soveværelse
Stil

7 indretningsfejl, du kommer til at lave i soveværelset

14. juni 2018
af boligredaktionen
Foto: Panthermedia
Skal du indrette dit soveværelse? Så pas på, du ikke kommer til at lave en af disse syv indretningsfejl.

Soveværelset er ofte ikke det rum i hjemmet, vi prioriterer højest, når det kommer til boligindretning. Det har måske noget at gøre med, at vi ikke opholder os i soveværelset i så mange af vores vågne timer, og derfor ender rummet ofte med at være enten en smule kedeligt og upersonligt eller kaotisk og rodet.

Men kunne det ikke være dejligt at have et soveværelse, der indbyder til at være i, sove i og slappe af i? Vi har samlet syv typiske indretningsfejl i soveværelset og et par gode tips til at undgå dem.

1. Du underprioriterer soveværelset, så det bliver kedelig og upersonligt

Den største fejl, du kan begå, er slet ikke at indrette soveværelset. Du har kun det absolut mest nødvendige, seng, sengebord, skab og hvide vægge – og selvom mange vil argumentere for, at der helst ikke skal ske for meget i soveværelset, fordi det er her, man kobler fra og falder til ro, så kan det modsatte også blive upersonligt og lidt koldt.

Tip: Lidt kan gøre det. Tilføj en plante, nogle farverige puder eller et lækkert sengetæppe. Så er du allerede godt på vej. Er du mere modig, kan du male en væg i anden farve end hvid.

2. Dit soveværelse er et rodet opbevaringsrum

Kender du den famøse hjørnestol, som aldrig ser dagens lys, fordi den altid er overdækket med tøj? Måske har du ikke så meget plads i hjemmet, eller måske er du bare virkelig dårlig til at smide ting ud, du ikke længere bruger.Men et proppet og rodet soveværelse er på ingen måde det ideelle sted at falde i søvn om aftenen.

Tip: Vær kritisk, og smid ud. Start med at gennemgå dit tøjskab, og skil dig af med det tøj, du ikke bruger længere. Ryd herefter alle flader for ting. Det er selvfølgelig okay at have nogle pynteting, bøger og billeder, men vær kritisk, og skær ind til benet, så du får et rum, der giver øjet ro.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du skabe et sundt soveværelse

3. Du bruger ingen farver

Du har indrettet dit soveværelse efter minimalistiske principper og holdt vægge og sengetøj hvidt og undgået for mange nips, fordi du gerne vil have ro og balance i rummet. Men nu står du tilbage med et rum, der virker en smule upersonligt.

Tip: Du kan godt holde en minimalistisk og balanceret stil, men stadig bruge farver. Du skal bare være opmærksom på at holde farverne inden for en bestemt farveskala, gå efter jordfarver for et roligt udtryk eller blå og grålige toner for at åbne rummet op.

4. Du bruger for mange farver

Det modsatte af ovenstående kan også være problematisk. For ligesom ingen farver kan blive kedeligt og koldt, kan for mange farver skabe forvirring og ubalance i rummet.

Tip: Det er det samme som ovenfor – hold dig til en farveskala, og gå gerne efter jordfarver eller grå og blå toner. Du kan også vælge din yndlingsfarve og lade den gå igen i forskellige nuancer i indretningen, men hvis du vælger en pangfarve, er det en god idé ikke at holde resten af rummet i mere nedtonede farver.

5. TV’et fylder for meget

Nogen vil mene, at TV’et slet ikke hører hjemme i soveværelset, fordi det er et forstyrrende element inden sengetid, som også skulle give dårligere søvn. Men hvis du vil have et TV i soveværelset, kan du tænke over ikke at give det en alt for central plads i rummet.

Tip: Det er måske rart at have et TV i soveværelset en gang i mellem, men du skal også gerne kunne være i rummet uden, at TV’et fylder det hele. Det kan derfor være en fordel at anskaffe et TV-møbel, hvor du kan gemme TV’et væk, når du ikke ser noget.

6. Du har ikke tænkt over belysning

Der er to faldgruber i forhold til belysning i soveværelset: Enten har du for meget eller for lidt. Det er for eksempel virkelig irriterende, hvis ikke du har et godt lys ved skabet, hvor du finder dit tøj – ligesom det kan være lidt hårdt med alt for kraftigt lys, når du skal vågne.

Tip: Læg en plan for belysning i forhold til, hvordan du bruger rummet. Tænk både i en god grundbelysning, praktisk ekstrabelysning i form af en læselampe og hyggebelysning. Er der store vinduer, kan naturlig belysning også være et problem om sommeren – og her kan du overveje at investere i et mørklægningsgardin.

7. Du udnytter ikke rummet optimalt

En typisk årsag, til at dit soveværelse virker proppet eller rodet, er, at du ikke udnytter rummet optimalt. For selvom du måske ikke har så meget plads at gøre med, har du sikkert stadig en del ting, du skal have plads til.

Tip: Udnyt rummet optimalt, det vil sige, at du også udnytter det i højden. Anskaf et skab, der går fra gulv til loft, så du ikke har spildplads over skabet. Glidedøre er også et godt tip til at få mere plads i rummet.

LÆS OGSÅ: 35 soveværelser i forskellige stilarter - se det store inspirationsgalleri her

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_6.png

Læs også