Tips & idéer

Bind selv: 3 smukke julekranse til julen 2019

Kransen på døren er en hyggelig tradition og en sikker julebebuder. Kast dig ud i at lave en krans fra bunden, bind blomster på en købt krans, eller få den lavet hos din lokale blomsterbutik. Her får du tre kranse, du kan binde selv eller hente inspiration i.

Blomstret bærkrans

Lav en fyldig krans i røde nuancer af forskellige bærgrene og tørrede blomster. Tilsæt et par friske hotensiaer for at give kransen et mere let og moderne udtryk.

 

Materialer:

Halmkrans, blomster, der egner sig til tørring, f.eks. hortensia, sankthansurt, røde og orange bær og grøn blomsterståltråd. 
 
Sådan gør du:
Saml mindre buketter af de forskellige blomster og bær, og bind det på kransen med blomsterståltråd. Læg igen blomster og bær på, og bind fast med ståltråd efterhånden. Fortsæt, til kransen er fyldt helt ud. Sørg for at dække hele vejen rundt, også kransens yder- og inderside. Slut af med at stikke enkelte tørrede blomster ind i kransen, og lad dem stritte lidt, det giver kransen mere liv og et knap så tæt udtryk.
Halmkrans og grøn blomsterståltråd fra Panduro, hjerteophæng fra Sissel Edelbo og lille skål fra Studio Arhoj.
 
LÆS OGSÅ: Bind selv: 3 smukke kranse med oasis
 

Grøn i grøn

En spinkel grøn krans er en klassiker, der ikke bare pynter på hoveddøren, men også i vinduet. Lav evt. et par stykker i forskellige størrelser, og hæng dem sammen.  
 
 
Materialer:
Forskelligt grønt, f.eks. gran i flere typer eller enebær og eukalyptus, elefanttråd til krans og grøn ståltråd. Ståltråd, elefanttråd og bånd fra Panduro. 
 
 
Sådan gør du:
Saml to stykker elefanttråd (kraftig ståltråd) i enderne, så det danner en krans. Klip mindre kviste af grønt, og bind det på kransen i små buketter, fyld kransen helt ud, og slut af med et bånd eller en sløjfe øverst på kransen.
 
 

Rødprikket klassiker

Perfekt uperfekt er helt perfekt! Lav en krans af traditionelle elementer som gran og røde bær, men tvist udtrykket, og lav den mere spinkel og asymmetrisk, end du plejer.  
 
 
Materialer:
Gran, evt. lærk, røde bær, små røde dekorationssvampe, kraftig ståltråd til krans, blomstertape til krans, grøn blomsterståltråd. Ståltråd, blomstertape, blomsterståltråd og dekorationssvampe er fra Panduro.
 

Sådan gør du:

Klip et stykke ståltråd til krans i den ønskede længde, og sno enderne om hinanden for at hæfte ende. Sno blomstertape om ståltrådskransen, så det, du binder på kransen, sidder fast og ikke glider rundt på ståltråden. Klip mindre stykker af gran og grene med røde bær, og bind det på kransen i små buketter. Fyld kransen ud, og sæt de små røde svampe på kransen enkelte steder.
 
LÆS OGSÅ: 7 smukke julekranse, du selv kan binde
 
 
Læs mere om: