Else på hospice: ”Jeg vil ikke dø”

Håret er vokset ud, smilet er forsigtigt og øjnene alvorlige. En sitren omkring munden afslører, at Else på 72 år så gerne selv vil tro på det, når hun siger, at den sygdom ikke får lov at tage livet af hende. Endnu. Hun sidder i lænstolen, rank og tilsyneladende stærk og ligner ikke en, der er dødssyg. Men det er hun.

"Jeg tror på, min sygdom finder sit leje," siger hun forsigtigt. Hun er angrebet af uhelbredelig leverkræft og har tidligere haft brystkræft. Efter kun fem dage på hospice, er humøret steget gevaldigt, hun kan bevæge sig langt bedre rundt, og svimmelheden har fortaget sig.

Selvom 25 procent af beboerne på Hospice faktisk udskrives, er og bliver det uhelbredeligt syge mennesker, der opholder sig der.
Unge som gamle. Men hvordan kan man næsten bære at se yngre mennesker forlade livet uden at tage sit arbejde med hjem og blive dybt påvirket af det?

"Det har intet med alder at gøre," siger souschef Marianne Rosenbæk fra Hospice Sydvestjylland.

"Jeg bliver rørt hver eneste dag, og de historier, der hænger fast, kan lige så godt komme fra en 80-årig som fra en 45-årig. Man ved aldrig, hvornår folk er færdige med at leve sit liv og hvor meget, de har fået ud det. Nogen er færdig med livet før andre."

Hospice - nej tak
Der var ellers ingen som helst begejstring at spore hos Else, da hendes mand forsigtigt foreslog hende hospice som en mulighed.
"Jeg græd og græd, da min mand sagde det. Jeg ville bare ikke herover og dø," fortæller Else og retter lidt på lokkerne. Hun har lige sunget omkring klaveret sammen med de øvrige beboere, og nu er der dømt afslapning i værelset, saftevand i glasset og krydsord. Lyset vælter ind i lokalet, og hun er tydeligvis glad for selskab og er snakkesalig og optimistisk.

"Her er altså helt fantastisk. Jeg har det lidt som om, jeg er på ferie," siger hun om opholdet, som hun selv kalder for en tiltrængt vitaminindsprøjtning.

Kræft rammer naboen
Det er efterhånden længe siden, en tilfældig scanning afslørede, at Else havde brystkræft. Hun mærkede intet til sygdommen udover en larmende træthed, hun ikke anede, hvor kom fra.
"Jeg skænkede det ikke en tanke, at det kunne være kræft. Det er jo naboen, det rammer, men begge mine naboer havde også allerede fået diagnosen, så på den måde passede det jo lige, at det var blevet min tur," fortæller Else.

Efter behandling af sygdommen, blussede en ny sygdom altså op i leveren, og selvom hun nu modager kemo i pilleform, er der ikke rigtig mere behandling at tilbyde hende. Og derfor er hun berettiget til et ophold på hospice, der kræver, at helbredende behandling ikke længere er mulig.

Den store forskel
Men lindrende behandling er mulig. Og den får Else og de andre beboere. Og det er ikke bare dén, der gør forskellen. Det er også maden, personalet og maden og omgivelserne. I aften står der bridge på menuen, når kortklubben kommer på besøg, og Else glæder sig. Også over, at hun lod sig overtale af manden og lægen.

"Du skal ikke dø, sagde lægen til mig, og det gjorde forskellen for mig at vide, at jeg skulle komme til kræfter og få det bedre … ikke det modsatte."
Og appetitten er på alle måder vendt tilbage til Else. Også selv om hun opholder sig et sted, hvor livet slutter hurtigt for de allerfleste.

LÆS OGSÅ: "Hospice - himlens forgård"

ELLER: "Døden skal frem I lyset"

PSYKOLOG: Dét venter pigerne fra Cleveland …