https://imgix.femina.dk/media/993914aed2cc4f6aa4665e31161886a0_0.jpg
Selvudvikling

Modne kvinder med slaw i - ja tak

3. marts 2010
af Renée Toft Simonsen
Det, at en kvinde på 64 længes efter sex, er der sikkert ikke så meget nyt i ... men at hun åbent siger det højt, skriver om det i detaljer og beder om et godt råd, så hun kan få løst problemet, synes jeg ikke, jeg er stødt på så ofte før

Tiderne skifter, det har de alle dage gjort. Indimellem hurtigere, end at man kan nå at følge med, både i stort og i småt. Sådan et "småt"-skifte synes jeg et brev, jeg fik i denne uge, er et godt eksempel på. Det er fra en kvinde på 64 år, der slet ikke er parat til at give slip på sit sexliv, heller ikke selv om hendes mand ikke umiddelbart lægger samme energi i projektet. Det, at en kvinde på 64 længes efter sex, er der sikkert ikke så meget nyt i ... men at hun åbent siger det højt, skriver om det i detaljer og beder om et godt råd, så hun kan få løst problemet, synes jeg ikke, jeg er stødt på så ofte før.

Jeg ved ikke ... måske er jeg naiv på det punkt, det kan sagtens tænkes, men min egen mor har omtrent den alder, og jeg ved jo fra hende, sådan nogenlunde, hvad der italesættes blandt den generations kvinder, og ikke mindst hvad der ikke italesættes - og sådan som jeg har forstået det, står man sig bedst ved at tale lidt overordnet uden at røbe for mange af detaljerne.
Sådan er det ikke helt for min generation af kvinder (i hvert fald ikke for dem, jeg kender) og altså åbenbart heller ikke for den kvinde, som skriver til mig i denne uge - og det er utrolig forfriskende, synes jeg nok. For hvorfor ikke sige det højt og være åben omkring det, når det handler om noget, som er så åbenlyst vigtig en del af livet ... hele livet?

Forfriskende var det også at lytte til den kvinde, jeg var så heldig at spise brunch sammen med en lørdag hos en god ven. Hun var 62 år gammel og havde børnebørn, og dem var hun selvfølgelig behørigt glad for, selv om hun slet ikke var klar til at smide alt, hvad hun havde i hænderne, hver eneste gang hendes datter syntes, der skulle kaldes til samling eller skaffes pasning til de små poder. Hun havde lige sagt nej tak til at rejse gennem landet for at være med ved barnebarnets otteårs fødselsdag ... det gad hun simpelt hen ikke. Det blev holdt på en måde og i omgivelser, som hun slet ikke fandt var hverken familiære eller hyggelige, og hun havde altså selv et liv også. Jo, hendes datter var da blevet ked af det, og jo, det kunne hun da godt forstå, men nu havde hun brugt det meste af sit liv på at passe børn, så hun havde såmænd haft børn nok. Hun gad ikke mere, for at sige det ligeud ... "Og lur mig," sagde hun med et glimt i øjet. "Sådan får du det også selv lige om lidt - pludselig så har man bare haft børn nok!"

Der var sådan lidt bedstemor med slaw i over hende, og i grunden gav det god mening - så, kære børn, også bedstemors rolle er i fuld gang med at blive defineret på ny! Og det er lige før, man begynder at glæde sig.
Kærlig hilsen
Renée

LÆS RENÉES SVAR TIL EN MODEN KVINDE PÅ 64, DER LÆNGES EFTER SEX

Læs også