Hospice - himlens forgård ...

Hospice. Ordet smager altså af sorg og død, og stedet ligger langt ude på landet med udsigt over marker og enge. Troede jeg i hvert fald. Men ikke Hospice Sydvestjylland. Mellem gadelarm og liv, midt i Esbjerg by, en spytklat fra banegården, ligger stedet … hyggeligt, lyst, lækkert - og meget levende, selv om det er og bliver endestationen for de fleste af patienterne. Lyset vælter ind af de mange vinduer, og jeg bliver budt varmt velkommen af personalet, der er mere end almindeligt venlige. Der er kunst på væggene, små farvede buketter i fine glasvaser og hyggekroge overalt. I haven finder du et lille stykke af Italien … midt i Esbjerg. Vuggestubørn løber rundt derude og minder om selve livet, mens det så småt er ved at rinde ud på hospicet.

Døden som forløsning
Der er god plads på hospicet i dag, og det er usædvanligt. Men det har selvfølgelig sine helt naturlige årsager.
"Der døde to i går, og en enkelt blev udskrevet," lyder forklaringen fra hospicechef Ulla Jessen til Oestrogen.dk. I syv år har hun stået i spidsen for 40 ansatte og lige så mange frivillige. I et hus, hvor man flere gange om ugen må sige farvel til patienter, man næsten lige har sagt goddag til. For efter et ophold på omkring 18 dage slutter livet for de fleste. Som en forløsning.
"For mange patienter har der været så stor smerte, at døden er velkommen. Hvis livet mest bliver smerter, vil de fleste mennesker hellere have fred," fortæller Ulla Jessen.

"På hospice bestræber vi os på at give den sidste rest af livet stor værdi," siger Ulla Jessen, chef på Hospice Sydvestjylland

Optimisme og stjernestunder
Der er nu ikke meget gravstemning omkring bordet til morgenmødet. Snakken er livlig, og alle husets beboere er på dagsordenen.
"Det går rigtig godt fremad," bliver der sagt om de fleste. Og det er sådan, det er på Hospice. Folk får det bedre, blomstrer op, og for de flestes vedkommende bliver hospice-tiden en god tid. Derfor er det heller meningen, at man skal være FOR dårlig, når man ankommer til hospice.
"Det er meningen, at de skal nå at havde en god tid hos os," forklarer souschef Marianne Rosenbæk.
"Det må ikke være et venteværelse. Vi leder efter stjernestunder til vores patienter, og de er ikke svære at finde."

Hvad du ønsker …
En af stunderne kan både ses og høres. En af de frivillige er ankommet, sætter sig ved klaveret og spiller og synger. Patienter kommer til, stemmer i, og stemningen er hyggelig.
"Kan du ikke spille den med Benny Andersen, den er så optimistisk," lyder et forslag fra en af de syngende patienter. Og sådan bliver det. I det hele taget bliver meget, som patienterne ønsker det. Om det er lindrende massage, et varmt karbad, lidt jazz på anlægget eller et godt glas vin, er det hele indenfor rækkevidde. Ligesom god tid, masser af ro og opmærksomhed er det.
"De fleste af vores patienter her har kræft, og er der noget, kræftpatienter har brug for, er det ro. 'Fatique' er en slags sygdom i sygdommen der gør kræftpatienter helt utrolig trætte. En træthed, du altså ikke bare kan sove dig fra," forklarer Marianne Rosenbæk.

Hospice - for det hele menneske
Så selvom der lyder klaverspil fra det ene lokale, jazz fra et andet og sniksnak fra et tredje, emmer hele huset af en fantastisk ro og et overskudsramt personale.
"Hvad med noget champagne i dag … dronningen har jo fødselsdag," lyder et af forslagene fra personalet. Og mens duften af kokkens hjemmebag breder sig i de lyse lokaler, stilles fine glas frem, og de patienter, der har lyst, slår sig ned. Nogen holder sig også for sig selv, og alt er tilladt på hospice. Her er alle lige. Rigmanden og alkoholikeren bliver behandlet med lige stor værdighed, og værelset indrettet til den person, der ankommer, så vidt det overhovedet er muligt.
"Vi skal hjælpe den syge bedst muligt, og vi ser det enkelte menneske og dømmer ingen."

Syge er mere sanselige
På altanen sidder en af de rygende patienter og plejer sin last. Med forårssol i øjnene og hyggelig larm fra legende børn ude i haven. Her samles byens dagplejemødre til stor glæde for patienterne. Men det er den tværfaglige pleje, der giver så gode resultater, at de fleste oplever en opblomstring på stedet. En del af hjælpen er selvfølgelig også medicin, der står lidt gemt væk i et lille lokale, og i det hele taget er der ikke meget sygdom at spore i et hus, der ellers er fyldt op af det. Hvor de fleste er klar over, at det her er stationen før endestationen. Derfor bliver alle sanser forkælet. Med smuk kunst over alt og med skøn mad fra husets kok.
"Man er mere sanselig som syg. Folk stopper op og betragter malerier, og de spiser for at opleve - ikke overleve. Derfor gør vi os umage," fortæller Marianne Rosenbæk.

Plads til alle
Den indsats oplever de pårørende også. Med samtaler hos psykologen og - især - med rum til bare at være. Til at smide benene op i sofaen, snuppe et glas vin og se en fodboldkamp eller græde i fred. Også selvom det selvfølgelig er den syge, det handler om. Så meget, at selvom reglerne siger, at man f.eks. ikke må være bevidstløs, når man ankommer til hospice, så kan regler gradbøjes. Og det bliver de.
"En enkelt patient var faktisk død, da han ankom, men hans sidste ønske var at komme hertil, så vi dækkede op til familien, lagde den døde i seng og sørgede for en værdig afsked, trods alt," fortæller Ulla Jessen, mens hun fortsætter med dagens opgaver. For der skal arrangeres bridge i aften. En enkelt beboer håber på at blive frisk nok til en konfirmation i nærmeste familie. Ikke realistisk, lyder dommen. Men i morgen skal hun til frisør …

Læs mere om Hospice Sydvestjylland her

PSYKOLOG: Døden skal frem i lyset. Læs med her!

LÆS OGSÅ: "Hvor vil dine kære dø?"

"Min (s)eneste ene" - Læs Lizl Rands klumme

Besøg Shoppen her!