner ikke, hvad bankdamen taler om. Selvfølgelig gør hun ikke det, for det er alt sammen Caspers værk.

Opdagelsen

Det var alt sammen Løgn. Casper var én stor løgn. I virkeligheden var han hverken jurist, far eller arving til et milliardbeløb. Faktisk hed han slet ikke Ludvig Casper Kastrup Augustinus, men Casper Rieper-Holm. Og han er en af landets største bedragere.

– Da han kom tilbage fra Nordjylland og hjem til mig, konfronterede jeg ham med, at han var en svindler. Han tilstod det hele, og vi tog sammen hen på politistationen, hvor han sagde "alt, hvad Amanda siger, jeg har gjort, passer". Det var tydeligt, at han var parat. Han vidste godt, at jeg ville finde ud af, at han var svindler, siger Amanda.

I de tre måneder Casper havde været hos Amanda, havde han skabt hele hendes verden. Og da hun fandt ud af, at han var et fupnummer, gik hun ind i en ti dage lang choktilstand, hvor hun forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Den Casper, hun var blevet forelsket i, fandtes ikke. Det samme gjaldt hans kusine, Jannie, hans datter, ekskone og alle hans venner, som Amanda havde været i kontakt med. Casper havde spillet dem alle sammen. Ikke nok med det, han havde også forfalsket Amandas underskrift og optaget banklån i hendes navn.

– Mens jeg var i chok, punkede jeg mig selv for, at jeg var hoppet på hans løgne. Hvordan kunne jeg være så dum, at jeg ikke havde set det? Hvorfor havde jeg ikke googlet ham? Min bedste ven var hos mig, og han blev ved med at forklare mig, at jeg kun havde været dum, hvis jeg havde gået og været mistroisk hele tiden. Så havde det været mig, der var fuldkommen bindegal inde i hovedet. Det var godt, at det kom på plads fra starten. Casper er en meget dygtig svindler, og han kan snyde alle. Men det var en proces for mig at finde ud af, at jeg rent faktisk ikke havde gjort noget forkert, siger hun.

Når den, man elsker, pludselig forsvinder, afløses kærligheden tit af smerte. Amanda kender til kærestesorg, men det var der ikke noget af, da Casper var væk.

– Jeg tror, det skyldtes, at jeg blev helt bevidst om, at det var mig, der havde skabt ham. Da han ikke længere var der, kunne jeg godt se, at jeg havde været sammen med en mand, jeg selv havde skabt. Så da han gik derfra, var han et luftkastel. Jeg tror, at kærestesorger handler om, at man er bange for at se, hvad der sker, når den anden kommer videre, uden at man selv er en del af det. Men det var jo ikke relevant med Casper. Da han gik, fik jeg en ro, der ikke havde været der i tre måneder. Det var stressende at være sammen med ham, men det så jeg ikke. Først da han var forsvundet, kunne jeg trække vejret igen.

LÆS OGSÅ: Sådan ved du, om du er faldet for en psykopat

Efterspillet – en slags epilog

Det er efterhånden fem år siden, Amanda lukkede døren for Casper en sidste gang. En gammel kliché lyder, at tiden læger alle sår, og noget tyder på, at det også rummer en vis sandhed. Historien er der stadig, men følelsesmæssigt er den på afstand.

– Det er så lang tid siden nu, at jeg ikke længere helt kan huske, hvordan det føltes. Jeg har også mødt mænd efter Casper, og der har ikke været noget i min tilgang, som har været anderledes. Heldigvis har han ikke ødelagt min tiltro til andre mennesker. Han var der jo også kun i hundrede dage, men hvis det havde stået på i flere år, kunne det godt have sat sit præg på, hvordan jeg oplever mænd og deler ud af min tillid. Det har lært mig, at jeg ikke mister noget ved at give – heller ikke selv om det er en psykopat, jeg har givet det til. Jeg har kun givet min kærlighed, og det har jeg gjort i god vilje. Man mister mere, hvis man holder tilbage, siger Amanda.

Casper Rieper-Holm lever videre. Det ene svindelnummer efter det andet – kun afbrudt af ophold i landets fængsler, fordi fælden trods alt også kan klappe. Men der er stadig et spørgsmål, som uundgåeligt trænger sig på: Hvem er Casper, når han sidder bag tremmer og ikke har nogen at snyde?

– Jeg tror, at alle mennesker har en kerne af, hvem vi er. Den kerne bliver han ved med at give nyt tøj på. Faktisk ved jeg ikke engang, om han har noget inde i sig, som han betragter som Casper. Jeg tror, at hans hjerne er anderledes end vores. Han er i stand til at gøre nogle ting, som almindelige mennesker ikke er i stand til. Det er måske også derfor, det er så svært for mig at føle mig som offer, bære nag eller være vred. Jeg ved simpelthen ikke, hvem jeg skal være vred på. Han er jo allerede en ny figur, siger hun.

Amanda Kastrup, 30 år. Bor i Hvidovre med sin datter Michella på 11 år.

Pædagog og ejer af Kvalifisk.dk. Medvirker i filmen ”En fremmed flytter ind”, som har biografpremiere i dag. Her spiller Amanda og de fleste af de øvrige medvirkende sig selv, mens Casper Rieper-Holm spilles af skuespilleren Esben Dalgaard.

Rieper-Holm og de mange navne

Zasper Rubinstein, Casper Bek Augustinus, Tino El’tinus og Casper Peter George Peterson. Kært barn har mange navne, og Casper Rieper-Holm har gået under 18 forskellige – og det er bare dem, vi kender til.

Ifølge DR Kontant har Rieper-Holm snydt flere hundreder privatpersoner og virksomheder i løbet af de sidste 15 år.

Vil du have alle fupnumrene med?

Mange hørte om Casper Rieper-Holm for første gang i 2009, da det digitale magasin Third Ear lavede en podcastfortælling om ham og hans svindelsager.
I 2013 udkom podcasten ”I Et Forhold Med …” om Amandas og Caspers forhold.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også