Sådan indretter du med skrå vægge
Stil

7 tips: Sådan indretter du med skrå vægge

10. april 2018
af
Line Olesen. Foto: Frederikke Heiberg.
Har dit hjem også skrå vægge? Vi har samlet 7 flotte løsninger, der alle viser, hvordan du kan tænke kreativt og udnytte rummet fuldt ud.

Praktiske løsninger til de besværlige skrå vægge

Skrå vægge kan let blive lidt af en udfordring. De er umulige at hænge ting på, rummet kommer til at virke nærmest klaustrofobisk og de gør det svært at regne ud, hvordan man skal få plads til alle sine ting og møbler.

Men de skrå vægge har også sin egen charme, og med lidt omtanke og snilde kan man fremhæve de skæve vinklers finurligheder og skabe et intimt og unikt rum, som både er praktisk og rummeligt. Ret dine tanker imod at få det bedste ud af det, du har, og overvej, hvordan netop dine skrå vægge kan udnyttes mest optimalt.

Indbygget opbevaring

Hvis du er frisk på et mindre byggeprojekt, er et indbygget garderobeskab på endevæggen en optimal løsning til opbevaring, når man har skråvægge. Vær ikke bange for at male skabet med en iøjenfalende farve – det vil nemlig fremhæve rummets egentlige højde og samtidig aflede fokus fra den skrå væg.

Skrå hylder

Har du nogensinde tænkt på, at man sagtens kan hænge hylder op på en skrå væg? Udnyt denne ekstra opbevaringsplads i hjemmets kontor ved at fylde hylderne op med små kasser, krukker og bøger.

Enkel sengegavl

Læg vægt på den naturlige sengegavl, der er i et rum med delvist skrå vægge. Mal den nederste del af væggen i en anden farve end den skrå. Stil sengen op ad væggen, tilføj nogle store puder og voilà – så har du et hyggeligt sted at læse en god bog.

Hyggelig oase

For at udnytte det lave loft, der bliver skabt af en skrå væg, bør du tænke på, hvilke møbler, du sætter op ad væggen. Her er en sofa et genialt bud, fordi du primært skal bruge den til at sidde og ligge i. Når møblerne er skubbet ind under den skrå væg, giver det en langt mere rummelig følelse af plads i resten af rummet.

Skæv stil

Bøjlestænger er ikke kun for vandrette vægge. Få fingrene i en bøjlestang, som er beregnet til at hænge på en skrå væg, og lad dit tøj hænge fremme i flere niveauer.

Hulestemning i børneværelset

Skrå vægge giver automatisk en hyggelig hulestemning, og det kan udnyttes til fulde, når der skal indrettes børneværelse. Byg en seng af træplader, mal den i dit barns yndlingsfarve og smid en stor madras derind. Fyld op med masser af puder og pynt med en dekorativ lyskæde.

Biblioteksfølelse

Selvom man har skrå lofter, kan man sagtens have en gulv-til-loft bogreol. Med et indbygget reolsystem (og et hav af bøger) kan man let få følelsen af bibliotek ind i hjemmet og samtidig udnytte værelsets små kroge.

Læs også