yoga

Yoga er godt for krop og sjæl.  Kom godt i gang her.

Udvalgt af redaktionen

Alle artikler om yoga

Indholdet fortsætter under annoncen

Yoga
Panthermedia

Her på Femina.dk er vi helt vilde med yoga, og derfor har vi samlet en masse artikler om yoga til dig. Om du er en trænet haj og søger de seneste nyheder om yoga. Om du er kommet godt i gang og søger nye tips og tricks, eller om du er en helt grøn, men motiveret nybegynder og gerne vil vide, om yoga er noget for dig, og måske endnu vigtigere: hvordan du kommer i gang med at dyrke den.

Yoga er for alle

Yoga er ikke kun for rige Hollywood-kvinder eller små indiske mænd i hvidt tøj. Yoga er for alle - kvinder, mænd og børn. Yoga er blevet en mere og mere populær motionsform herhjemme de seneste par år, og yoga-centre skyder op overalt. Så der er ingen undskyldning for ikke at hive yoga-måtten frem og komme i gang med at dyrke yoga. Især i København findes der mange yoga-centre, hver med deres speciale, men du kan også dyrke yoga i det fleste fitnesscentre, hvor der som regel er mere fokus på yoga som motionsform end det spirituelle aspekt af yoga.

Fordele ved yoga

Der er mange fordele ved at dyrke yoga - uanset om du gør det for at opnå en bedre fysik eller en indre ro.
Yoga er både god for din koorinationsevne og din balanceevne. Din blodcirkulation kan også blive forbedret, ligesom yoga har en gavnlig effekt på din krops iltoptagelse. 

Hvis du har fokus på det mentale og psykiske aspekt af yogaen, vil du også kunne opnå en skærpet koncentration og fokus. Yogaen har også en meditativ effekt, hvor du vil kunne få styr på tankemylder og uro i sindet.
 

5 gode yoga-stillinger

Start med at sidde eller ligge ned for at føle efter, hvordan du har det, inden du begynder din yoga-træning. Træk vejret dybt ind og få ro på i kroppen, inden du starter øvelserne. Uanset hvad du mærker, eller om du intet mærker, så se om du kan anerkende det uden at dømme det som rigtigt eller forkert.

 

Sommerfuglen

Sæt dig på numsen med benene ud til siden og sæt dig på den forreste del af sædeknoglerne. Træk vejret dybt og læn dig frem og lad hovedet hænge frem over. Træk vejret dybt igennem, mens du bliver i stillingen cirka to minutter. Stillingen er god for underlivet og giver afspænding i bækkenbunden. Den virker samtidig afstressende, forebygger PMS og menstruationssmerter.

 

Squat

Hav benene let adskilt, fodsålerne i jorden og bøj i benene, så numsen kommer næsten ned til jorden. Hvis det er svært for dig, så rul et tæppe ind under hælene. Stillingen er god for underlivet og lænden, og giver dig en god jordforbindelse. De fleste kvinder smutter nemt op i hovedet, men squat-stillingen åbner energi-banerne til underlivet og styrker din seksualitet og sensualitet.

 

Skulderstand

Læg dig på ryggen og rul knæene op på panden. Hav hænderne i lænden, mens du samler albuerne så meget du kan. Stræk benene mod himlen og hold helst stillingen i to minutter. Du balancerer dermed skjoldbrudskirtlen og lader blodet løber fra benene til underlivet og hjertet. Den er god for fordøjelsen, de indre organer og stofskiftet og giver dig en ro og energi.

 

Kamelen

Indtag kamel-stillingen ved at sætte dig på underbenene, mens du har underbøjede tæer. Tag fat om dine fødder og skub bækkenet frem, mens du åbner forsiden af kroppen og hjertet op mod himlen. Skub bækkenet langt frem og løft samtidig kønsbenet op mod himlen. Stillingen vender energien i din krop, fordi mange kvinder lukker sig sammen i underkroppen på grund af for meget arbejde og børnepasning.

 

Afspænding

Fordøj stillingerne ved at lægge dig ned på ryggen. Hav armene ud til siden, mens du har lukkede øjne for at mærke din krop efter du har været igennem stillingerne.

 

Læs også: Her er 4 yogaøvelser, der forbedrer dit sexliv

10 former for yoga

Der findes mange former for yoga. Der er de tratidionelle "grene" inden for indisk yoga, hvor nogle slags yoga har mere fokus på spiritualitet, nogle på vejrtrækning og andre på yoga som motionsform. Men der findes også de mere praktisk varierende former for yoga, såsom yoga i vand, power yoga eller yoga for gravide. For en nybegynder kan det være svært at finde rundt i alle de forskellige yoga-former. Her får du listen over 10 populære yoga-former - så er det bare at finde den der passer dig og så ellers komme igang. Rigtig god fornøjelse.

 

  • Aerial-yoga

Yoga, der dyrkes i luften – det vil sige, mens du ”hænger” i et stykke stof. Øvelserne er ofte akrobatiske.

  • Acro-yoga

Yoga med akrobatiske elementer, som du dyrker sammen med en partner.

 

  • Ashtanga-yoga

En serie gentagne bevægelser. Fysisk krævende og styrkende yoga med fokus på åndedrættet.

 

  • Hatha-yoga

Yoga i form af fysiske yogastillinger. Det vil sige, at stort set alt yoga i Vesten hører ind under hatha-yoga. Målet er at få kroppen og sindet i ro som en forberedelse til meditation.

 

  • Iyengar-yoga

Yoga, hvor der er stor fokus på den korrekte udførelse af stillingerne, der også holdes forholdsvis længe, ligesom der bruges udstyr som blokke og bælter.

 

  • Kundalini-yoga

Yoga i kombination med bl.a. åndedrætsteknikker og meditation.

 

  • Power-yoga

Minder om ashtanga-yoga, men i modsætning til denne type afhænger serien af stillinger hos den enkelte lærer.

 

  • Restorativ yoga

En yogapraksis, der typisk kun inkluderer få stillinger, og hvor du ligger eller sidder så behageligt og støttet, at du kan slappe af og hvile ud.

 

  • Yin-yoga

Yoga, hvor du sidder eller ligger i lang tid i hvert enkelt stilling (som regel mellem tre og fem minutter) og som har fokus på at spænde af og få strakt bindevævet.

 

  • Vinyasa-yoga

En yogapraksis, hvor du går ”flydende” fra den ene stilling til den anden. Det vil sige, at flere af de ovennævnte retninger er vinyasa, f.eks. ashtanga- og power-yoga.

 

Læs også: Kom i gang med yoga

 

Den rigtige måtte til yoga

Det er alfa og omega, at du har en god måtte, som egner sig præcis til den form for yoga, du har tænkt dig at bevæge dig ud i - men det er også meget individuelt fra person til person, hvad der føles bedst, hvilken tykkelse der er behov for, samt hvilket materiale, der behager dine personlige præferencer bedst.

 

Tykkelse på yogamåtte: Det er meget vigtigt at have tykkelsen på din yogamåtte for øje. Som udgangspunkt er en tyk måtte også lig med højere komfort - men der vil selvfølgelig altid være undtagelser. De fleste måtter er 4-6 mm tykke. Man kan godt finde måtter på markedet, som er endnu tyndere, ja nærmest papirtykkelse, og disse er oplagte at bruge, hvis man har lang transporttid eller skal have måtten med på rejse, hvor udstyret hverken skal fylde eller veje for meget. Det er selvsagt rart at have en yogamåtte, der er lille, let og nem at transportere, men du bliver også nødt til at have for øje, at jo tyndere den er, jo nemmere vil du også 'støde' i gulvet. Hvis det er muligt, bør du derfor teste måtterne af fr køb for at finde ud af, om den kan holde til din vægt samt de stillinger, du agter at lave på den. Knæ kan fx blive meget ømme, hvis din måtte er for tynd!

Materiale på yogamåtte; de fleste yogamåtter er fremstillet af materialet PVC, som man også kender som vinyl. Denne slags yogamåtte er meget holdbar. Der fremstilles også flere typer måtter, som er lavet af genanvendt gummi. Er du allergisk over for latex, bør du holde dig væk fra måtter lavet af naturgummi. Det vigtigste i forhold til valg af måtte, når man fokuserer på materiale, er, at du vælger det, du finder mest behageligt mod din hud.

Overflade på yogamåtte: Der findes måtter med en meget glat overflade, og der findes måtter, som har en mere ru og nubret overflade - enten i form af mønstre og lignende, eller blot på grund af det materiale måtten er lavet i. De mere ru yogamåtter egner sig godt til mere ekstreme stillinger, hvor man hurtigt kan skride og få kroppen i uvante stillinger, men det er også en fordel, hvis du har tendens til at svede meget, og vil undgå at glide rundt i sved.

Størrelse på yogamåtte: Der er større risiko for, at du køber en for lille måtte, end du køber en for stor måtte. Husk på, at du skal kunne gå i split og spagat på måtten, og du skal kunne ligge ned og være helt afslappet, og det skal gerne kunne gøres uden følelsen af, at der faktisk ikke helt er plads på måtten til dig.

Før du går i gang med yoga - gode råd

1. Tag løst og behageligt tøj på, som du føler dig godt tilpas i og kan bevæge dig frit i. Tag også gerne et par sokker med, til hvis du får kolde fødder. Yoga foregår ikke i sko!

2. Hav vand med! Det kan godt være, at du ikke bliver forpustet og får en masse sved på panden, men yoga er stadig hårdt arbejde for din krop og for dit sind. Med åndedrætsøvelserne, som er et vigtigt element i yoga, udskilles en masse affaldsstoffer i din krop, og det kan give en følelse af meget tør mund.

3. Lad være med at spise et stort måltid mad før en yogatime. Hvis du er sulten før en time, så se, om du kan nøjes med et stykke frugt eller en håndfuld nødder.

4. Du skal have lyst! Yoga fungerer kun, hvis du er drevet af lyst. Det må ikke være en sur træningspligt.

 

 

Herfra er der ikke andet at sige end god fornøjelse og namaste!

I VIDEOEN BLIVER DU GUIDET GENNEM EN 20 MINUTTER LANG YOGASESSION FOR BEGYNDERE. Instruktionerne er på engelsk.