Kyllingesuppe med lime og ægnudler
Mad

Kyllingesuppe med lime og ægnudler

6. oktober 2021
af Susanne Palmqvist
Foto: Anders Schønnemann
En dejlig frisk kyllingesuppe med en mild, men god og markant smag. Brug de tynde ægnudler, de føles gode i munden i en suppe
4 personer
Tid i alt 45 min

Det skal du bruge

  • 1 l vand + hønsebouillon eller Herbamare-urtebouillon
  • 6 tynde skiver frisk ingefær
  • 1 lille rød eller grøn chilipeber i skiver
  • 2 stilke citrongræs, banket flade med skaftet af en kniv
  • 4 kaffir-limeblade
  • 2 kyllingebryster med ben eller 2-3 lår/overlår
  • 125 g ægnudler
  • 70-100 g bønnespirer eller ærteskud
  • 1 finthakket skalotteløg
  • limesaft
  • salt
  • 1 lille bdt. koriander, hakket

Opskrift - Sådan laver Kyllingesuppe med lime og ægnudler

  1. Kog bouillonen med ingefær, chili, knust citrongræs og limeblade i 10 minutter.
  2. Kom kyllingen i, og kog den med i 15 minutter (lår koges 25 minutter). Tag kødet op, og si suppen.
  3. Riv kødet i trevler med en gaffel, og gem det.
  4. Læg nudlerne i blød i koldt vand i 10 minutter. Kog dem derefter i kogende, letsaltet vand i 3-5 minutter, til de er tilpas bløde. Kom dem straks i koldt vand, og lad dem dryppe helt af i en si. Klip dem evt. i mindre stykker.
  5. Skyl spirerne. Kom den siede suppe i en gryde med det hakkede løg, og bring det i kog. Smag til med limesaft og salt.
  6. Kom kylling og nudler i, og varm suppen godt igennem.
  7. Servér suppen rygende varm med en håndfuld spirer i og drys af koriander.

Jeg synes, nudlerne får en god konsistens, når de både udblødes og koges, men du kan springe udblødningen over. Se også altid kogetid på pakken. Kog evt. lidt ekstra kylling, så har du til en salat, og får en bedre smag til suppen.

Herunder finder du flere lækre opskrifter med kylling

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_1.png

Læs også