https://imgix.femina.dk/media/e6742adb5f724af4872857a7ba05192d.jpg
Familieliv

Mor og far kan noget forskelligt

22. juni 2009
af Christina Alfthan
Foto: Vanna Envall
Ligestilling blandt kønnene er en positiv udvikling, men når det kommer til mor og far, må man acceptere, at de er gode til forskellige ting, og ikke alle opgaver kan deles lige.

Når to bliver til tre, vil danske forældre som Mette Gotthardt og Anders Bak mere end nogensinde tidligere, være lige om barnet. Det viser undersøgelsen "Fra par til førstegangsforældre", som adjunkt på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Eva Silberschmidt Viala har lavet.

Gør det, der føles rigtigt
- Nybagte forældre føler sig mere som forældre end som mor og far. De er blevet meget mere lige end nogensinde tidligere, og det synes jeg er en meget positiv udvikling, siger Bente Sylvest, der er sundhedsplejerske, privatpraktiserende psykolog og formand for Nordisk Forening For Spædbarnsforskning.
- Men for den enkelte familie er det vigtigt, at man gør det, man selv synes er rigtigt. Hvis man foretrækker, at mor er mest sammen med børnene, og far arbejder, eller omvendt, så er det præcis lige så godt, siger Bente Sylvest.

Ikke to mødre er ens
Man skal huske på, at kvinder er forskellige, og ikke to mødre er ens. Derfor er der lige så mange måder at være mor på, som der er mødre, understreger Bente Sylvest:
- Det er ikke alle, der vil overlade barnet til andre. Jeg har hørt mødre sige, at de for eksempel ikke har lyst til at afgive deres barsel. Og det er da også fint, hvis manden ellers er med på den. Men det er også en del af moderskabet at lade andre komme til. For selvfølgelig er det vigtigt, at faren også tager sig af og får et forhold til sit barn, siger Bente Sylvest, der samtidig minder om, at forældre er forskellige.
-Fædre er gode til at kaste baby op i luften, og mødre er gode til at stå bagved og se bekymrede ud. Sådan er det, og sådan skal det også være, så får barnet begge dele, siger hun.

Accepter forskellighederne
Familiepsykologen Christina Sand Jespersen advarer de nybagte familier om, at de ikke skal gøre det til et ideal, at deles om alt.
- Jeg møder en del forældre i min konsultation, der er frustrerede over, at mor og far ikke kan det samme. De vil så gerne deles om det hele og være lige. Men, jeg synes, det er vigtigt, at kvinder husker, at de har biologien med sig, de har båret barnet i ni måneder, dufter trygt og så har de jo mælken. Der er i sagens natur stor forskel på mor og far i ammeperioden, siger Christina Sand Jespersen.
- Jeg tror, det gælder om at acceptere forskellighederne, og forstå, at mænd helt naturligt er lidt mere på afstand i de første måneder efter babyens ankomst. Og så huske på, at far jo kommer på banen, når barnet er over ammealderen, siger familiepsykologen.

Læs også:
Vi husker mor, men glemmer far
Din man ligner din far

Læs også