https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg
Sundhed

Han vil ikke have normal mad

2. december 2008
af Ulla Nielsen
Jeg er en efterhånden ret fortvivlet mor. Min søn er otte måneder. Han tager fint på i vægt og ligge r nok i den tunge ende af skalaen. Han vejer ca.

Jeg er en efterhånden ret fortvivlet mor. Min søn er otte måneder. Han tager fint på i vægt og ligge r nok i den tunge ende af skalaen. Han vejer ca. 12 kg nu. Han er nem og sover fint, kravler meget snart og maver sig frem. når han vil rundt. Alt går fint, men han vil kun spise Beauvais' pulvergrød, frugtmos og A-38. Jeg har prøvet med kartofler i alle afskygninger med og uden gulerød. I pulverform, naturel i stykker, moset og blendet. Han kan slet ikke have det inde i munden og er tæt på at kaste op hver gang. Han bliver gal og ked af det og efter et par smagsprøver går det op i gråd, og jeg må i gang med grødpulveret.
Jeg ser efterhånden et mønster, idet vi lige har prøvet at introducere rugbrød. Det nåede ikke længere end til tungen, så kastede han op. Øllebrød vil han ikke have, og jeg har prøvet at opløse rugbrødet i vand, så han bare fik smattet rugbrød, men uden større succes. Da jeg startede med grød var det med stor succes, og det gik som smurt, da han var knap fire måneder. Efter lidt tid syntes jeg, der skulle kartofler til, men i dag kan jeg godt ærge mig over, at jeg ikke startede med kartoflerne. Hans storesøster spiste alt fra første gang, hun blev introduceret for noget nyt, og han sidder som regel altid og spiser samtidig med os, så han kan få god indflydelse fra hende. Vi har holdt en lang pause med kartoflerne for ikke at presse ham for meget.
Jeg tror vi bliver fattige, hvis han skal leve af Beauvais grødpulver resten af hans dage. Hvad kan jeg gøre for at gøre det mere spændende for ham ?
Mette

Kære Mette
Når børn bliver otte måneder, så er det tid til langsomt at spise det samme som resten af familien. Dog må man tage hensyn til, at de ikke har det samme tandsæt som os andre at tygge med.
For nogle er overgangsperioden helt problemfri, mens andre behøver lidt mere tid til at lære tyggeteknikken. De fleste børn i den alder er dog meget nysgerrige og lærer nye færdigheder ved at efterligne andre, og det er denne nysgerrighed, man kan udnytte til at hjælpe de lidt langsomme børn i gang med at spise.
Et godt råd til langsomme startere er at give dem den bløde kost i løbet af dagen og så stoppe med at servere specialretter for dem om aftenen. Sid i stedet hele familien samlet om spisebordet og sæt maden frem, så alle kan tage, hvad de har lyst til. Læg de forskellige fødevarer hver for sig og vælg grønsager med forskellige farver. Lad barnet efterligne jer andre ved selv at bestemme, hvad der skal på tallerkenen, og hvor det skal ligge.
En god gang overskåret spagetti med rød kødsovs og gule majs er noget, de færreste børn kan stå for. Kom gerne lidt krydderier i maden, så den smager af noget. Der skal være noget for øjet og noget for smagsløgene.
Husk at være gode rollemodeller ved at vise barnet, at I nyder maden og spiser lidt af hvert - og frem for alt: Giv barnet madro, så det selv kan prøve sig lidt frem. Spiser de ikke så meget om aftenen, så gør det ikke noget, for da skal de blot i seng og sove, og det kræver ikke megen energi.
Benedikte Hertel, sundhedsplejerske

Læs også:
Overgang til fast føde
Ok kostplan
Gode råd om grød

Læs også