https://imgix.femina.dk/media/4e4e30eb200c40fc9a155e6e1d533d7a_0.jpg
Underholdning

Poesibog: Rasmus Walter

9. oktober 2011
af Jannie Sundgaard Kristensen
FEMINA har fået lov til at kigge i poesibogen tilhørende Rasmus Walter. Her fortæller han, hvad det pinligste, han nogensinde har gjort, er, og hvad han gør, når han skal slappe af

Navn: Rasmus Walter

Alder: 33 år
Civilstand: Kæreste
Børn: Ingen endnu

Øl/vin: Åhr, det er svært, jeg kan rigtig godt lide begge dele, men hvis jeg virkelig skal vælge så bliver det vin og gerne en Shiraz.

Jeans / Habit: Helt klart jeans. Hvis jeg skal til bryllup, eller til nytår har jeg habit på. Jeg har en kæmpe samling af vintage-slips, og dem er jeg rigtig glad for at bruge, når lejligheden er der.

Min yndlingsbog, -musik og - film….. Bog: Leif Panduros, Rend mig i traditionerne. Den har jeg læst mange gange, og den får mig altid til at grine. Jeg kan se meget af mig selv i den. Musik: Jeg er kæmpe Rolling Stones-fan. Hvis jeg kun måtte tage en ting med mig på en øde ø, så ville det være deres plade: Let it bleed. Film: The Big Lebowski. Den film kan jeg se igen og igen uden at slukke for den. Jeg elsker Coen-brødrene som har lavet filmen.

Læs også: Sys Bjerres poesibog

Når jeg skal slappe af, elsker jeg at…. Se serier. Mine yndlings er Weeds, Breaking bad og så selvfølgelig Californication. Det er fedt at komme helt ind i et univers, som ikke slutter efter 1½ time, som med film. Du kan blive ved med at dykke ned i personerne og følge deres udvikling.

Jeg er virkelig god til… at lave mad. Det kan være thai, indisk eller noget andet asiatisk. Jeg laver det både til gæster, men også gerne en onsdag aften. For mig er det afkobling og hyggeligt.

Jeg er overraskende dårlig til… at indrømme jeg har taget fejl og til at sige undskyld, men det er nok fordi, jeg har virkelig svært ved at se, jeg ikke har ret. Det er faktisk sjældent, at folk reagerer på, at jeg altid synes, jeg har ret… måske har jeg bare altid ret!!

Det beslutning, jeg er mest stolt af at have truffet er…. Hvis nogen for to år siden havde sagt til mig, at jeg ville synge på dansk nu, så havde jeg sagt: No way. Men det er noget af det bedste, jeg nogen sinde har gjort. Det er ikke utænkeligt, at jeg om nogle år laver en engelsk plade, men først kommer der en mere på dansk. Jeg er i gang med at skrive sange i øjeblikket.

Det dummeste/pinligste, jeg nogensinde har gjort/oplevet…. Jeg er god til at grine af mig selv, og de dumme ting jeg gør, så det bliver aldrig rigtigt pinligt, synes jeg. Men skal jeg nævne én ting, som var lidt kikset, så var det da vi i Grand Avenue for nogle år siden spillede opvarmning for George Michael foran 25.000 tilskuere. Der var gigantiske storskærme. Efter vi havde spillet, opdagede jeg så, at jeg under hele koncerten havde stået med lynlåsen åben i bukserne!

Læs også: Christiane Schaumburg-Müllers poesibog

Den største udfordring i mit liv… at stå på egne ben og lave min soloplade. Der er ingen andre end mig selv, det falder tilbage på, hvis der er dårlige anmeldelser eller en dårlig koncert. Når man er i et band, så er man flere til at dele det, og det gør det nogle gange lidt nemmere. Det er lidt som i folkeskolen, det var lettere at få skældud hos inspektøren, hvis man var en gruppe, end hvis man var alene.

Jeg griner, når….. andre, inklusiv mig selv, dummer sig. Mennesker laver fejl, og det er jo helt naturligt. Man kan lige så godt grine af det.

Jeg holder mig i form ved... løb. Jeg løber 2-3 gange om ugen. Men det er ikke mig, du ser til et maraton. Mine ture er max 5-6 km.

God stil er… Når du hviler i sig selv. Når du står ved dig selv, og den du er.

Som dreng ville jeg gerne have vidst…. Ikke rigtig noget andet end det, jeg gjorde. Der er ikke noget værre, end hvis nogle vil give dig gode råd om, hvordan du skal være, eller hvad du skal gøre. Du er nødt til at prøve det selv og så tage de fejltagelser, der kommer med en gang imellem. Det er på den måde, du finder ud af, hvem du er.

Det bedste øjeblik i mit liv… da det gik op for mig, at jeg havde en tvillingebror. Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men det var stort. Det er svært at beskrive, hvordan det føles, men det er en tæthed og tryghed, som altid er der. Lige meget hvor meget eller lidt vi ser hinanden, så ved vi altid, hvor hinanden er. Min bror er som et sikkerhedsnet for mig.

Hvis jeg kunne ændre noget i mit liv skulle det være… ingenting.

Jeg er den eneste i min omgangskreds der... syr, af mine drengevenner. Jeg syr ikke tøj fra bunden, men har jeg en skjorte, som er for stor, så syr jeg den selv ind. Jeg lægger også gerne bukser op for andre.

Jeg lyver kun når… hvide løgne er svære at undgå. Ofte bruger vi dem jo for at undgå en konfrontation, men jeg lyver ikke om de store ting. Jeg er et meget åbent og ærligt menneske. Der er ikke særlig meget hemmelighedsfuldt ved mig.

Jeg fik mit første kys… det var i Ungarn. Jeg var ti år og på camping med min mor og bror. På campingpladsen var også nogle 12-13 årige piger fra et børnehjem i København, og de synes vi to tvillinger fra Århus var så søde. Hun hed Charlotte, og en dag vi var på en tur og kørte i en jeep, vendte hun sig pludselig om og stak tungen ind i munden på mig. Jeg anede jo ikke, hvad der skete, og min mor sad lige bag ved. Men bagefter var det også lidt sejt.

Det første jeg lægger mærke til hos en kvinde er.... hendes udstråling. Og så skal hun være sarkastisk og kunne lukke en masse lort ud. Hun må gerne 'disse' mig og snakke sort. Jo mere jo bedre. Sort snak og flotte øjne.

Det mest forførende ved kvindekroppen er…. Kvindelighed. Hofterne, røven og formerne. Men vigtigst, hvordan kvinden bærer sig selv, hvordan hun fører sig frem. Hun skal hvile i sig selv og bære sin krop med stolthed.

Kvinder er smukkest når de er klædt i… selvfølgelig elsker jeg, når kvinder dresser sig op og har høje hæle på. Men egentlig synes jeg, de er allermest charmerende en søndag formiddag i Netto i joggingtøj. Kvinder er faktisk smukkest, når de selv synes, de er mest grimme.

Det bedste råd jeg har fået var… Jeg er lidt dårlig til at tage imod gode råd, men det bedste jeg har fået er fra min bror for ikke så længe siden. Han er lige blevet far for første gang, og han sagde til mig: DU skal få nogle børn, det er det bedste, du nogensinde kan gøre.

Jeg bekymrer mig om… heldigvis er jeg god til ikke at bekymre mig så meget. Det er godt i en så usikker branche som musikbranchen. Jeg kan da godt tænke over, om jeg stadig laver musik, når jeg er 40 år, for hvad skal jeg ellers, jeg har ingen uddannelse. Men lige nu føler jeg mig meget privilegeret over, at jeg kan lave det, jeg helst vil.

Min sidste succesoplevelse var… Vi spillede for ikke så længe siden koncert i Lyngby og alt gik op i en højere enhed. Det var fantastisk. Alle var glade, stemningen høj. Det føltes som at flyve.

Enhver mand bør vide at kvinder…. Altid kan vende situationen til deres egen fordel. Hvis du som mand brokker dig, kan du efter 5 minutter pludselig være ham, som skal forsvare sig. Kvinder kan få det hele vendt 180 grader på et øjeblik.

Enhver kvinde bør vide at mænd… er simple. Kvinder overkomplicerer tingene. Stryg manden lidt med hårene, sig han er lækker og ros ham, hvis han sætter en hylde op. Så bliver mænd så generøse og vil gøre nærmest hvad som helst for dig.

Kvinder er uimodståelige når… de ikke selv er klar over det. Når de sidder passioneret over et projekt, og man kigger på dem og kan se deres passion lyse ud af dem.

Kvinder er uforståelige når…. Det er de 50 procent af tiden.

Læs også