https://imgix.femina.dk/media/5b812da88fed4cce9adb8bc56ab89ae4.jpg
Rejser

Spring ud i eventyret!

8. februar 2010
af Tine Bendixen
Foto: Tuala Hjarnø Og Tine Harden
Fotografen Tine Harden og Journalisten Maise Njor har lavet bogen ”På rejse med Tine og Maise”. Eventyret venter nemlig lige om hjørnet, hvis man pakker charterkufferten væk

Advarsel: Læs ikke denne artikel, hvis du: Helst vil holde ferie nøjagtig samme sted hvert år i samme værelse på samme hotel, og du har rugbrød, trestjernet salami og kaffefiltre med i kufferten. Fortsæt, hvis du: Måske godt kunne forestille dig at opleve VM i koneløft i Finland, hundeshow i England eller oktoberfest i München.

Koneløft

Maise og Tine fik for alvor indblik i finnernes kultur, da de var til VM i koneløft i Finland.
Maise: - Alene det, at der ikke var et hotel i byen. Vi boede i en tom toværelses i noget socialt boligbyggeri sammen med vores påtvungne turistbureau-anstandsdame, der sov på en madras i køkkenet, og vi måtte spise på det lokale ældrecenter. Øh, er det ferie? Ja, for det var sjovt.
Tine: - Om aftenen var der bal i den lokale gymnastiksal med et orkester a la Kandis. Finnerne danser fantastisk, og de er vilde med at danse tango. Finnerne er fulde af passion. Da vi skulle sige farvel til turistdamen, kunne hun ikke finde ord, men hun ville gerne synge farvel. Så tog hun os om skuldrene og sang en Edith Piaf-sang.

VM i koneløft i Finland

Brud med kedelige rejser
Ideen til bogen "På rejse med Tine og Maise" opstod, da de lavede en artikel om de imponerende hatte ved Royal Ascot-hestevæddeløbet i England, så det seneste år har de besøgt 12 alternative rejsemål i Europa."På rejse med Tine og Maise" er en opfordring til at rejse mere åbent og udforskende. For vi rejser for kedeligt og forkert. Vi kommer også for tit til at holde ferie blandt nogle, der ligner os selv. Maise: - Det gør min bankmand, Jørn! Samme hotel samme uge hvert år. Jeg tror, han har det rigtig fint med, at det er trygt, og han kender værelset. Han skal ikke ud i noget nyt.

Vi skal møde andre og forstå dem
Tine: - De fleste mennesker er enormt bange for det fremmedartede. Det lyder måske højttravende, men jeg håber, at bogen giver nogle lyst til at kaste sig ud i noget mere. For den eneste måde, verden kan blive bedre på, er igennem menneskers møder med andre mennesker. Så vi forstår andres liv og tænker efter, når vi kommer hjem. Når Tine endelig er hjemme, deler hun liv og lejlighed med instruktør og producer Piv Bernth, der senest har skabt "Forbrydelsen 2". Maise bor sammen med sine tre døtre og en hund.

Fantastisk med tøsetur
Tine: Jeg går og drømmer om en tøsetur til Sevilla, hvor vi skal danse fra morgen til aften. Når man har sin partner med, bliver det tit noget med at gå ud om aftenen og spise og spise. - så går man på bar og tager en drink. Så går man hjem. Hvis man er ude med tøserne, fortsætter man videre i byen. Jeg må tilstå, at det har været fuldstændig fantastisk at gå ud og danse igen. At der er nogle mænd, der synes, man er skøn - tag endelig ikke fejl, selv om jeg er til kvinder, elsker jeg mænd. Det har været en øjenåbner for mig at komme ud med veninder: Der er noget, jeg ikke har fået dyrket nok. Når man er sammen med sin partner, lukker man sig meget om sig selv.


3 rejseråd fra Tine og Maise:

1. Selv om du har en partner, er det helt okay at vælge at rejse med en veninde.
2. Undgå at automat-nappe endnu en tur til Kreta, når kataloget kommer. Vær modig. Prøv noget nyt, siger Tine.
3. Smil til verden. Banalt, men enkelt. Et smil er altid en åbning.

Se også:

Ras al-Khaimah: En uturistet perle
På eventyr i Nordisland
Familieroadtrip i Californien

Læs også