Mad og pleje

Babyens kyllingechili

Babyens kyllingechili, der er velegnet fra 9 måneder

Bønner er rigtig god babymad, da de er proteinrige og fulde af fibre. De er også sjove
at fange med små fingre - rigtig gode, når babyen skal øve sig i pincetgrebet. Denne
mildt krydrede kylling-og-bønne »chili« er en nærende måde at nyde den klassiske ret
på og særligt lavet til babyen. Et lille nip mildt chilipulver kan tilsættes maden til de lidt større børn.

Giver 375 gram chili
Velegnet fra 9 måneder

220 g kogte sorte bønner med lavt saltindhold, skyllede og afdryppede
0,6 dl grønsagsfond, grønsagssuppe med lavt saltindhold eller vand
¼ teskefuld spidskommen
¼ teskefuld paprika
90 g kylling til babyen
1½ spiseskefuld finthakket frisk koriander

Sådan gør du:
Kom bønner, fond, spidskommen og paprika i en gryde over stærk varme. Bring det i kog, skru ned og lad det småkoge under jævnlig omrøring, til bønnerne er varmet igennem og saucen er tyknet en smule, 5-8 min.
Afhængig af babyens alder og tyggeevne så mos nogle eller alle bønnerne med en gaffel, så de opnår en konsistens, babyen kan klare. Rør kylling og koriander i og server, eller kom det i en foodprocessor eller blender, og blend det til en grov eller blød mos, tilsæt om nødvendigt mere fond eller vand.

Opbevaring:
Kom bønneretten i køleskabet i en lufttæt beholder i op til 3 dage, eller kom den i fryseren som små portioner i en isterningbakke eller andre små beholdere til babymad og nedfrys indpakket i op til 1 måned.

Tip:
Når babyen er gammel nok til at spise tomater, tilsættes 90 g finthakkede modne tomater til bønneretten, mens den småkoger. Sukkeret og syren i tomaterne vil sætte mere smag på væden og give et vitamintilskud.




Kilde: Mad til småfolk af Karen Ansel & Charity Ferreira, Gyldendal

Køb bogen her >>

Ariklen indeholder affiliatelink


Eller prøv disse opskrifter:
Kyllingfrikasse
Teriyakikylling med grøntsager

Læs mere om: