https://imgix.femina.dk/media/feca2706aa3c45968ab149fe3264b1fe.jpg
Familieliv

Få en rolig morgen med børnene

9. februar 2011
af Lisbeth Madsen, Alive.dk
Foto: All Over Press
Er jeres morgen præget af stress og barnegråd, så får du her 7 tips af stresscoachen.

Er der skrig og skrål, når dit barn skal have tøj på, og er det umuligt at få det sidste gjort, så I kan komme ud af døren, så er det måske på tide at give jeres morgenrutiner et tjek.

Jette Gerding, der er stresscoach og særligt beskæftiger sig med mødre, fortæller, at en stresset morgen kan ødelægge resten af familiens dag.

- Jeg synes, det er alfa-omega, at man får en god start på dagen. Hvis du har en stresset morgen, vil det påvirke resten af din dag. Især hvis du får gjort eller sagt noget, fordi du er presset, som du fortryder senere, siger Jette Gerding.

Barnet føler sig overset
Hvis morgenen er hektisk vil det smitte af på barnet, og I kommer ind i en ond cirkel, hvor barnets reaktion sænker jeres tempo endnu mere, mener Jette Gerding .

- Hvis et barn oplever, at du er stresset, så vil det gøre det uroligt. Barnet føler sig ikke set, og så er det, at der kan opstå situationer, hvor barnet ikke er samarbejdsvilligt, siger hun.

Stresscoachen anbefaler bl.a. derfor, at man får sat tid nok af om morgenen, og at man forbereder sig, så morgenen kan foregå uden for mange forhindringer.

Her giver hun syv tips til at skabe rammerne for en god morgen.

Sådan får I en god morgen
1.
Det vigtigste er, at forældrene har forberedt sig. De skal have helt styr på det, de skal nå i løbet af morgenen.

2. Man skal gøre det til en vane, at barnet skal klare mange af morgen-opgaverne selv, og det kræver tålmodighed fra forældrenes side. Men barnet vil gerne selv.

3. Det er vigtigt, at man sidder sammen og får morgenmad. Især mens børnene er små, da det skaber ro, når morgenen er forudsigelig for børnene. For børn skaber rutiner tryghed i deres liv. De er mest rolige, når de ved, hvad der skal ske.

4. Hvis barnet kan sidde i fem minutter og vågne til tv'et, så er det okay. Men det skal være let at få det derfra, når det skal i gang med spise og tage tøj på. Hvis det er skyld i konflikter, så er det meget bedre at holde det helt slukket.

5. Forældrene skal tage højde for, at morgenen ikke altid kører på skinner. Så i den tid, de sætter af til sig selv, skal der være overskudstid til at tackle problemer.

6. Hvis det er nødvendigt at være ude af døren klokken otte hver morgen, så planlæg altid jeres tid, så I kan være ude kl. ti minutter i otte. Så er der rum til, at børnene kan være besværlige eller tidsplanen skrider lidt.

7. Prøv at lokalisere, om det er det samme, der hver morgen er en stressfaktor for jer. Det kan være madpakkerne, eller at børnene ikke vil taget det tøj på, du har lagt frem. Hvis du kan genkende nogle problemer som tilbagevendende, så se om du kan placere opgaven fx om aftenen eller tackle den på en anden måde.

Læs også