https://imgix.femina.dk/media/df981d3ad9bc4f2ea34e1959be5ddced.jpg
Se, lyt & oplev

"Søstre" af Renée Toft Simonsen - afsnit 1

19. januar 2012
af Renée Toft Simonsen
Renée Toft Simonsen har skrevet en spændende føljeton eksklusivt til FEMINAs læsere. I denne historie, som vi bringer i fire afsnit, møder du søstrene Katrine og Alberte, der har et mildt sagt anstrengt forhold til hinanden. Katrine er storesøster og har altid følt, at deres mor holder mere af lillesøsteren Alberte, og at moderen straffer Katrine, fordi hun har mere styr på sit liv. Katrine er gift, har to børn og fast job, mens Alberte er fraskilt og kæreste med en yngre mand og ikke altid er den mest nærværende mor. De to søstres forhold til hinanden og Katrines forhold til moderen slår gnister – følg med her, hvor vi bringer første afsnit.

Når Katrine tænker på sin mor fyldes hun med skuffelse, og når hun tænker på sin lillesøster rammes hun af vrede. For selv om lillesøsteren er en dårlig mor, en ubetænksom datter og roder rundt i sit liv, så kan deres mor ikke se det - i stedet bebrejder hun sukkende Katrine hendes succes.

Historiens hovedpersoner:
Katrine, 35: folkeskolelærer, gift med Torsten og mor til Mille på ni og Karla på syv.
Alberte, 32: Lillesøster til Katrine. Frisørelev, fraskilt og mor til Lola på 12 og Lukas på otte, og kæreste med Adam, 26.
Gerda: mor til Katrine og Alberte.

Det var aldrig godt nok. Uanset hvad hun gjorde. Følelsen af utilstrækkelighed var altid den dominerende, når hun var sammen med sin mor eller søster. Katrine kiggede ud ad vinduet, efteråret var overalt. Bladene skiftede farve og faldt fra træerne i en lind strøm, de lå i bunker overalt.
Det så hyggeligt ud. Nu var det snart tid til at samle ind til de fine dekorationer og dørkranse, hun lavede hvert år. Hun elskede at gå i skoven og finde tørrede bær og grene, mærke kulden knibe i kinderne ... alligevel gjorde tanken hende trist, helt ind i marven. Dekorationer lavede hun rigtig mange af til jul. Hendes mor fik selvfølgelig den flotteste. Hver eneste jul. Den, Katrine lagde flest kræfter i, den med de smukkeste farver, de mest sjældne ting, den, som havde været sværest at finde på og sætte sammen. Sidste år havde hun knap nok kigget på den, bare lagt den til side og sukket højt. Katrine havde selv taget et søm med at hænge den op på, og en lang grøn silkesnor. Den så smuk ud, i beige med vinrøde bær, som den hang dér på døren til hendes barndomshjem. Bare fordi Alberte aldrig lavede sådan noget, kunne hendes mor da godt blive glad, når hun, Katrine, gjorde. Det var, som om hun straffede hende for at være dygtigere end sin lillesøster. Der var ikke så langt imellem dem, knap tre år ... alligevel bildte Katrine sig ind, at hun huskede alt, fra den dag Alberte flyttede ind. Alt.
"Jeg er færdig, hvad skal jeg så nu?"
Katrine blev revet ud af sine tanker. Det var selvfølgelig den lille Christina, der var færdig først. Hun var sådan et sødt og klogt barn. Den hurtigste i klassen. Katrine smilede til hende: "Hvad har du lyst til? Er du i gang med en bog?"
Christina smilede tilbage.
"Jeg er færdig med min bog," svarede Christina.
"Selvfølgelig er du det, hvad så med at gå ned på biblioteket og finde en ny?" sagde Katrine.
Klokken ringede ud, Christina så næsten trist ud.
"I andre laver resten færdig derhjemme" råbte Katrine hen over den myretue, klassen pludselig var forvandlet til.
Børnene styrtede ud. Nogle af dem løb, mens andre gik snakkende i små flokke. Det var en god klasse, gode unger, hun var enormt glad for dem. Den alder, de havde, var perfekt. Ikke så store, at de ikke var til at rokke med, men alligevel store nok til at sidde stille og arbejde selvstændigt - og ikke mindst store nok til at snakke med.
Katrine tænkte på sig selv, hver gang hun så på Christina. Hun havde været en pige som hende. Sød og dygtig, altid på jagt efter ros.
Hun pakkede eftertænksomt sine ting sammen. Hvornår skete det egentlig? Det dér med, at hun skulle være så fandens dygtig til alt. Perfektion var en plage på størrelse med en af de syv, der huserede i Bibelen.

Katrine satte farten op, hun var sent på den. Hun skulle hente Mille og Karla og have købt det sidste ind. Gudskelov det var fredag, og de ikke skulle andet den weekend end middagen i aften. Næste weekend var booket helt op, de havde lovet at ordne haven hos Torstens forældre. De var gamle nu og kunne ikke selv holde den enorme grund ved lige. Det meste voksede dem over hovedet i de her år. Katrine elskede deres hus, hun og Torsten havde talt om at købe det mange gange. Han regnede med at arve det, der var ingen grund til at forhaste sig nu. De havde ventet længe på farmoderens hus, og så var det blevet solgt for næsen af dem. Torstens bror Thomas, ville under ingen omstændigheder have forældrenes hus, det havde de talt om. Spørgsmålet var, om de ville blive i stand til at købe ham ud til den tid? Alberte kunne få huset på Kastanjebakken, dér ville Katrine aldrig bo igen. Hun kiggede i bakspejlet, det virkede, som om den mørkeblå bil fulgte efter hende. Den havde været med hele vejen fra skolen. Hun trak vejret dybt ind og satte farten yderligere op. Det var nok bare hendes fantasi. Pludselig lød der en sirene, den blå bil overhalede og chaufføren stak en hånd ud og vinkede hende ind til siden. Fuck, fuck, fuck, lige hvad hun ikke havde brug for. Hun kiggede på uret, klokken var mange.

Da Katrine kørte videre, var hun i ædende dårligt humør. Hun var sikker på, hun ikke havde kørt over 80 ... men når det nu var påstanden, var der jo ingen måde at modbevise det på. 2.000 kroner i bøde og et klip i kortet - det var aldrig sket for hende før. Katrine var sønderknust, hvordan kunne det ske? Hun kørte ellers aldrig for stærkt. Oplevelsen havde endnu ikke sluppet sit tag i hende, da hun parkerede bilen foran Søndervangsskolen, hvor Mille og Karla ventede. Karla gik i første klasse og Mille i tredje. Katrine smilede og vinkede til dem, hvor så de dejlige ud i deres nye og ens frakker. "Hej tøser," råbte hun.
De satte begge to i løb.
"Hej mor."
"Vi har fået tonsvis af lektier for, jeg skal skrive stil om hvaler," sagde Mille.
"Men det er først til mandag om en uge ..," fortsatte hun.
Katrine smilede: "Det var heldigt, så er der god tid. Hvad med dig skat, fik du ikke også lektier for?" spurgte hun Karla.
Karla rystede energisk på hovedet.
"Næ, vi fik ikke noget for ..."
"Er du sikker?" spurgte Katrine igen.
Karla nikkede ihærdigt: "Ingenting, det har jeg jo sagt," sagde hun.
Det var sikkert løgn. Karla var desværre typisk lillesøster, præget af total mangel på pligtfølelse. Katrine gad ikke diskutere det lige nu, men inden søndag skulle hun nok få opklaret, om ikke der var et eller andet, den lille frøken skulle have lavet.
"Vi skal købe ind på vejen hjem."
"Hvad skal vi have?" spurgte Mille.
"Jeg gider ikke købe ind!" råbte Karla.
Katrine sukkede, tøsen var virkelig umulig.
"Du får en pose chips, hvis du hjælper." sagde Katrine træt. Karla var en smule buttet ... det eneste, hun ikke havde brug for, var nok en pose chips. Katrine havde selv kæmpet en del med vægten, hvorfor sagde hun nu det?

Tager du ikke også en pose Karla ... hjælp nu," bad Katrine, da de endelig steg ud af bilen foran deres hus.
Karla tog modstræbende en indkøbspose i hånden og slæbte sig op ad havegangen. Det var begyndt at regne, svag, fin støvregn. Katrine kiggede op på himlen, den mørke efterårsgrå farve klædte hendes humør. Hun forsøgte at ryste det af sig. Alle havde da prøvet at få en bøde, så slemt var det da heller ikke. Huset var mørkt, Torsten var åbenbart ikke hjemme endnu - de dage han kørte med en arbejdskollega, var han altid lidt senere hjemme. Det gjorde ikke noget, Katrine havde lavet det meste dagen i forvejen.
Mille tændte lyset, de gik ind i køkkenet og satte alle poserne fra sig. Katrine tænkte flygtigt på Bettina, hun og Peter kom altid for sent. Når de var inviteret til klokken syv, kunne man være sikker på, den i al fald blev halv otte. Bettina var præst. De havde mødt hinanden på seminariet, men hun havde aldrig fundet sig til rette og havde skiftet til teologi efter første år. Hun var 10 år ældre end Katrine, og alligevel havde de holdt venskabet ved lige. Bettina var så dejligt uhøjtidelig, det fik Katrine til at føle sig godt tilpas, der var absolut ikke noget, hun skulle leve op til. Peter var samme slags ... noget mere distræt, men dejligt rolig og rummelig, professortypen.
"Finder I ikke noget at lave tøser, noget, der ikke foregår her i køkkenet. Jeg skal have kartofler i ovnen og stegen gjort klar!" sagde Katrine, mens hun gik i gang med at pakke ud.
"Hvorfor er du så sur altid?" vrængede Karla.
"Jeg er da overhovedet ikke sur," forsvarede Katrine sig.
"Jo, du er," sagde Karla og spænede ud af køkkenet.
Katrine stod og kiggede efter hende. Hvorfor fik datteren det indtryk, var hun virkelig altid sur? Hun syntes ikke, det passede, men den bøde var altså uretfærdig. Det gjorde ondt at få en bøde.
Katrine kiggede ind i stuen. Bordet stod smukt pyntet, det havde hun gjort, inden hun gik i seng i går aftes. Torsten grinede altid ad hende, men det var jo heller ikke ham, der skulle stå med det hele på én gang. Hun havde valgt lyseblå dug, hvide dækkeservietter og lyseblå servietter fra Ikea. Den farve var så smuk sammen med de høje vinglas og tallerkenerne med guldkant.
Maden var næsten på plads, da Torsten endelig viste sig i døren.
"Hvad så, min skat, har du også nået at tænde op," sagde han med beundring i stemmen og gav Katrine et kys.
Hun rystede på hovedet.
"Det er sådan set det eneste, du skal, kullene står ved grillen ..."
Torsten gik ind til pigerne, hun kunne høre dem hvine, det måtte være den obligatoriske hjemkomstkildetur. Pigerne forgudede deres far, nøjagtig sådan som små piger skal. Katrines far var væk nu, det havde han været i over et år. Det var først efter hans død, det var gået helt galt mellem hendes mor og hende. Det var, som om alt det, der havde fyldt deres liv, endelig fik frit spil, da han var væk. Stilheden, når Katrine kom med noget, de høje suk, når hun sagde sin mening ligeud, som om Katrine altid var til besvær. Katrine havde den grundlæggende følelse, når hun var sammen med sin mor, at hun bare var til besvær. Hendes mor var selv lillesøster, ud af en søskendeflok på seks, måske var det derfor?

Katrine satte kartoflerne over og gik i gang med de små kanapeer, hun havde forberedt. Chorizoskiverne skulle belægges med et stykke gedeost, før de kom i ovnen. Hun elskede begge dele. Hun elskede også vandmelonsalat med gedeost og revet citronskal, men i dag måtte hun nøjes med honningmelon, det var ikke helt det samme. Hun sukkede, mon ikke det gik? Krydderierne til kartoflerne havde hun lavet for flere dage siden, det var nemt at have gæster, når man var velforberedt. Katrine manglede kun at lave dressing til salaten og rive citronskal til honningmelonen, og brødet var forbagt og skulle kun varmes i ovnen. Hun hældte et glas hvidvin op og satte sig et sekund. Tøjet, pigerne skulle tage på, lå på værelserne, Mille havde lovet at hjælpe Karla. Det blev hyggeligt at se Peter og Bettina. De var ikke som de andre venner, Katrine og Torsten så privat. De var langt mere flippede og løse i det. Bettina prædikede hver søndag om alt mellem himmel og jord, men gud var kun en lille del af hendes virke. Peter og alle hans studerende fra fakultetet, hvor han var chef, syntes at være hendes hovedgerning. Bettina havde fortalt, at de studerende forgudede Peter. Han forgudede i hvert fald hende, det bemærkede man straks, når man var i selskab med dem. Det var én af de ting, Katrine elskede ved dem. Hun vidste godt, de røg en lille pibe af og til, det lagde de ikke skjul på, og i grunden gjorde det også bare Katrine lidt mere sådan boheme-agtig, at hun kendte sådan nogle som dem.

Så er grillen klar, hvor har du stegen?"
"Dér, skat, jeg har lige pakket den ind i sølvpapir."
"Hvor lang tid skal den have ... tror du, jeg skal sætte den over med det samme ..?
"Hmm ... den skal nok ikke have mere end 50 minutter, hvornår kommer de?"

Torsten tog fat i stegen og kiggede på den.
"De kommer sikkert for sent, skal vi ikke bare regne med, at vi spiser ved ottetiden ..," sagde Katrine.
Hendes telefon ringede, hun kiggede på displayet. Det var Alberte? Katrine tog den. Torsten signalerede, at han ville tage et hurtigt bad.
"Det er Katrine."
"Hey, det er mig ... kan du tage Lukas i aften. Lola skal over til en veninde og jeg vil pissegerne til en fest?" spurgte Alberte.
Der blev stille lidt.
"Katrine ... Katrine, jeg spurgte dig om noget?"
Katrine trak vejret dybt ind.
"Det kan jeg desværre ikke, vi får gæster," svarede hun.
"Gør det noget ... altså det ville virkelig være en stor hjælp?"
"Sorry, det kan han ikke. Du må blive hjemme, søs ..." Katrine hældte lidt mere vin op.
"Ja, det kommer du jo så ikke til at bestemme ... men okay, jeg ville bare spørge, vi ses, ha' en god aften med dine gæster, hey!"
"Vi ses," mumlede Katrine.
Bagefter fik hun straks dårlig samvittighed. Men det passede bare rigtig dårligt. Han var jo sød, Lukas ... en stille dreng, men altså, nu kom Bettina og Peter jo. Katrine tømte sit vinglas og lyttede ud i huset, hun kunne høre bruseren, pigernes småsnakken og fjernsynet, der summede i stuen, alt var, som det skulle være. Eller i hvert fald næsten. Hun kiggede ned ad sig selv, der manglede de evige fem kilo. Hun sukkede. Et par glas gjorde vel ingen skade?

Hvor er det lækkert, altså Katrine, du er ved at udvikle dig til en hel gourmetkok," sagde Peter tilfreds.
Han spiste, som om han ikke havde fået mad i en uge.
"Nu holder du snart, ellers sprækker du," grinede Bettina.
"Men du har ret, det er bare så lækkert, man ikke kan stoppe igen," Hun daskede venligt på Peters mave.
"Må vi gå fra bordet?" spurgte Mille for tredje gang. Katrine nikkede.
"Ja, hvad hedder det?"
"Tak for mad," lød det fra pigerne
i kor.
"Hun er en knag, min Katrine, det er lidt for godt, det, hun kan." sagde Torsten tilfreds. Han klappede sig på maven, den var vokset noget de sidste år.
"Man burde måske snart hoppe med på fitnessbølgen, man orker det bare ikke. De ser så mærkelige ud i hovedet alle sammen," grinede Peter og tog endnu et stykke steg.
"Altså, skat, jeg mente det ... du sprækker snart," sagde Bettina.

"Så beder vi bare gud om hjælp, du har jo en direkte linje."
Alle grinede.
Mille kom ind i spisestuen igen. Hun stod lidt og trippede.
"Hvad er der, Mille?" spurgte Bettina.
"Lola og Lukas er startet i vores skole," sagde hun pludselig.
Katrine stivnede.
"På Søndervangsskolen, mener du?" spurgte hun skarpt.
Mille løb ud af stuen.
"Mille, kom lige, hvad mente du?" råbte Katrine.
Det gav et sæt i alle.
"Sænk lige niveauet, skat ..." sagde Torsten.
"Mille, kom lige, NU!" råbte Katrine.
Bettina og Peter udvekslede blikke.
Katrine smilede undskyldende.
"Det er min søsters børn," forklarede hun forlegent.
"Mille, kom så her!" råbte hun igen.
Mille kom hen til døren og stillede sig i åbningen.
"Hvad var det, du sagde om Lola og Lukas?" spurgte Katrine. Hendes stemme lød forceret blid.
"De er startet på vores skole i dag," svarede Mille stille.
"Det hedder begyndt, og hvad skal det betyde?" sagde Katrine.
"De skal gå på vores skole nu ... altså fra på mandag."
"Det var da mærkeligt ... jeg har lige talt med Alberte, og det sagde hun ingenting om ..." Katrines stemme var skinger nu.
Der blev stille i stuen. Milles øjne vandrede op i loftet, til sidst kiggede hun direkte på sin mor, mens hun trodsigt sagde:
"Men det skal de altså! Må jeg gå nu, der er "Stjernestunder", og jeg vil gerne stemme."
Katrine tog sig sammen, nikkede: "Ja, rend du bare."
Hun smilede undskyldende til de andre. "Nogen, som mangler noget?" Hun rejste sig op og begyndte at tage ud af bordet.
"Vi skal jo også have dessert."

Bettina kom ud i køkkenet med et fad. Katrine stod med ryggen til og skyllede tallerkener af.
"Er det nu så slemt? De er jo bare børn," sagde hun stille.
Katrine kunne mærke tårerne presse på. Hun sagde ikke noget.
"Katrine, det gør da ikke noget," prøvede Bettina igen.
Katrine trak vejret dybt ind.
"Jo det gør, hun mænger sig ind alle vegne, og de har altid lus, de unger ..."
Katrine kunne mærke, hvordan en tåre rev sig løs og langsomt begyndte at arbejde sig ned ad kinden. Hvorfor reagerede hun sådan, Albertes børn var jo skønne og søde børn? Bettina tog om hende bagfra.
"Alle børn har lus i dag ... alle!" hviskede hun.
Katrine vendte sig om, hun kunne næsten ikke lade være med at grine.
"Men jeg hader lus, det er noget utyske ..," sagde hun.
Bettina kiggede hende dybt i øjnene. "Ja, det er det sandelig. Man skal gøre, hvad man kan for at udrydde de små bæster," smilte hun.
"Åh, Bettina, det var bare lige, hvad jeg ikke havde brug for, forstår du det?"
Bettina nikkede, hun forstod det bedre end nogen anden.
"Bliver det til noget med den ostekage?" råbte Torsten inde fra stuen.
"Er den frosset fast?" råbte Peter.
"Vi vil have ostekage, vi vil have ostekage!" råbte mændene i kor.
Bettina rystede på hovedet: "Hvor er de barnlige ..."
Katrine sendte hende et påtaget ondt blik:
"Og hvad er der så galt med at være barnlig?"

Nu skal du sove skat, det er blevet alt for sent." Men Karla ville ikke give slip på dagen.
"Mor - ved du godt, Lukas skal gå i min parallelklasse?" hviskede Karla.
"Ja, det ved jeg godt. Men du behøver ikke at lege med ham, hvis du ikke vil."
"Det vil jeg," Karla lukkede øjnene.
"Lukas er jo min fætter."
"Ja, det er han. Men derfor behøver man ikke at have lyst til at lege sammen."
"Men det har jeg," sagde Karla bestemt.
"Sov nu," forsøgte Katrine igen.
"Moster havde sin strudsepels på."
Katrine kiggede op i loftet, alle stjernerne lyste i mørket. Sådan nogle stjerner havde de ikke, da de var børn.
"Din moster var mørkeræd," sagde Katrine pludselig.
Man kunne vist roligt sige, at det var gået over.
"Men nu skal du altså sove," hun kyssede Karla på panden og gik ud.
Inde i stuen var Torsten ved at rydde det sidste ud.
Han smilede, da han så Katrine.
"Sover hun?" Katrine nikkede.
Han gik hen og tog om hende.
"Skal vi ikke bare lade det stå i køkkenet til i morgen, jeg er fuldstændig færdig?" spurgte han.
Hun vristede sig blidt fri.
"Skal vi ikke lige gøre det med det samme. Jeg orker ikke at begynde dagen med at skulle rydde op," svarede hun.
Torsten gik i gang med at skylle de sidste tallerkener af.
"Det var da en hyggelig aften, synes du ikke?" spurgte Katrine.
"Jo, rigtig hyggelig. Og de dér chorizoer med gedeost, du havde fundet på, var en stor succes! Peter spiste så mange ... som om han ikke havde lagt mærke til, at vi var fire, der skulle dele," grinte Torsten.
"Det er sådan set nogle, Jamie Oliver har fundet på," sagde Katrine.
"Jamen, det var dig, der lavede dem, og ikke Jamie O.," sagde Torsten.
Katrine sukkede og satte sig ned.
"Sikke en aften, hvad mener du?"
"Slap nu af, skat, der sker ikke noget ved, at hendes børn går på vores skole. Hvorfor bliver du så opkørt over det?"
Katrine mærkede tårerne igen.
"Det ved du godt, jeg kan ikke holde ud, at hun skal mænge sig på den måde. Jeg fatter heller ikke, hvorfor hun ikke har sagt noget om det? Typisk Alberte, hun er ren socialklasse Å, ligeglad med alt og alle. Hun tager sig ikke af noget som helst, slet ikke hvad andre tænker eller siger, det er uudholdeligt, Torsten, fatter du det ikke? Sådan har hun altid været, jeg mener ... da hun fik Lola, var hun kun 21 år, og hun var fuldstændig ligeglad med at gøre sin studentereksamen færdig. Hun gik bare dér og struttede med sin store mave og var stolt, da de andre fik deres hue, det er sgu da unaturligt ... Karla fortalte, hun havde sin strudsepels på i dag. Jeg ved ikke, hvad hun ligner i den pels ... noget uendelig tragisk og fedtet på én gang ... hun har sikkert også haft højhælede støvler på og lårkort, hun klæder sig som en luder."
Katrine spyttede næsten det sidste ud.
"Slap nu af," sagde Torsten.
"Gu vil jeg ej. Du skal ikke sige slap af til mig, jeg bestemmer selv, hvornår jeg slapper af. Hun er tarvelig og billig at se på, og hun opfører sig som en teenager. Det hører jo ingen steder hjemme. Hun er 32 år og tror, hun er 17, det er ynkeligt. Hun er rent ud sagt patetisk. Du siger det da sig selv. Hvorfor skal du forsvare hende nu?"
Katrine gik ud på terrassen og hentede grillristen.
Torsten kiggede opgivende på hende.
"Skatter ... kan vi ikke vente med grillen til i morgen?"
"Nej, vi kan ej, så størkner det og sætter sig fast, det ved du også godt."
Torsten sukkede let og gik ud efter de sidste ting på terrassen. Når hun var i det humør, kunne intet stoppe hende. Bare hun ikke også gik i gang med at støvsuge? Da han kom ind, var hun i gang med at sætte støvsugeren til. Han så mærkeligt på hende.
"Jeg tager bare lige det værste," sagde hun med et skævt smil.
"Hold nu op, Katrine, vi kunne gå ind og knalde i stedet for. Måske det kunne hjælpe dig til at slappe af."
"Jeg orker ikke at knalde nu, jeg har virkelig ikke lyst ... undskyld, skat, jeg er bare lidt oprevet, okay?"
Torsten nikkede, gik hen og gav hende et kys på panden.
"Gør, hvad du vil. Jeg gider ikke mere. Vi ses derinde."
Katrine tog hele stuen, det kunne hun lige så godt, nu hun var i gang. Hun havde lidt kvalme. Børnene havde spist popcorn, det var rart at kunne gå på gulvet med bare fødder om morgenen uden at få popcorn op mellem tæerne. Pludselig stod Mille i døren.
"Du larmer!" råbte hun.
Katrine fik et chok. Hun slukkede irriteret støvsugeren: "Hvad laver du oppe, kan du så komme i seng."
"Jeg kunne ikke sove for den larm," svarede Mille gnavent.
Katrine gav slip og lod støvsugeren falde. Hun stod en stund og kiggede på sit ældste barn. Så tog hun støvsugeren, pakkede den sammen og satte den på plads, før hun gik hen og tog Mille i hånden.
"Jeg var faktisk også færdig. Kom, jeg følger dig i seng."
"Mor, hvorfor må Lukas og Lola ikke gå på vores skole?"
"Det må de også gerne, desuden er det slet ikke noget, jeg kan bestemme. Der er frit skolevalg, de kan gå lige nøjagtig dér, hvor moster synes de skal gå."
"Men hvorfor blev du sur over det?"
"Det gjorde jeg da heller ikke. Jeg blev bare overrasket, det var det hele. Nu skal du altså sove ..."
Katrine puttede dynen omkring Milles tæer og pakkede hende ind rundt om hele kroppen.
"Så, nu ligger du godt. Godnat skat."
Katrine kiggede på sig selv i spejlet, hun så godt ud for sin alder. Den nye frisør, hun havde været hos, var et fund. En god pris, og så var striberne meget naturlige at se på. Hun børstede sine tænder grundigt, kiggede på sig selv inde i spejlet, mens hun gjorde det. En tynd stribe tandpastaspyt løb ned ad hendes hage. Hun lod med vilje noget mere løbe ud, skubbede det langsomt ud af munden med tungen. Til sidst var hagen fuldstændig dækket af hvidt spyt. Bag sig hørte hun Torstens tunge snorken, han havde drukket en del.
Inde i spejlet så hun to små lyshårede piger med tandpastaspyt løbende ned ad hagen.

Du får en lille smagsprøve på næste uges afsnit her:
Alberte nynnede svagt, mens hun ryddede op. Det var håbløst, lejligheden lignede et bombekrater. Hun kiggede op i loftet, pludselig havde hun lyst til at ringe til Katrine, bede om hjælp. Katrine ville hurtigt kunne få lejligheden på benene igen. Men hun vidste, det ville blive umuligt. Det var mange år siden, de var holdt op med at hjælpe hinanden

Læs også