Brevkasse
2. august 2024

Min kæreste er "superfar". Nu har han fået tilbudt et nyt job

"Jobbet kræver, at han skal være meget væk hjemmefra, men jeg ved, at han frygteligt gerne vil have det." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Af Anna Mejlhede
anna_mejlhede

Foto: mew

Kære Anna

Min kæreste har fået tilbudt et nyt job og skal give svar til august. Jobbet kræver, at han skal være meget væk hjemmefra, men jeg ved, at han frygteligt gerne vil have det.

Jeg ved bare også, at det bliver på bekostning af det, vi har sammen som familie. Vi har to børn på 8 og 10 år, og min kæreste er en superfar, der har været der for sine børn og mig i en grad, så det vækker misundelse i venindekredsen.

De dage vil være omme, hvis han tager jobbet. Det vil børnene være kede af, og jeg også, men kan jeg tillade mig at sige det til ham?

Han ser det nye job som en gave til os som familie, for han kommer til at tjene betydeligt mere, og det vil give os flere muligheder i forhold til ferier osv.

Men kan jeg sige, at det ikke er, hvad børnene og jeg ønsker? Kan jeg sætte børnenes og mine egne ønsker højere end hans?

Kh Josephine

Kære Josephine

Er det en mulighed, at din kæreste takker ja til jobbet, men at I om et års tid evaluerer, hvordan denne nye hverdag stemmer overens med dynamikken i jeres familie? Din kæreste bliver vel ikke kontraktligt forpligtet til at forblive i denne stilling de næste 10 år.

Det er altid en svær balancegang at imødekomme alles ønsker og behov. Også i en familie. Jeg tvivler dog på, at ALT det gode, I har sammen, falder helt fra hinanden, hvis din kæreste skifter job.

Vel er det træls at få sin velfungerende hverdag skubbet ud af kurs, men det er også en kringlet sag at sætte begrænsninger for hinandens fremtidsmuligheder.

Set i et historisk lys har det oftest været kvinden i familien, der fik smidt ”det-går-ud-over-din-familie”-,argumentet i synet, hvis hun så meget som drømte om en krævende karriere. Den tilgang til familielivet er desværre ikke udjævnet endnu.

Men hvis situationen var omvendt, ville din kæreste så ikke støtte dig i at tage imod et job, du brændende ønskede? Når jeg læser dine rosende ord om ham, lyder det sådan.

De valg, vi træffer, påvirker altid vores nærmeste. Spørger vi små børn til råds, ville de nok helst have deres forældre til fuld rådighed 24 timer i døgnet – alle ugens dage.

Men sådan er vores liv jo ikke skruet sammen. Mindre kan også gøre det, uden nogen får varige mén af den grund.

Det vigtigste er, at der er respekt, rimelighed og omtanke i de valg, vi træffer. Jeg er sikker på, at din kæreste vil lytte til, hvad det er, der bekymrer dig mest ved tanken om hans nye karriere.

Vend jeres forventninger og drømme med hinanden, så I ikke udelukkende træffer valget på baggrund af din frygt for at stå alene med det hele. For jeg tror ikke, din kæreste har nogen som helst intention om at efterlade dig i den position.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også