Stefan og Iryna
Samfund

Iryna har på fornemmelsen, at noget er galt, men intet kan forberede hende på den besked, der venter

3. februar 2023
Af Signe Larsen
Foto: Nadia Von Rikka
En torsdag i februar 2022, to dage efter Ruslands invasion, befandt de to danske journalister Stefan Weichert og Emil Filtenborg sig i byen Okhtyrka i det nordøstlige Ukraine. I den anden ende af landet ventede Stefans ukrainske kæreste på en besked, der aldrig kom.

Iryna Fedoriv har på fornemmelsen, at noget er gået galt.

Stefan har ikke været online i mange timer. Han har ikke skrevet til hende. Han tager ikke telefonen, som han plejer, når hun ringer.

Hun prøver at tænke på noget andet. Gøre noget andet. Holde sig beskæftiget.

Men intet kan forberede hende på den besked, der venter, da telefonen endelig ringer.

– Jeg er blevet skudt. Jeg er okay. Men jeg ved ikke, om Emil klarer det, fortæller Stefan.

Hendes verden bryder sammen. Chok, panik, tårer og angst. Men hun ved også, at hun skal reagere hurtigt.

Hun skal have dem ud af Okhtyrka, hvor de er indlagt på hospitalet. Væk fra russerne. Hun skal have dem ud af landet.

Hun lægger på, og så går hun i gang.

Det her er historien om, da de to danske journalister Stefan og Emil blev skudt i Ukraine af en ukendt gerningsmand, bare to dage efter Putin trykkede på knappen og sendte russiske tropper ind i landet.

Den ukendte gerningsmand skød mindst otte gange og efterlod de to journalister i en kamp mellem liv og død.

Imens befandt Stefans ukrainske kæreste Iryna Fedoriv sig godt 800 kilometer væk i den vestlige del af Ukraine.

På afstand kæmpede hun utrætteligt for at få de to evakueret ud af landet, mens hun frygtede det værste – for hun vidste ikke, om hun ville miste sin kæreste. Enten til de kvæstelser, han havde pådraget sig, eller til de russiske tropper, der var lige i hælene på dem.

Det er en historie om krig, håbløshed, meningsløshed, magtesløshed. Men mest af alt er det en historie om kærlighed.

Krig og kærlighed

Stefan Weichert var i foråret 2019 flyttet til Ukraine med sin makker Emil Filtenborg for at dække urolighederne i Østeuropa. Det var lidt tilfældigt, at de var endt der. Men nu boede de i Kyiv. De levede fra historie til historie, som de til nøds fik solgt til forskellige danske og europæiske medier.

En dag i juli tog han på Tinder-date med en ung ukrainsk jurist, Iryna Fedoriv.

De gik rundt i timevis i byen og snakkede – så længe at Stefan til sidst måtte spørge, om ikke de kunne sætte sig på en bænk og få et hvil i sommervarmen. Den eftermiddag tog han bussen hjem og skrev til sin ven. I beskeden stod der, at den kvinde, han havde mødt, var noget helt særligt.

De blev hurtigt glade for hinanden, men på det tidspunkt var Stefan og Emil ved at løbe tør for både opgaver og penge, og de var ikke sikre på, at de kunne blive i Kyiv. Det fortalte han til Iryna, der måtte tage en beslutning.

– Efter at have grædt hele natten skrev jeg til ham, at jeg ikke ville forlade ham, fortæller Iryna Fedoriv i dag.

Iryna vidste godt, at Stefans arbejde blandt andet betød, at han ofte befandt sig i nogle af landets brændpunkter. Hun vidste, at der altid var risiko for, at noget kunne gå galt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det kunne have været mig, der lå i den kiste.

Så selv om hun i dag griner af, at hendes mor engang foreslog, om ikke Stefan kunne skrive om sport eller katte i stedet for krig, så ville hun ønske, at hun ikke skulle bekymre sig, hver gang han tog af sted. Sommetider i flere uger ad gangen.

– Hvis jeg presser ham til at skifte karriere, bliver han bare ulykkelig. Det løser ikke problemet. Men hvis han finder noget, der inspirerer ham, og som er mindre farligt, vil det være godt.

Stefan og Emil har tidligere dækket demonstrationer og uroligheder i Hviderusland og krigen i Nagorno-Karabakh mellem Armenien og Aserbajdsjan sammen. De er flygtet fra politiet og har undveget gummikugler.

De beregner altid risikoen ved den opgave, de er ved at kaste sig ud i.

– Historien skal være mere værd end faren. Så vi har også sagt nej til situationer, der ikke har været det værd.

– Men jeg siger også til mig selv, at der er en årsag til, at jeg er i Ukraine. Jeg kan ikke sidde og skrive om katte, hvis der er en krig i gang, siger Stefan Weichert.

Stilheden

Rusland invaderer officielt Ukraine torsdag den 24. februar 2022. To dage senere befinder Stefan og Emil sig i Dnipro i midten af landet. De har hørt, at der dagen forinden angiveligt var smidt en klyngebombe ved en børnehave i den nordøstlige by Okhtyrka. Et våben, der er i strid med international ret og anses som en krigsforbrydelse, hvis de bruges.

Der går rygter om, at alt fra 17 til en håndfuld børn er blevet dræbt.

De to kammerater beslutter sig for at tage afsted i retningen mod Okhtyrka nær den russiske grænse. De vil besøge børnehaven og rapportere, hvad der er sket, som led i en opgave for Ekstra Bladet.

Med et par pakkede tasker sætter de i første omgang kursen mod den nærliggende by Poltava i deres sølvgrå Mazda.

Da de når udkanten af byen, kommer de til den første af mange kontrolposter, de skal igennem.

Fordi Stefan og Emil har presseakkreditering, og der på det tidspunkt er stabilt nok i området, får de lov til at køre videre. Men de skal holde ind og spørge om lov til at køre videre hver gang, der er en ny kontrolpost, fordi forholdene hurtigt kan ændre sig.

– Vi kører videre og snakker med alle, vi møder. Men det er ikke rigtig militæret, der bevogter kontrolposterne. Nærmere lokale mænd, der har fået stukket et våben i hænderne, som står i deres normale tøj, siger Stefan Weichert.

De har med stort skrevet “TV” på siderne af den sølvgrå Mazda, og alt går fint. Der er stille.

– Planen er, at vi altid har vinduerne rullet ned, så vi kan høre, hvis de begynder at smide bomber. Så vil vi vende om. Men hvis der bliver ved med at være stille, vil vi kunne tage ind til byen, bruge et par timer der og smutte igen, før det for alvor tager til.

Sønner, kærester, brødre

Knap to måneder efter, at krigen brød ud, tog Stefan og Iryna sammen til en begravelse for en 19-årig ung soldat fra hendes hjemby. Han havde mistet sit liv til krigen.

Hele byen var mødt op. Efter ceremonien interviewede Stefan den dræbtes mor, og det, hun fortalte, overraskede dem begge.

– Hvad hvis du kunne ændre alt og stoppe ham fra overhovedet at tage af sted? spurgte Stefan hende.

Moderen svarede, at hun elskede sine børn. Men hun elskede sit land på samme måde.

– Hun ville ikke ændre noget. Hun ville være glad, hvis han var i live i dag, men hun ville aldrig stoppe ham fra at tage af sted, fortæller Iryna.

Det var bare to måneder efter, at Stefan selv var blevet skudt. Synet af kisten, der blev båret ud med en 19-årig dreng indeni, fik ham til at stoppe op.

– Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det kunne have været mig, der lå i den kiste.

Iryna tænkte det samme.

https://imgix.femina.dk/2023-01-31/_MG_2474e.jpg

31-årige Iryna Fedoriv voksede op i det vestlige Ukraine i byen Ternopil med sin familie.

I det vestlige Ukraine har truslen endnu ikke været så stor, at de har måttet flygte fra deres hjem. Det ønsker de heller ikke at gøre. For de elsker deres land og dets folk. Som de fleste andre ukrainere vil de forsvare det til det sidste.

Men en ny mavepine har meldt sin ankomst, fordi det ukrainske militær mangler mænd. Mænd som Irynas fem år yngre lillebror.

– De prikker folk på skulderen på gaden, og sender dem af sted i busser, fortæller Iryna.

– Det er svært, for alle kan ikke gemme sig. Vi er nødt til at forsvare landet. Men jeg vil ikke miste min bror. Folk dør derude. Det er alle sammen nogens bror, nogens søn, nogens mand. Deres familier vil heller ikke miste dem.

– Så hvilken ret har jeg til på nogen måde at snyde, gemme min bror eller få ham ud af landet, når de andre ikke gjorde det.

Otte skud

Stefan og Emil kører ind mod midten af byen i Okhtyrka, hvor der stadig er stille. Til venstre for vejen ligger der huse, til højre skov – pakket med ukrainsk militær. Et par tanks, flere pansrede køretøjer, soldater. Men der er ingen panik. Soldaterne står og snakker i grupper.

Sådan vil de ikke stå, hvis der er en overhængende fare, tænker Stefan og Emil, der kører videre.

De nærmer sig børnehaven, men først endnu en kontrolpost. Denne gang bevogtet af bevæbnet militær, pigtråd og miner, der forhindrer biler og tanks i at passere.

En soldat vinker dem med det samme væk, så de sætter bilen i bakgear og holder ind til siden med motoren tændt.

– Emil bliver i bilen, mens jeg stiger ud og vifter vores id-kort mod manden, der er 100 meter fra os.

Efter lidt snak frem og tilbage med flere soldater får Stefan og Emil lov til at fortsætte. Men på vej tilbage mod Emil i bilen, flyver der pludselig noget hen over hovedet på dem.

Et kæmpe brag lyder så højt, at det giver en voldsom ringen for ørerne.

Og så går det stærkt.

De lokale er allerede forsvundet, da Stefan og Emil begynder at køre tilbage i den retning, de er kommet fra. De holder ind til siden længere nede af vejen for kort at snakke om, hvad de skal gøre. Hvor skal de køre hen. Skal de droppe historien om børnehaven?

– Fra passagersædet ser Emil pludselig ud af øjenkrogen i sidespejlet, at en civil bil kommer kørende mod os bagfra. Han er nok 15 meter fra os, da han stiger ud af bilen med sit automatvåben. Og så begynder han at skyde.

Manden skyder uhæmmet mod den sølvgrå Mazda, hvor Stefan og Emil sidder i. En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte. Så mange kugler sender han i deres retning. Mindst.

Emil bliver ramt i begge ben, i den ene balle og ryggen. Stefan bliver ramt i skulderen, og kuglen flyver igennem ham og ryger ud igen på den anden side.

Glas splintrer, blod løber.

– Emil siger, han ser kuglen ryge igennem ved hans knæ. Jeg ser bare, at der kommer røg ud af benet.

Hvis han er fast besluttet på at skyde os, så kan han sagtens gøre det færdigt.

Selv om gearkassen også ryger, får Stefan trykket speederen i bund og lykkes med at få gang i bilen, der drejer om hjørnet i flugt fra manden, der stadig skyder efter dem.

Stefan kigger mod Emil på passagersædet, der er indhyllet i røg. Hans jeans er helt våde af blod, der strømmer ud af skudhullerne i hans krop.

Stefan kan selv knap se for blod, der løber ned i øjnene på ham. Men han kan se, at Emil bløder meget. Emil stikker to fingre i sine skudsår.

– Vil manden sætte sig ind i sin bil og køre efter os? For jeg kan ikke køre fra ham. Hvis han er fast besluttet på at skyde os, så kan han sagtens gøre det færdigt.

– Jeg er også bekymret, fordi jeg ved, vi snart nærmer os en gruppe soldater. Og hvis de ser en rygende bil komme kørende imod dem, så skyder de os også.

Stefan holder ind til siden og får Emil ud på græsset i vejkanten foran nogle huse. Han har en lille førstehjælpstaske på sig, som han gør klar til at pakke ud.

Pludselig kommer to soldater kørende i en anden civil bil, som Stefan får vinket ind.

Selv om Stefan selv er såret af skud, finder han med hjælp fra adrenalinen, der pumper rundt i hans krop, en årepresse frem. Så giver han førstehjælpskassen videre til den ene soldat, der først tøver med at tage imod, fordi han ikke ved, hvad der foregår.

To andre biler nærmer sig, og ud stiger mænd med rifler. De kommer stormende. Råbende. Selv soldaterne, der er ved at hjælpe Emil, slipper hvad de har i hænderne.

Nu skal de virkelig dø

Stefan sidder på knæ med hænderne over hovedet. Emil ligger blødende på græsset. Begge ramt af skud. Adskillige. Foran Stefan står en mand og nærmest frådende råber ukrainske gloser, mens han retter sit automatvåben direkte mod den unge journalists hoved.

Stefan Weichert er ikke i tvivl om, at manden vil trykke på aftrækkeren. Om lidt vil han blive skudt i hovedet, og det er trods alt værre end de skudhuller, han allerede har erhvervet sig i skulderen.

Nu skal de virkelig dø.

– Presse, presse, presse, råber Stefan og peger på mærket på hans vest, der indikerer, at de to er journalister.

Efterhånden falder manden til ro og lader soldaterne hjælpe Emil. Han bliver løftet ind i en bil og kørt væk. En anden soldat kører kort efter Stefan væk i samme retning.

Da Stefan ankommer til hospitalet, ved han ikke, hvor Emil befinder sig. Om han er blevet kørt til operation. Om han kommer til at klare det, eller om han vil dø.

– Jeg så, hvor meget han blødte, så jeg tør ikke håbe på det. Men jeg er stadig høj på adrenalin, så jeg ved ikke, hvor meget jeg kan tænke på det på det tidspunkt.

På hospitalet er alt kaos. Sårede ukrainske soldater og sårede civile.

Stefan skal selv opereres i skulderen. Det minder om fabriksarbejde. Der ligger allerede blod på det operationsbord, han bliver lagt op på.

I de efterfølgende timer ryger han ind og ud af bevidsthed og spørger efter Emil. Han stoler ikke på, at han er ved at blive opereret. Men Stefan er selv for dårlig til at gøre noget. Han gør, hvad han kan for at holde sig vågen.

Så ringer han til Iryna.

Da de lægger på, ringer hun til venner, bekendte, den danske ambassade i Ukraine, sikkerhedskontakter, læger. Alt og alle, hun kan komme i tanke om, der kan hjælpe med at få de to journalister ud af landet. Hurtigt.

Stefan nægter at tage af sted uden Emil, og uden for vinduerne på hospitalet hører de skud. Russerne kan være på vej. Alt lyset skal slukkes. Telefoner skal slukkes.

– På et tidspunkt accepterer jeg, at vi ikke kommer væk fra hospitalet. Russerne kommer i aften. Jeg er for træt til at kæmpe mere. Men jeg er bange for at falde i søvn.

I den anden ende af landet kæmper Iryna for ikke at lægge sig i fosterstilling og græde.

Men efter Iryna og Stefan begge i timevis har lagt pres på læger, sygeplejersker, danske kontakter og mange andre, får Stefan og Emil pludselig at vide af personalet på hospitalet, at de kan blive kørt af sted i en ambulance med sårede soldater.

Vejene er usikre. De skal slukke deres telefoner, så der ikke er nogen signaler, der kan opdages. De kører omveje og holder pauser for at skjule sig.

Stefan lukker for første gang øjnene og kæmper for ikke at panikke. Og så tæller han til fire.

Trækker vejret ind i fire sekunder. Holder vejret i fire sekunder. Puster ud i fire sekunder. Holder pause i fire sekunder. Forfra.

Håbet

I timerne efter, at Stefan og Emil blev skudt, svævede de flere gange mellem liv og død. Smerterne alene var ved at tage livet af Emil. Og stoppede de ikke, overvejede han at gøre det selv.

På en anden måde havde Iryna det lige så ulideligt. Bekymringen var tæt på at æde hende op. Vreden var tæt på at få hende til at gøre noget i desperation.

Hun var vred på Putin, der havde angrebet hendes land, hendes hjem og hendes folk. Vred på den ukendte gerningsmand, der havde angrebet Stefan og Emil.

Stefan overvejede, om han skulle blive i Ukraine. Risikere sit liv for at finde Iryna igen. Han var bange for, hvordan hun skulle klare sig alene.

– Jeg var så bange for, at hun ville gå ud og smide Molotov cocktails efter russerne i vrede. Jeg var bange for, at hun ville dø, fortæller Stefan.

Iryna var lettet, da Emil og Stefan endelig krydsede grænsen til Moldova. Endnu mere lettet, da de ankom til Danmark og blev indlagt på Aarhus Universitetshospital.

– Der følte jeg, at jeg havde vundet min egen lille krig. Stefan var i sikkerhed. Resten måtte vi finde ud af. Men jeg vidste ikke, om de kunne komme tilbage igen. Alt var meget deprimerende på det tidspunkt.

I Danmark havde Stefan det svært. Han vidste, at han ville tilbage til Ukraine, hvis han kunne. Til Iryna. Til sit liv i Kyiv.

– Jeg havde Iryna, som jeg elskede meget højt, og jeg havde også Emil, som jeg havde arbejdet med i tre år, og som var hårdt såret. Jeg skulle beslutte, om jeg ville tilbage, eller om jeg skulle blive i Danmark.

En måned senere købte Stefan Weichert en gammel bil. Så kørte han afsted.

I Ukraine blev han genforenet med Iryna, som han ikke havde set, siden tiden før Rusland erklærede krig mod landet.

– Det er svært at beskrive. Jeg var virkelig glad. Jeg græd nok også lidt, siger Iryna Fedoriv.

https://imgix.femina.dk/2023-01-31/_MG_2578_0.jpg

I starten boede de sammen hos Irynas mor i det vestlige Ukraine i Ternopil. Iryna slog i bordet og forlangte, at hun fremover ville tage med ham ud på opgaver, når det var muligt. For hvis han ikke kunne passe på sig selv, så ville hun gøre det.

– Jeg var virkelig glad for at have min Stefan hos mig. Jeg havde savnet ham meget, og jeg var stolt af ham. Men det var også virkelig mærkeligt. Det var et helt andet liv, dengang vi sagde farvel.

Krigen har forandret alle, der har været i kontakt med den. Også Iryna og Stefan. Derfor var Stefan også bekymret for, om de stadig ville passe sammen, efter alt der var sket.

– Det gjorde vi heldigvis. Men det har været rigtig svært for os, fortæller han.

I dag deler Stefan altid sin lokalitet med Iryna via deres mobiltelefoner. På den måde kan hun altid følge med i, hvor han er henne. Det giver hende en ro.

Føler du dig håbefuld for dit land?

– Selvfølgelig. Jeg ved, at vi vinder krigen på et tidspunkt, siger Iryna.

– Men det er virkelig trist at tænke på, hvilken pris vi skal betale for sejren. Vi er ikke engang i den værste situation. Men det er mørkt og deprimerende. Det er svært at skubbe alt det ulykkelige i baggrunden. Sådan tror jeg, at alle ukrainere har det.

– Selv hvis krigen stopper, er jeg bange for, at vi er ødelagte for altid.

Som krigsjournalist er der heller ikke nogen vej uden om alt det triste. Håbløsheden, magtesløsheden, meningsløsheden.

Alligevel vendte Stefan Weichert tilbage til Ukraine bare en måned efter, han blev skudt. Det er ikke svært at forstå, at han ville tilbage til Iryna.

Men kort tid efter genoptog han også sit arbejde. Han tog til fronten igen for at rapportere derfra. Tilbage til der, hvor han blev skudt af kugler, der næsten kostede hans eget og Emils liv.

– Nogle af de historier, jeg laver i dag, udspringer også fra det vestlige Ukraine og andre mere sikre områder. De historier er også vigtige at fortælle. Krigen er mere end de bomber, der falder i fronten, hvor soldaterne er. Krigen handler også om alle de civile, og hvordan de klarer sig.

– Hvis jeg ikke havde mødt Iryna, så ville jeg nok tage flere chancer, end jeg gør nu. Det er ikke noget, jeg tænker direkte over. Men der er noget, der ikke er værd at risikere nu. Og det er aldrig værd at dø for en opgave.

Historierne fra frontlinjen i Ukraine og fortællingen om, da Stefan Weichert og Emil Filtenborg selv oplevede krigens brutalitet på egen krop, har de skrevet om i en ny bog ’Kugleregn – Skudt i Ukraine’.

Læs også