sommerhus

Alle artikler om sommerhus

Danskerne og deres sommerhus

Mange danskere har et sommerhus, som ikke bare er et sted, de opholder sig en uge om sommeren. For mange mennesker er sommerhuset deres andet hjem. Nogle kan godt lide at have deres sommerhus tæt på helårshjemmet og bruger nærmest deres sommerhus hver weekend og ferie. Andre kan godt lide at have sommerhus i den anden ende af landet, så en tur i sommerhus bliver en rigtig ferie fuldstændig afkoblet fra omverdenen.

De første sommerhuse i Danmark blev bygget i Skagen og Nordsjælland i slutningen af 1880'erne, hvor kunstnerne havde fået øje for lyset langs de nordlige strande. Og da den almindelige arbejder i 1930'erne fik ret til 2 ugers ferie om året, blev det for alvor populært at have sommerhus ved vandet, og små træhytter skød op langs stort set alle kyster. Også i dag er et sommerhus i Danmark oftest et træhus tæt ved en strand, og det er stadig populært at holde ferie i et sommerhus.

Indret dit sommerhus

Mange har en mening om, hvordan et rigtigt sommerhus skal se ud, for at man får den helt rette sommerhus-stemning. Den der magiske stemning, hvor det pludselig bliver hyggeligt at tage opvasken, og det gør da ikke noget, at det er lidt besværligt at tage et bad, og nu skal vi ud og gå tur, selvom det stormer, og vi får sand i øjnene og havvand i munden. For i et sommerhus hygger vi os uanset hvad.

Men hvordan får jeg nu lige den der stemning frem i mit sommerhus? Hvordan skal jeg egentlig indrette mit sommerhus?

Få et kig inden for i et dansk sommerhus og få inspiration til, hvordan du indretter dit eget sommerhus. Her på siden får du også indretningstips, så du kan få den helt rette sommerhus-stemning i dit sommerhus.