https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/september/dinner-prim.jpg
Selvudvikling

Trænger du til nye venner?

16. september 2013
af Malene Fich Weischer
foto: All Over
Er vennekredsen blevet lidt indskrænket, eller trænger I bare til at se nogle nye ansigter, så er det nye middagskoncept Dinner4Couples måske noget for jer: Et netværk for par, der gerne vil møde andre på gode restauranter.

Der findes efterhånden mange former for netværksgrupper, men Dinner4Couples er noget helt nyt. Her handler det nemlig ikke om at møde mennesker, der kan fremme din karriere, men snarere om at møde mennesker, der kan fremme dit privatliv. Gøre det sjovere. Hos Dinner4Couples handler det nemlig om at møde andre par over en god middag.

Udvid jeres fælles netværk
Bag konceptet står eventarrangør Mie Münster-Swendsen. Hendes drøm er at matche par, der gerne vil udvide deres fælles netværk.

-Jeg har undret mig over, at der ikke var noget tilbud for denne målgruppe. Tit glemmer par at være par og pleje hinanden og bruger i stedet al deres fritid på børnene, separate fritidsinteresser eller hver deres venner. Med Dinner4Couples vil jeg give dem muligheden for at hygge sig sammen og få nogle nye fællesoplevelser med hinanden, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Matcher fælles interesser
På hjemmeside Dinner4Couples.com kan man løbende tilmelde sig forskellige middage på forskellige restauranter. Hvert arrangement har en overskrift, som f.eks "Fælles interesse i børn" eller "Her taler vi ikke om børn" eller noget helt, helt tredje, så man trods alt har en eller anden form for fælles interesse, når man ses. Og fremover vil endnu flere arrangementer løbende blive tilbudt.

-Jeg taler med mange par, der enten er det første par i vennekredsen, der har fået børn eller det sidste, der får det. Og de vil gerne møde andre par, der lever ligesom dem selv og forstår deres situation. Også par, der bevidst har valgt børn fra, kan have lyst til at mødes med andre par, hvor snakken om børn ikke fylder så meget. Dinner4Couples er også for par, der lige er flyttet til København, og som ikke kender så mange her. Til middagsarrangementerne kan de bygge en helt ny omgangskreds op, fortsætter Mie Münster-Swendsen, som understreger, at konceptet udelukkende handler om netværk og ikke har nogen seksuelle undertoner.

Helt nyt koncept
Konceptet Dinner4Couples - Served with a purpose er helt nyt - og formentligt det første af sin slags i hele verden. Det koster mellem 495 og 1995 kroner per par at deltage, alt efter arrangementet, og indtil videre foregår arrangementerne kun i hovedstadsområdet.
Du kan se mere om Dinner4Couples på hjemmesiden Dinner4Couples.com

Læs også